søndag den 3. november 2013

Herman Bang - "Haabløse Slægter"

"Du skal bevise, at du er noget", "Gør dine forældre stolte" og andre lignende mantraer er der mange der kan identificere sig med. Selvom der i dagens Danmark ikke er så stort fokus på, at man skal følge i sine forældres fodspor, er der stadig stort pres på, når man skal finde ud af, hvad man vil med sit liv. Unge i dag oplever ofte et pres, når de for eksempel skal vælge uddannelse, fordi der i høj grad bliver lagt vægt på, at vi skal skynde os at få en uddannelse. For nogle kan dette pres være for stort. Selv kan jeg nogle gange føle det som om jeg er ved at bukke under for presset.
     Håbløshed, degenerering og forfald er tematikker der benhårdt bliver slået an i Herman Bangs "Haabløse slægter" fra 1880. Selvom det ikke er helt de samme vilkår, bliver hovedpersonen William Høg i denne roman udsat for et stort pres, da han er den eneste tilbage fra sin slægt, og det er op til ham at redde den. Altså bliver han nødt til at gøre noget stort og fantastisk med sit liv, ellers går slægten helt tabt. Men det viser sig, at være mere nervepirrende, modstridende og håbløst end som sådan. For skal han gå den vej der er bedst for familien, eller skal han satse alt på hans drøm om at blive skuespiller, selvom chancen for at fejle er stor? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad jeg selv ville gøre, og helt ærligt synes jeg selv, det er et svært spørgsmål. Det er ikke så lidt, William Høg bliver udsat for. Når han samtidig har en far der er psykisk syg, og en mor der dør forholdsvis tidligt i hans opvækst, kommer hans indre strid til at præge ham enormt meget. Når jeg nu sidder her i 2013, er det måske svært at relatere til, for kan jeg i virkeligheden bruge det her til noget?
     Romanen er ca. 370 sider lang, inddelt i 3 bøger og forholdsvis svær at læse. Den er på en måde en selvbiografi, fordi bogen faktisk er baseret på forfatterens liv. Man kan sige, at den i hvert fald ikke er for nybegyndere, og man bliver nødt til at sætte sig ind i sproget, for ordentligt at forstå, hvad den handler om. Det at det er en kronologisk historie, gør det dog lidt nemmere at følge historien.
     Men hvad kan vi bruge den til? Kan man overhovedet bruge den her bog til noget som helst? Meget af bogen består af hovedpersonens indre tanker, der kan være svære at finde rundt i, hvis man i forvejen finder sproget svært. Men alligevel formår Bang at formidle sine tanker på en beundringsværdig måde. Hvis vi tager bogen ind i en nutidig kontekst, er den måde den er skrevet på ikke særlig kontroversiel. Men i 1880'ernes Danmark var det helt uacceptabelt. Der er for eksempel nogle ret seksuelle scener i bogen, som man dengang anså for "usædelige", og bogen blev derfor i første omgang beslaglagt. Hvis man skulle prøve at forstå det idag, kan man sige at det er ligesom hvis der var en der udgav en bog om voldtægt. Jeg ved godt det lyder banalt og voldsomt, men det var sådan det var.
     Måske er det én ting, man kan bruge bogen til. Bang var banebrydende og kontroversiel, men han viste bare sin egen verden som han mente at den var.
    Er det her en god bog til hyggelæsning en regnfuld fredag aften? For de flestes vedkommende, er svaret nej. Men er det en bog der kan lære os en hel masse om livet generelt, og om status ved at være en del af en berømt slægt i 1800-tallet? JA! Så hvis det er det, man gerne vil have svar på, vil jeg helt klart anbefale bogen.

5 ud af 6 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar