Den livslange kamp

Min mor har altid fortalt mig at jeg er god nok som jeg er, jeg behøver ikke at være perfekt, jeg skal bare være mig. Hun har altid sagt at jeg bare skal gøre mit bedste og være helt mig selv. Problemet er bare, at jeg ikke kan leve med bare at være "mig". Jeg skal være den perfekte mig, ellers føler jeg mig ikke god nok.

Jeg bruger det meste af mit liv på at træne, spise og sove, og når jeg ikke gør det tænker jeg på mig selv som den "Philip" jeg gerne vil være. Jeg står op kl 07:00 går i bad, og spiser morgenmad. 2 toast med peanutbutter, 4 æggeblommer og en proteinshake, ikke fordi jeg nyder smagen, men jeg håber inderligt på at det hjælper med at nå mit mål. Derefter tager jeg i skole, det har lykkedes mig at komme en smule for sent hver dag i 2 uger, jeg ved ikke hvad der sker, det er som om at jeg glemmer tiden, som om den bare forsvinder. I timerne er jeg som regel koncentreret, men nogle gange vandrer mine tanker. Jeg begynder at tænke på fodboldtræningen jeg skal til om aftenen, og hvad jeg skal træne i fitness centeret bagefter, jeg tænker konstant på fremtiden, og glemmer nuet. Når jeg så kommer hjem fra træningen, begynder forberedelserne til næste dag, jeg ligger mig på min seng og drømmer mig langt væk om hvordan mit liv engang skal være. Hver dag i skolen, tager jeg mig selv i at lade tankerne vandre, alle fag, selv dem jeg godt kan lide. Jeg vil gerne gøre det bedste jeg kan i alle fag, men når mit bedste ikke er godt nok, bliver jeg bare skuffet, og skammer mig over mig selv.

Min mor har altid sagt at jeg bare skal have et normalt job, med en normal løn og et normalt liv. Men hvorfor skulle man leve bare for at leve et normalt liv? Man lever kun én gang så hvorfor ikke få det maksimale ud af det? Jeg har altid drømt om at blive fodboldspiller, men hver gang jeg fortæller min mor om mine drømme og mål, siger hun bare at jeg skal tænke over hvor få mænd der lever af at spille fodbold, men hvorfor skulle jeg ikke blive en af dem? hvis de kan så kan jeg også. Alt er muligt hvis man bare arbejder hårdt nok, det er det princip jeg lever efter. Jeg kan sagtens blive den perfekte mig, jeg skal bare arbejde hårdt nok. Men hvad nu hvis drømmene tager overhånd? hvis jeg nu begynder at tænke for meget på mine drømme? hvis jeg glemmer at leve i nuet? Hvis jeg begynder at glemme mine lektier og kun tænke på fodbold. Hvis jeg ikke opnår mit mål, hvad gør jeg så? Jeg går på gymnasium for at have noget at falde tilbage på efter fodboldkarrieren, eller i værste fald hvis jeg ikke bliver fodboldspiller. Jeg tvivler bare på om jeg kan leve med mig selv med et normalt job, jeg taber koncentrationen, hvis ikke jeg gør det jeg helst vil så taber jeg koncentrationen. Det kan være svært for mig at sidde på min flade, og høre om matematik eller NV, Jeg føler at jeg er skabt til at opnå min drøm, en drøm som meget få opnår. Jeg har ikke meget selvtillid, også selvom jeg går rundt og lader som om, har jeg en meget svag psyke, og til tider tror jeg ikke på at jeg kan noget som helst. Jeg føler til tider at jeg har spildt det meste af min ungdom på at være utilfreds med mig selv, og drømme om at jeg er en anden.

Her den anden dag var jeg til fest på gymnasiet, jeg går sjældent til fest, da jeg tit spiller fodboldkamp i weekenden, men det er ikke den eneste grund. Jeg er usikker på mig selv, jeg føler at ingen kan lide mig, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Mine venner vil gerne ud på dansegulvet, men jeg tør ikke, jeg tør ikke snakke til piger, for hvis jeg ikke kan lide mig selv hvorfor skulle de så? Mine venner drikker alkohol, og det gør jeg sjældent fordi jeg det ikke hjælper mig til at bliver en bedre mig. Selv de aftener hvor jeg burde slappe af og nyde livet, går jeg rundt og taler mig selv ned, kigger rundt i rummet, og ser de andre der har det sjovt, mens jeg går rundt og drømmer om den ”mig” jeg kunne være, og håber på at blive. Når jeg engang er den perfekte Philip vil jeg nok se tilbage på den ungdom jeg har spildt på at ærge mig over mig selv, og over de ting jeg har overset. Jeg bliver nok ved med at kæmpe for altid, for hvornår stopper det? Jeg bliver, nok aldrig helt den perfekte ”mig”, det er aldrig nok, og jeg vil altid blive ved med at stræbe mere, og efter det bedste, jeg vil nok altid kæmpe videre og sådan kommer det til at være resten af mit liv. Jeg tror bare det hele ville være bedre, hvis jeg var bedre.
Jeg er født til opnå noget stort i mit liv, jeg har drømme, mål og ambitioner, og alle burde leve med den indstilling. Få det maksimale ud af dig selv, det er kun dig selv der sætter dine grænser for, hvor langt du kan nå på det ene liv du har. Hvis du arbejder hårdt nok er alt muligt, men for at nå sine mål og drømme, skal man ville det 100 % hver dag, og hvis jeg ikke når alle mine drømme, så ved jeg, at jeg i det mindste prøvede. Men bare rolig, jeg klarer det.

Philip Heskjær