Essay om Mad - af Oliver Bang

Mad skal opleves, sanses, smages og ikke mindst værdsættes. Maden er blevet værdsat på mange måder gennem tiden. Den er blevet værdsat i dagligdagen, såvel som i litteraturen. Noget af det sværeste kan derfor være at definere mad som noget præcist, da man kan tolke på det på forskellige måder. Det er bl.a. noget jeg selv gør, noget som vi nok alle gør, på en eller anden måde. Maden kan blive tolket religiøst, romantisk, erotisk og vigtigst af alt, så kan den være afgørende for et bestemt øjeblik eller minde. 

Når jeg spiser mad prøver jeg på at bruge alle mine sanser. Der kan være noget begærligt over mad, f.eks. at vente på mad og håbe på at ventetiden kan være dét værd. Det der gør maden vigtig, er hvad maden betyder for mig. Hvordan tilfredsstiller maden mig? Det behøver vel ikke engang være sikkert at maden tilfredsstiller mig. Hvis ikke den gør, så er jeg sikker på at jeg stadigvæk nok skal blive tilfredsstillet af maden en dag. Det er det smukke ved mad. Mad kan både skuffe og tilfredsstille. Derfor kan vi sætte mad i sammenhæng med øjeblikke. Var øjeblikket dårligt fordi maden ikke var god? Eller var oplevelsen god fordi, at maden var rigtig god? Oplevelsen afhænger af om jeg alene spiser maden eller om jeg har været sammen med andre om at dele oplevelsen. Den er essentiel og det ser jeg som utroligt smukt. 

Den måde jeg fortolker mad på kan være meget forskellig fra hvordan andre har fortolket mad igennem historien. I kunsthistorien møder vi i f.eks. mad i renæssancen, i form af Leonardo Da Vincis maleri af “Den Sidste Nadver”. Her bliver mad fortolket symbolsk i forhold til religionen, men at tolke maden på denne æstetiske måde varede ikke ved. Thomas Kingo beskrev også den sidste nadver i litteraturhistorien, i forhold til mad i Barokken, men dette skulle snart til at tage en kæmpe drejning i romantikken, til at blive noget erotisk og smukt. I romantismen, en periode i romantikken, beskriver Emil Aarestrup maden som noget erotisk og det smukke ved en person der spiser det. Maden er essentielt for en middag vi spiser, eller når vi er på date med en kæreste. Vi nyder at daten spiser maden, og det er et øjeblik vi deler sammen. For mig kan mad gøre forskellen for de øjeblikke vi har sammen. Når jeg er ude at spise med min kæreste, så kan jeg nyde at vi har dette øjeblik sammen og at vi spiser maden sammen. Det er et kæmpe sammenspil af omstændigheder, den man elsker og maden der bliver spist der gør at øjeblikket bliver romantisk, men uden maden, så ville øjeblikket slet ikke være det samme. 

“En guddommelig erstatning”. Sådan beskriver Emil Aarestrup det at appelsinen er blevet spist af den smukke kvinde han nyder en picnic med. Aarestrup beskriver i hans digt “En Middag” en tur i naturen, i selskab med en pige, hvor at de nyder en picnic sammen. Pigen han er sammen med nyder maden, og spiser et stykke af en appelsin. Når dette stykke er væk, så vil appelsinen være ødelagt, men erstattet af momentet de har sammen og det smukke i at hun nyder dette stykke appelsin. Det samme oplever vi med maden i nutiden. Maden vil ikke være på bordet for evigt under en date, men vil bagefter være erstattet af romantik og det at stirre på hinanden, velvidende om at vi lige har delt et øjeblik der kan vare evigt. Her har maden været essentiel for noget i vores liv og øjeblikket ville ikke have været det samme uden. Det synes jeg er det fantastiske ved mad, men også det romantiske! Det at maden ikke kan vare evigt, men i stedet gøre at vi har lyst til at momentet skal vare evigt, er en fantastisk egenskab at have. Jeg kan huske, da jeg første gang var ude og spise med min kæreste, så kunne vi binde os ved at vi var enige om madens smag og hvordan vi sansede den. Der delte vi et moment sammen, og maden gjorde aftenen til en aften, som vi nok altid vil kunne huske. Maden var med til at gøre os mere bundne til hinanden. Det er ufatteligt, at maden kan være så uafhængig af os, men alligevel kan formå at gøre os afhængige af hinanden.  Jeg kan fuldt ud følge Aarestrups tankegang med mad i forhold til øjeblikket man befinder sig, men der er også nogle pointer, der kan være svære at forstå. At se maden som noget erotisk kan for mange mennesker være meget svært, hvilket er noget det også kan være for mig. Det at det skal være erotisk når en person spiser et måltid er sært, da jeg synes at maden så bliver brugt i en forkert sammenhæng. Der er stor forskel på romantik og erotik, og det vigtigste ved de to ting, er at kunne adskille dem. 

Jeg tolker uden tvivl mad som noget værende romantisk, men det behøver det heller ikke altid være. Hvis alting er romantisk, så vil ingenting være romantisk. Derfor skal mad også bare ses som en dagligdags ting og som noget vi har brug for, for at overleve. Men på et givent øjeblik, på det rette sted, med den rette person, så gør maden hele momentet romantisk. For mig som normalt er en ener, så kan jeg smelte sammen med min kæreste over et godt måltid mad. Det er uden tvivl her, at maden bliver essensen. Mad værdsættes stadigvæk i litteraturen og i dagligdagen, men for os mennesker, så er det vigtigt at vi kan formå at værdsætte mad på vores egen måde. Det er det som kan gøre mad specielt for alle og enhver. 

Essay om mad - Philip

Mad har altid haft stor betydning for mennesket. Mad er det vigtigste element i menneskets liv, for uden mad kan man ikke leve. 

Maden har fulgt mennesket siden dag 1. og forbundet med madens vigtighed i menneskets liv, er det naturligt at mad optræder i kunst og litteratur. Det har det altid gjort og det vil det altid gøre.

Mad kan i litteraturen være mange ting, det kan være præmier, statussymboler eller bare føde for at overleve. Madens egentlige betydning kan variere fra tekst til tekst og fra billede til billede, men man kan være sikker på at hvis maden indgår centralt i værket har det helt sikkert ofte en symbolsk betydning eller en betydning som siger mere end bare ”mad”.

Som litteraturen og kunsten har ændret sig gennem årene har madens ”form” og betydning også ændret sig, i takt med at menneskets syn på mad har ændret sig.

I de gamle islandske sagaer fra ca. år 870-1030 blev mad blandt andet beskrevet som noget høvdingen af stammen sørgede for, samt husly for alle på gårde hvor stammerne har hjemme. Kvinderne passede husarbejdet, mændende passede dyrene og jagede osv. Høvdingen fungerer også som det religiøse overhoved, som præst og ofrer gaver til guderne. Gaverne kunne f.eks. være et spiseligt dyr, eller bare gaver i form af færdigt tilberedt mad, som glædeligt blev ofret for at ære guderne.  

Senere i renæssancen (1400-1550) begyndte kunstnere at observere, registrere og fastholde fysiske forhold til plante og dyreverdenen, der begyndte at komme realistiske beskrivelser af begivenheder dog knyttet til religiøse motiver.  Et eksempel på et kunstværk fra renæssancen er Leonardo da Vinci’s, den sidste nadver fra 1498. Hvor da Vinci skabte et maleri af Jesus omgivet af sin disciple som sammen med Jesus, skal spise et sidste måltid sammen inden Jesus skal korsfæstes og dø.

 Maleriet viser det øjeblik, hvor Jesus fortæller, at en af hans tolv disciple vil forråde ham og de andre disciple, og også være med skyldig i at han bliver fundet og dræbt. Maden på maleriet er her symbol på en sidste fornøjelse inden noget skrækkeligt skal ske. I dag har man i de amerikanske fængsler en lov om at man som dødsdømt forbryder, har lov til et sidste måltid inden man skal henrettes.

Måltidet må være stort set lige hvad den dødsdømte ønsker sig, da det er den sidste fornøjelse han får inden han skal dø. Man kunne forestille sig at dette hænger sammen med Jesus’s sidste nadver med disciplene, som er hans sidste fornøjelse inden han skal dø. Under nadveren deler brød og vin og siger at det er hans legeme. Inden han dør skal Jesus have et måltid, og maden er her et symbol på fornøjelse, glæde og nydelse inden Jesus skal sige farvel og korsfæstes. Men som man kan se på billedet er der ingen der ses spise af maden, der ligger spredt udover bordet. Ingen nyder det sidste nadver med Jesus, da de er rystet over Jesus’s udmelding om at nogle vil forråde ham, og at han skal dø. Maden kunne derfor også være et symbol på død og sorg på dette maleri, hvis man kender billedets betydning, og ved hvad der sker senere hen.

I barokken bliver mad sat meget i forbindelse med netop religion, og mad for merbetydning i litteraturen. Maden for en mere religiøs betydning og mad kan have en helende og spirituel effekt på mennesket som indtager. 

I det moderne gennembrud bliver mad et emne, der peger på social ulighed og maden kan erstatte følelser og igen for maden merbetydning, og optræder som mere end bare mad.

I modernismen ses maden som konkret materiale og tekstur. Maden blev f.eks. et billede på tilværelsens tragiske meningsløshed. Maden kunne også her sætte et billede på kunsternes følelser og blev ofte brugt symbolsk og igen med merbetydning.

I det senmoderne samfund er mad blevet et billede på selvrealisering og selviscenesættelse. Der mad alle vegne, og mad er stadig noget af det mest betydningsfulde i et menneskes liv. I vores TV er der stort set konstant madprogrammer på samtlige tv-kanaler. Kagekampen, Den Store Bagedyst, Cupcake Kampen, Mastercheff og man kunne blive ved. De fleste mennesker går nu op i mad og både kendte som ukendte optræder nu som kokke og konditorer i de overstående programmer. På de sociale medier som Facebook og Instagram vælter det ind med billeder af folks mad. Man kan som borger i det senmoderne samfund, ikke tage en eneste nedscrolling på sin Instagram-profil, uden at støde ind i minimum 3 madbilleder som folk med stolthed viser frem med filters og hashtags. Mad er i dag selvrealisering og man vil som menneske gerne vise det ”rigtige” mad frem til omverden, på de sociale medier. Vil man gerne have den rigtige respons på sit postede måltid, skal man ikke bare poste en rugbrødsmad med leverpostej, men derimod en økologisk grov pastasalat med frisk pesto, skyr-dressing og finthakket kylling, gerne med en Vitamin Water som forfriskning, der skriger sundhed og modernitet til omverdenen. Det kommer selvfølgelig an på hvordan man gerne vil ses af omverden, og i dag er der rig mulighed for at skabe et selvskabt billede af os selv, gennem den mad man spiser.  

I dag har man som menneske ikke kun mulighed for at spise normal gammeldags chokolade eller en simpel yoghurt, men derimod chokolade med ekstra protein eller YogiPro også med ekstra protein. Man kan skabe sin personlighed efter hvad man spiser, og hermed vise verden hvem man er gennem hvad man spiser.

I dag bliver der stadig skrevet digte, bøger og film om mad, præcis som der gjorde før tiden, og vide om denne tendens forstætter så længe vores verden eksistere.

Mad har altså fået en helt speciel betydning for os mennesker gennem tiden, og selvom mad et eller andet sted bare er en kombination af kalorier, fedt, kulhydrater og proteiner så vil vores opfattelse og vores mening om betydningen af mad, formentlig ændrer sig i takt med at vores verden udvikler sig, og vi finder nye betydninger for maden vi spiser og hvad mad betyder for os som mennesker, i det samfund vi lever i. Mad er i sidste ende mere end bare mad, det er symboler, religiøsitet, forskellige kulturer og meget mere end det. Man skulle tro at mad bare var noget man så, duftede, og spiste, men det er en del vores personlighed og den vi er, alt efter om vi spiser en rugbrødsmad eller Kobekød så har vi alle forskellig mening om mad og hvad mad betyder for os, og nu også hvem vi er som mennesker og hvordan vi gerne vil være og ses som mennesker, både for vores verden men også for os selv.     

Essay om mad - Adrian

Mad har igennem litteraturhistorien repræsenteret og symboliseret mange forskellige ting. Helt tilbage i sagatiden symboliserer mad på billeder og i tekster ofte rigdom, magt og status, mens det i renæssancen bliver knyttet til religiøse motiver som 'Den Sidste Nadver'. I barokken bliver maden brugt som vanitas-symbol, og kommer til at repræsentere forfængelighed og forgængelighed. Nu er maden pludselig ikke længere noget positivt som det var i f.eks. sagatiden. I barokken bliver mad også forlenet med stoflighed og sanselighed. I romantikken bliver maden brugt til at skildre det skønne og ophøjet, men senere, i romantismen, bliver maden brugt som noget interessant, kunstigt og seksuelt/sensuelt. Senere i det moderne gennembrud bliver maden i litteraturen brugt til at vise forskellen på rig og fattig, og kommer til at symbolisere ulighed og rigdom, der forbindes med dovenskab og ladhed. Her er mad et middel til at sætte problemer under debat. I modernismen dyrkes meningsløsheden i litteraturen, og her bliver mad brugt som meningstab. Lidt efter, i det senmoderne samfund symboliserer mad selvrealisering. Her er det interessant at se på Maslows behovspyramide; Mad ligger nederst i pyramiden, som et helt basalt behov mens maden i litteraturen ligger øverst i pyramiden, nemlig som selvrealisering.

Emil Aarestrup blev født i 1800, og døde i 1856. Hans digte var i høj grad præget af mødet med seksualiseringen og angsten og den syndsbevidsthed den vækker.
Aarestrup havde et lyrisk projekt, der gik ud på ikke at beskrive tingene som de fysisk så ud, men den sfære der fandtes uden om dem. Dette gjaldt især kvinderne i hans digt, men i høj grad også maden i hans digte.
I 1832 rejste han til Karlsbad i Böhmen, og det var på denne udlandsrejse at han (højst sandsynligt) blev inspireret til at skrive digtet 'En Middag'.

'En Middag' er skrevet i 1838, og befinder sig i litteraturperioden romantismen, der er en afart af romantikken.
I romantikken skildrer litteraturen ofte en harmonisk og idyllisk verden, hvor alt hvad der sker har en sammenhæng. Emnerne i teksterne bliver ophøjet, og får næsten gudestatus. Fokus ligger på det umiddelbare (fantasi og følelser) og idealismen, der er troen på at man kan virkeliggøre sine idealer ligemeget om de er realistiske eller ej. I romantikken er litteraturen også meget religiøs og æstetisk.
I romantismen, som digtet er skrevet i, skildrer litteraturen nu ikke længere en verden der kun er harmonisk og idyllisk, men fokuserer nærmere på ét øjeblik af fuldstændig, svimlende lykke. I romantismen bliver det æstetiske også brugt hyppigt i litteraturen, men interessen for de høje metafysiske emner (som er meget populære i romantikken) bliver flyttet over til interessen for det 'interessante', hvilket bl.a. er emner som psykologisk splittelse, det at tabe samt erotiske og sociale konflikter.
Hvor romantikken dyrker det umiddelbare, dyrker romantismen det middelbare, hvilket bl.a. er selvreflektion, selvbevidsthed og selvrealisering.
Romantismen dyrker, ligesom romantikken, idealismen. Derudover dyrker den også realismen, der ellers ses som modsætning til idealismen. Realismen er en anskuelse/holdning der bygger på fakta og kendsgerninger.

Digtet 'En Middag' indeholder fire strofer, med hver fire linjer. Linjerne er næsten lige lange, hvilket er med til at gøre digtet nemt at læse op. Der er en fast rytme i digtet, og der er ende- og krydsrim ved anden og fjerde linje i hver strofe. Første og tredje linje indeholder ikke nogen rim. Rimene ved anden og fjerde linje er kvindelige, da de ikke ender på en trykstærk stavelse. Dette gør digtet en smule 'blødere', og kan være med til at æstetisere digtet, hvilket giver god mening i forhold til den litteraturperiode det er skrevet i. Der er også eksempler på assonans i digtet, der er en anden lydlig effekt der bruges i digt. Assonans opstår når der bliver brugt samme vokal i flere ord tæt på hinanden. I linje 2 står der f.eks. 'See forellen'. I begge ord lægges der tryk på bogstavet E. I linje 8 skriver Aarestrup, 'Druers duftomflorte'. Her bliver der i begge ord lagt tryk på bogstavet U. I linje 14, 15 og 16 starter verset med ordet 'vinker'. Sådanne gentagelser bruges også ofte i digte, og er med til at understege vigtigheden af et ord. 'En Middag' er et lyrisk digt, da det fortæller om følelser, stemninger og tanker.

Digtet er en beskrivelse af et såkaldt taffel, der er et gammelt udtryk for højtstående personers måltid. Igennem digtet beskriver fortælleren måltidet på en meget æstetisk og detaljeret måde måde. I linjerne 2-4 beskrives en forel: 'See Forellen Pynter Fadet med sin sidste Stive gratieuse Sprællen'. Forellen æstetiseres her med ordene 'pynter' og 'gratieuse'. Denne æstetisering er meget hyppig i både romantikken og romantismen. Linjerne 2-4 skildrer det romantistiske fokus på både idealismen og realismen. Hvis man ser realistisk på linjerne, ligger forellen på fadet med sin sidste stive sprællen. Det er på ingen måde positivt, æstetisk eller ophøjet, faktisk ligger fisken og kvæles langsomt. Fiskens død ophøjes dog fordi den 'pynter' på fadet, og at dens dødskramper beskrives som 'graciøse', der betyder skønhed, lethed og ynde.
Hele anden strofe bliver brugt til at beskrive 'tokaiervinen', der er en sød vin, lavet på druen tokai. Også her sker der en æstetisering, da vinen bliver beskrevet som om den 'gløder i de tindrende Krystaller, Skjønnere, end selv i sine Druers duftomflorte Skaller'. Ordene gløder, tindrende, krystaller, skønnere samt duftomflorte er alle æstetiske, og er med til at gøre vinen svimlende, fuldstændig perfekt, og giver en lykkefølelse. Denne svimlende lykkefølelse er et romantistisk træk. Ordet 'duftomflorte' giver læseren en fornemmelse af en fast, anskuelig figur. Flor, der betyder slør, henviser til at druerne er omgivet af mere end bare en fysisk skal; druerne har også en duftskal, og det er netop denne skal som udgør en stor del af Aarestrups lyriske projekt.
Digtet viser for alvor sine romantistiske træk i strofe 3 og 4. I strofe 3 bliver en appelsin beskrevet. Appelsinen bliver spist af en person, som man kan antage er en kvinde, da hele scenariet lægger op til at der er tale om en (romantisk) picnic for velhavende folk. Både appelsinen og kvindens mund bliver æstetisk beskrevet ('Orangens søde skive' og 'din Purpurmunds indfatning'), men i linje 3 og 4 bevæger digtet sig ind på det at tabe; '(appelsinen) fik, for tabet af sin Guldhud, En guddommelig Erstatning'. Her indtræffer den romantistiske interesse for det at tabe/miste. I digtet mister appelsinen sin 'guldhud', og her gælder det samme som med de duftomflorte druer; appelsinen får en ikke-fysisk sfære omkring sig, som karakteriserer Aarestrup og hans lyrik. Appelsinskiven 'dør', og tabet af den er forfærdeligt, men samtidig interessant fordi det sensuelle øjeblik hvor kvinden putter den i munden er fuldkomment.
I fjerde strofe bliver digtet pludselig negativt. Nu er det fuldkomne øjeblik af total lykke overstået, og tilbage sidder fortælleren med en følelse af tab og melankoli. Glansen er gået af øjeblikket, og tilbage er nu kun de demonstrativt glansløse sætninger om en dunkel klostercelle, der gentages igen og igen. I første linje skriver Aarestrup: 'Ak, for tabet a saameget'. Med 'saameget' mener han det perfekte øjeblik, hvor vinen gløder, måltidet bliver spejlet i vandet, kvinden putter appelsinskiven sensuelt i munden. Efter dette perfekte øjeblik går det op for fortælleren at appelsinen nu er 'død', ligesom den pyntende forel og det duftomflorte druer, der er blevet til vin.

Mad bliver i 'En Middag' brugt til 2 ting. Først bliver den brugt som middel til at beskrive et perfekt og fuldkomment øjeblik, der både er æstetisk og sensuelt. Dette sker ved at maden bliver besjælet med ord som 'spejler sig', 'gløder' samt at den kan dø (appelsinskiven).
Derudover bliver maden brugt til at beskrive følelsen af tab og melankoli efter det perfekte øjeblik, hvor der erkendes at forellen er død, druerne er døde og appelsinskiven er død. Tilbage er kun melankolien og sorgen.

Essay om mad - Louise

Mad har altid fyldt meget i menneskets kultur. Med sig har maden bragt glæde, sanseindtryk, skam, hygge og ikke mindst overlevelse for milliarder af mennesker i hele verden. Men mad er ikke blot et biologisk produkt af vores planet. Mad er mennesker, for uden mad ville vi ikke leve. En nødvendighed, som gennem tiden har rykket sig fra at være et instinkt der forlangte tilfredsstillelse, til en følelse vi kan benytte os af, når vi har brug for at føle noget, for en del af den verden, vi lever i. Samtidig med at vi herhjemme kan ”sulte os” for at være sultne til at mæske i os på en restaurant senere på dagen, arbejder lille, skrøbelige Umabi og har ikke fået noget at spise hele dagen. Er vi virkelig nået dertil, at mad blot er vores udtryk på den kolosale overflod vi befinder os i, som manisk styrer os mod en opfattelse af mad som kulturel udtrykkelse?

Jeg befinder mig i Århus, det er december, og jeg er inde for at købe 5 kg skyr i Netto. Jeg har lige været inde og træne, og går og kæmper mig igennem en proteinbar, der er stivnet til en hård, kold masse, og bestemt ikke er særlig let at spise. Da jeg skal til at gå ind i Netto, ser jeg en hjemløs kvinde sidde på den bare jord, stirrende ud i luften, med et blik der kunne få kulden til at virke underlegen. Hun sidder med et tæppe fra Tiger, som lige og lige kan dække hendes krop, der er ligeså kold og forstenet som den proteinbar jeg går og spiser. Jeg regner hurtigt ud i hovedet at den proteinbar jeg går med i hånden, har kostet mere end det tynde tæppe hun sidder med, og får dårlig samvittighed. Da jeg kommer ud fra Netto har jeg købt varm chokolade til hende, et sølle forsøg på at gøre noget som kan lyse bare lidt op på hendes kolde aften, samt mildne min dårlige samvittighed; for hvordan kan jeg gå og spise noget overflødigt mad for at forbedre min krop, når hun sidder dér, og ikke engang har tag over hovedet, mad på bordet eller penge nok på lommen til en varm jakke? Jeg ser med det samme jeg kommer ud, at flere har tænkt det samme som jeg – hun sidder med wienerbrød, en færdigret, en kop kaffe og en pose slik, og da jeg afleverer den varme chokolade til hende udtrykker hun et følelsesløst tak, uden at stoppe med at spise af wienerbrødet for at kigge op på mig. Da jeg går derfra, føler jeg ikke at jeg har gjort en ”god gerning”, som jeg havde forventet at føle bagefter. Hun viste jo ingen taknemmelighed ud over et obligatorisk ”tak”. Så går det op for mig, hvor smatforkælet nutidens mennesker har det i adskillige lande – vi kan rende i vores egen lille boble og træne, gå til fester, spise når vi vil, hvis vi vil, hvad vi vil, uden at skulle tænke over noget som helst andet, end at når det slipper op, og vi må suse ned for at købe noget nyt. Der går det også op for mig, at hun intet har at takke for. Alt på den her planet er lige så meget hendes som mit. Hun skal ikke takke for, at jeg giver hende noget, som vores begges planet har valgt at vi begge behøver for at overleve. At jeg kan føle, at hun skylder mig et smil, fortæller meget mere om min opfattelse af mads betydning, end om hendes ”opdragelse” eller væremåde. Samtidig går det også op for mig, hvor meget mad egentlig betyder for alle – for mig var den et udtryk for gavmildhed, og noget som altid har været et vigtigt ”hyggelement” i den kolde tid, for hende et symbol på den væg, som skiller os ad. Den opdeling der skabes, når mad bliver et udtryk for noget større – den grådighed, som udrydder befolkningslag på kryds og tværs af havene, og som gør at der selv i Danmark findes mennesker der sidder uden for en forretning propfyldt med mad, men ikke selv er en af dem som køber.

Gennem tiden har maden optrådt i forskellige henseender både i kunsten og litteraturen. Fra renæssancens realisme og observerende, virkelighedstro kunst, til barokkens overdrevne, dynamiske værker, med strejf af skellet mellem det gode og det onde og livets forgængelighed. Dette ses i værket kvæde, kål, melon og agurk af Juan Cotan (1602) hvor det organiske materiale, som i dette tilfælde er afskårne frugter og grøntsager, danner en allegori over livets cyklus som det nedadgående, forgængelige liv, udtrykt i madens fordeling i maleriet, hvor stykkerne danner en nedadgående hyperbel. Det evige liv hos gud bliver sat op i kontrast til livet på jorden, og i kunsten ses dette især ved en stærk inddragelse af religiøse symboler, hvilket udvikler sig til frugtbarhedens symboler i kunsten, som ses i romantikkens litteratur og kunst, hvor maden bliver gjort til noget større, noget andet end blot det, at indtage føde. Dette ses bl.a. i ”Haven med den gamle døbefont” af Jørgen Roed (1850). I dette på maleri ses en kvinde og en mand ude og plukke æbler, som kan refereres tilbage til Adam og Eva, hvor Adam ”giver” sig til kvindens skød. Dette ses i maleriet ved, at manden rækker kvinden æblerne.

Her bliver maden portrætteret som et symbol på frugtbarhed og kærlighed mellem en mand og en kvinde. Billedet strækker sig ind i realismen, hvor kunst blev afbildet virkelighedstro, og tog udgangspunkt i ægte motiver – hvilket også viser sig i billedets realistiske karaktertræk både hvad angår mennesker og natur.

Gennem tiden udviklede maden i litteraturen sig til noget, der kunne analyseres og fortolkes, og derfor også sættes under debat, hvoraf den har ført sig frem fra modernismen til senmodernismen, i en rytme, der har set mere kritisk på maden og madens ”plads” i samfundet. Dette har ført os til nutidens selvrealisering, programmer i fjernsynet som bruger mad som konkurrenceobjekt, en selviscenesættelsesrekvisit til låns, som de bruger ihærdigt til at få seere og forskellige meninger ud. Her kan eks. nævnes 4 stjerners middag, hvor maden ligger til grund for et program bygget op om kendtes madekspertise for at dække over de virkelige grunde til at personerne deltager – for at promovere sig selv.

I Michael Kviums værk ”Man kan hvad man vil” fra 1989, udtrykkes en start-senmodernitet, der oser af overflod, grådighed og en samvittighedsløs holdning. Det er moralsk forkert, ifølge langt de fleste menneskers opfattelse, at spise børn, og med billedets farvevalg er alt fokus lagt på den dyriske person der sidder alene til bords. Her er bordet dækket op til et måltid bestående af en baby, hvoraf personen allerede er godt i gang med at fortære babyens indvolde med munden fyldt. ”Man kan hvad man vil” bliver et symbol på den frihed og egoisme der hersker hos os mennesker, og som kun tilbageholdes af os selv. Personen sidder stor og frodig, fyldt med fedt, og har alligevel behov for at spise af babyen. Han/hun bliver fanget lige i øjeblikket, og fokus på ansigtet afslører at dette er væsentligt mindre end kroppen, og portrætterer herved en ulige fordeling af lyster og fornuft.

Overflodsproblematikken hives også op i digtet Jan Steen ”Den tøjlesløse husstand” fra 1664, som bærer præg af overfloden og grådighedens overtagen af moralske værdier, såsom at hjælpe de, der har det svært – som set på billedet, hvor en tigger bliver afvist i døren, selvom de har rigeligt med mad til gulvet og rotterne. En mentalitet, som stille sniger sig ind på nutidens mennesker, er måden hvorpå maden figurerer som udtryk for status og livsstil. Et eksempel kan være pigen, der ligger billeder ud af hendes overdådige steak på Mash, som ingen i virkeligheden har behov for at se, men som forstærker det indtryk hun ønsker at andre skal have af hendes liv. I nutidens madkultur befinder sig mere end proteiner, kulhydrater, fedt, sukker, mineraler og vitaminer. Identitetsdannelsen har indbagt hele madkulturen med et lag af selviscenesættelse, som præger alt hvad vi putter i munden. En underlagt magt, som alle ved findes. Et skævt blik til overvægtige som værende dovne, og et skævt blik til spinkle skeletter som værende syge. Kroppen er resultatet af den mad vi selv vælger, og mennesker ved, at valget er ens eget. ”Du er hvad du spiser” har pludselig en helt anden genlyd, mens madopfattelsen sjældent bærer præg af den egentlige grund til at vi spiser – fordi det er en del af vores natur og en nødvendighed, som vi med tiden har udviklet op til unikke smagsnuancer, og generelt nuanceret hele vores madlavning til at være et rent kunstværk, og ikke blot en nødvendighed. 

Vores indtryk af maden der står foran os, afhænger af vores forforståelse. Mens katte, frøer, rotter, slanger og små uskyldige skildpadder ses som komplet moralsk ukorrekte retter i vores kultur, er de blot et led i en kinesers kultur. Omkring 10-20 mio. hunde bliver hvert år slået ihjel for at ende på en tallerken i Kina, og har gennem tiden haft forskellige formål alt efter omstændighederne. Om enten det var for overlevelse i svære tider hvor kæledyrene måtte i puljen, healende i forbindelse med medicinske indgreb, eller som et led i en åndelig rensning, afhænger af personenerne i køkkenet og deres kulturbaggrund. I dag er det en national stolthed. National stolthed er noget, som vi i Danmark også kan relatere til – for var det ikke kun lige i sidste uge at debatten raste om, hvilken ret der skulle være Danmarks nationalret? Jo, og hvilken vandt? Stegt flæsk med persillesovs. Et dyr, som de seneste 100 år har vundet kæmpe indpas i vores internationale handelsbalance med sin årlige eksportprocent på 90 %, en eksportværdi på 22 mio. kr. Hvor placerer det grisen i Danmarks kulturhistorie? Grisen er nu et symbol på mere end et dyr med en intelligens som et af de klogeste dyr i verden. En pengemaskine, en nødvendighed for økonomisk balance.

Forforståelsen er ofte skabt under opvæksten. Mennesker som er bosiddende i Danmark med en anden trosretning, som ikke tillader at de spise grise, vil herved ikke opfatte stegt flæsk som værende noget betydningsfuldt for deres ”danskhed”, mens en dansker vil opfatte retten, som noget af det mest traditionelle du kan grave frem af den danske kulturarv. Men hvem er i stand til at bestemme hvordan man bør spise? Ingen. For ligesom der findes lakto-ovo-vegetarer, veganere, semi-vegetarer, pesco-vegetarer og koshere, findes der også muslimer, og alle har hver deres opfattelse af mad og af indtagelsen. Nogle beder inden måltidet, andre skyder selv dyret, mens en tredjepart forsøger at undgå at spise, fordi det går imod deres personlige principper og sygelige tendenser. Mad har helt forskellige roller alt efter hvem der spiser, hvad der spises og hvordan det spises, og vil altid være et område udtrykt i både kunst og kultur.

Maden har altid været vigtig for mennesket – men til hvad? Hvad er vi nået til? Fra at maden har været en nødvendighed og noget som vi skulle kæmpe os til, er det blevet en nødvendighed for at udtrykke os selv i utallige sammenhænge. Samtalekøkkenet, fitneskulturen og madprogrammer er alle produkter af en kultur hvor alt bliver målt og vejet, og individet er underordnet, medmindre det kan promovere sig selv som værende det modsatte.

Madens fordærv og løssluppenhed- HP

Mad, føde eller ernæring er en essentiel energikilde, der gør, at vi kan overleve. Men maden er meget mere end det. Mad har også en kulturel, kunstnerisk, æstetisk og social dimension. Og i dag er disse dimensioner meget styrende for vores forhold til mad. Jeg fristes til at sige mad, mad og mad alle steder – i familien til daglig, weekendmad, festmad, mad med vennerne, i tv, i reklamer, i skolen, i debatter, som nationalret, som samtaleemne, som overforbrug, som årsag til overvægt, til sygdom – mad langt ned i halsen – man får brækfornemmelser. Hvorfor er det gået sådan?

Man kan tage udgangspunkt i et billede fra barokken (1650-1750). Barokken er kendetegnet ved, at man dyrkede det lidt vulgære og det voldsomme. Endvidere benyttede de sig også af vanitas motiver med særligt henblik på det forfængelige og forgængelige. Man kan sige at maden her blev anvendt som et form for vanitas symbol.

Billedet hedder Den tøjlesløse husstand og er lavet af kunstneren Jan Steen. Det førstehåndsindtryk man får, når man oplever billedet, der er tale om mennesker, der er samlet og hygger sig om maden, men hvis man ser nærmere, kan man se, at situationen næsten er ude af kontrol. Menneskerne på billede nærmest vælter sig i maden – bogstavlig talt. Det er som om, at maden har overtaget billedet og kontrollerer personerne. Damen i forgrunden hviler sin fod på bogen, der i øvrigt lægger på gulvet, hvilket understreger, at maden har overtaget i forhold til det boglige, det videnskabelige, det åndelige. Billedet er præget af en form for løssluppenhed og ligegyldig overflod. Maden betegner de kødlige lyster, nydelsen, det manipulerende og det vulgære. Man er i madens og sansernes vold.

Billedet har i dag større aktualitet en tidligere. Er vi i dag ikke alle blevet optaget af mad? Er vi ikke fyldt med grovædere, der har stor fornøjelse af at købe 4 kyllinger i Føtex for 100 kr (hvordan mon de kyllinger har haft det) eller slår sig ned ved en ”All You Can Eat Buffet”. Og er der ikke mange, for hvem maden er blevet en livstil – økologi, raw food, middag på en fancy Michelin restaurant. Maden er der i overflod, vi æder og æder, som er det et mål i sig selv – godt hjulpet på vej af reklamer og madprogrammer i TV 24/7 – med overvægt, sygdom og modreaktioner som sundhed, fitness og spiseforstyrrelser til følge.

På billedet kan man tydeligt se, at de er forblindet og beruset i deres velstand af mad, idet drengen afviser en tigger ved døren og endnu mere ironisk at katten deltager i måltidet. Forholdet mellem rig og fattig kommer tydelig og grotesk frem. Er det ikke det vi ser på samfundsmæssigt plan i dag – hvor vi rige mæsker os og æder os ihjel, mens en stor del af verden ikke har mad nok mad?

Hvorfor er vi så optaget af mad, når vi har mere end rigeligt af den? Noget af forklaringen skal nok findes i vores nedarvede biologiske behov for at spise for at overleve. Vi har i mange, mange år været nød til at kæmpe for at få mad nok – og når der så er nok af den, så kan vi ikke stoppe, for vores instinkter siger spis! Men der er også andre forklaringer. Maden bliver forbundet med social samvær, samhørighed, nydelse og den bliver næsten et mål i sig. Mad er at finde overalt i det senmoderne samfund. Maden er i dag også blevet underholdning og tidsfordriv. Der mad overalt i fjernsynet såsom ”Masterchef”, Den store bagedyst, Hell’s Kitcthen og så videre.  Og mad forbindes med ”selvrealisering” og endda selviscenesættelse. Det er også virkelig populært at følge kendiskokke som Jamie Oliver og Gordon Ramsey for at ikke nævne Claus Meyer, der er blevet mediefigurer, som præger vores dagligdag. Vi følger blindt deres råd – i hvert fald når vi iscenesætter os selv på de sociale medier, især på Instagram og Facebook. Mad, mad og atter mad!

Følgerne af vores optagethed af mad er tydelige – overvægt for mange, sygdom og død. For andre er det reaktionen herimod – man spiser bevist, man spiser sund, man spiser økologi, man bliver optaget af sin krop og nogle ender med spiseforstyrrelser. Mad er blevet gud. Men hvilken gud. Det er for mange ”barokkens gud” præget af det vi ser på Jan Steens billede, nemlig ligegyldig løssluppenhed og ligegyldig overflod. 

For andre – de frelste – er maden centrum for selvrealisering gennem sundhed og optagethed af sig selv og sin krop. Også det passer på Barokkens forfængelighed – det egocentrerede menneske, som forsøger pynte på sig selv. For begge slags mennesker er maden i centrum.

Men kan vi andet? Kan vi blive fri af vores afhængighed og optaget af mad?  Det kræver nok, at vi ser en større mening med livet end det sanselige, de kødlige lyster, den umiddelbare nydelse. I bund burde vi leve efter Sokrates’ antagelse ”Andre lever for at spise, jeg spiser for at leve”. Altså man skal ikke bare spise for at spise.  Men kan vi magte det? Jeg tror det ikke – desværre.

Essay om mad - Mads

Maden har altid haft en betydning for os mennesker. Helt tilbage til de første mennesker spillede den en vigtig rolle. I skabelsesberetningen er maden grundlag for, at Adam og Eva kan leve, ergo også grundlag for, at der kan være liv på denne jord. Siden da har maden gennemgået utroligt mange faser, hvor synet på den er blevet ændret. I dag er mad langt fra bare noget vi putter i vores maver for at overleve. I det 21. århundrede er det blevet en hel kultur, og vi har fået hele ritualer med det. Mortensaften kræver and, jul er ikke jul uden risengrød og til nytår hører kransekage. Samtidig er mad gået fra kun at være et emne i køkkenet, til at være over alt i vores samfund. Man kan ikke sidde i et busskur uden at se en reklame fra McDonald’s. Man kan ikke høre radio uden at høre om et fantastisk tilbud på noget kød, og man kan da slet ikke tænde fjernsynet, uden man bliver overvældet med madprogrammer.

Det kan være alt fra fire kendte danskere, som kokkererer for hinanden på amatørniveau, til madguruen Jamie Olivers magiske køkken. Det er nærmest som om, at madprogrammerne er ved at erstatte de nuværende programmer på tv. Inden for kulturprogrammer ser vi programmer, som skildrer forskellige fremmede madkulturer.

Reality-programmerne er også ved at blive erstattet af ”Til middag hos”, ”4-stjerners middag” og ”Spise med Price”. Selv inden for vores konkurrence genre – game shows – ser vi mad komme frem: ”Den store bagedyst”, ”Masterchef” og ”Kokkekampen” er bare et lille uddrag af de utallige programmer, som er kommet frem inden for de senere år. Men hvorfor er det, at netop disse programmer, ud af det blå, er blevet så fremstormende? Når man tænker på mad, forestiller man sig, hvordan den ser ud, hvordan den dufter, hvilken fornemmelse du får, når du putter den i munden, og hvilken smag du får efterfølgende. Men når vi ser mad i fjernsynet, får vi kun lov at anvende en af vores sanser: synssansen. Resten kommer ikke i spil, hvilket er en skam, da mad er så meget mere end dets udseende. Derfor virker det åbenlyst, at fremgangen skal ses som et resultat af madens rolle i vores kultur. Maden er blevet et symbol på status og succes i livet. Når man spørger en person om, hvad vedkommende lavede i går, kan man være sikker på, at personen vil omtale et måltid. –Og måltidet var ikke bare et måltid, det var en delikat sammensætning af sanseindtryk, som tilsammen mundede ud i det perfekte måltid. Man kan næsten ikke tillade sig at sige, at man bare fik en rugbrød til aftensmad. Så kigger folk underligt på en, og man virker ikke særlig kulturel. Man føler sig faktisk lidt mindre end dem, som kan berette om et festmåltid, da det er også er symbol på velstand eller mangel på samme.

Skal vi kigge på noget litterært, som man kan sammenligne vores kultur med, kunne det lige præcis være scenariet, man også kan se i Jan Steens maleri ”den tøjlesløse husstand” fra barokken. Her får vi et indblik i en husstand, hvor vi ser en overflod af mad og en helt uhørt løssluppenhed. Vi ser her et hjem præget af en utrolig velstand. Det ses ved de mange ting, som er i familiens hjem. Skinke, vin og frugt fortæller os, at der er tale om en velstående familie, men samtidig er de tre ting klassiske vanitassymboler fra barokken. Symboler for forgængelighed. For at lave en kontrast har Jan Steen malet en dreng ved døren, som afviser en tigger. Han lukker altså døren til den fattige omverden, og nægter at have med dem at gøre. I vores samfund kunne det være dem, som ikke spiste noget spektakulært hver aften. Dermed har vi en opdeling af dem som har noget, og dem, der ikke har noget. Det er også perspektivet med to verdener i vores nutidige samfund. Her kunne man sammenlign den vestlige verden og Afrika. 

Går vi endnu længere tilbage, kan vi i sagatiden se maden som et symbol på manddom og religiøsitet. Man spiste ikke meget grønt på denne tid, og man ofrede byttedyr til guderne. Der blev også spist med hænderne, og jo større dyr man kunne fortære, jo mere mandlig blev man betragtet.  Også magt og status blev skildret gennem maden. Hvis man kunne skildre, at man havde massere af føde udadtil, blev man betragtet som velstående og magtfuld, hvilket var altafgørende i sagatiden. Efter sagatiden bliver maden mere centreret omkring religiøsitet. Man fokuserede ikke længere udelukkende på kongen og hans magt. På Leonardo Da Vincis maleri ”Den sidste nadver” ser vi Jesu med sine 12 apostle, sidde til Jesu sidste måltid. Her bliver vinen til Jesu blod, og brødet til Jesu legeme. Altså er maden ikke blot næring, men et symbol på, hvordan man spiser Jesus. Flytter vi fokus frem til romantikken, er fokus igen flyttet fra det naturlige til det kunstige. Maden får en mere abstrakt rolle i samfundet, og man vil hellere se på, hvad maden er et symbol på og hvad den repræsenterer, end hvad den rent faktisk er. I romantikken arbejdede man meget med af få sanserne i spil. Det samme gør sig gældende for maden. I Emil Aarestrups digt ”En Middag” er de konkrete personer heller ikke vigtige, det er deres roller som mand og kvinde, der er betydningsfulde. Digtet handler konkret om picnic i naturen. Personerne er ikke kendte eller kokke. Her er der i modsætning til vores fjernsynsprogrammer mere fokus på sanserne end status. Da kvinden tager en bid af appelsinen, spiser hun ikke blot et stykke frugt. Der sker en ”guddommelig erstatning” af appelsinens guldhud. En helt romantisk begivenhed. Kvinden ødelægger appelsinen med sin bid, men den genoprettes af en guddommelig erstatning, og alt er godt på ny. Kvinden oplever gennem sanserne ”Orangens’ søde Skive I din Purpurmunds’ Indfatning” og hun er nærmest et nyt menneske. 

I det moderne gennembrud opstod den tankegang, som mange har om maden i dag. Den fungerer som et symbol på social ulighed. Symbol på rig og fattig. I Henrik Pontoppidans ”Bondeidyl” udnytter de fede, velstående, bønder de fattige og tynde husmænd. Der opstår et oprør, fordi utilfredsheden er voksende. Man kommer oprøret til livs ved at give bønderne mad ved Mikkelsgildet. Dermed udligner man de sociale uligheder i samfundet. Man fordeler maden, som man hidtil ikke har gjort. I dag ville man sige, at retfærdighed skete fyldest. Men den næste lignende situation venter lige om hjørnet, Afrika står i skarp kontrast til den voksende fedme i den vestlige verden, og det kan virke aldeles uretfærdigt, at der ikke skal ske en ændring i disse uligheder. I modernismen blev mad pillet ned fra det højtidelige, og det blev for det meste betragtet som konkret føde. Man spiste, fordi man skulle. Dog beskrev Ole Sarvig også livet som meningsløst gennem et æble i sit digt. 

Efter modernismen ender vi tilbage i vores nuværende senmoderne samfund. Her har maden fået rollen som selvrealiserende og vi identificerer os selv ud fra, hvad vi spiser. Firmaet WASA har tilmed taget sloganet: ”Du bliver hvad du spiser”. Alle vil spise sundt og godt. Der er lavet hele livsstilsmagasiner, hvor halvdelen af artiklerne i dem omhandler livsstil og mad. Fokus er blevet flyttet til kalorietal og proteiner i maden. Det handler om at spise, træne og motionere, for at man kan blive drømmepersonen. Dette kæmpe fokus er kommet efter man har indset, at vi i den vestlige verden spiser meget usundt, og fedmeepidemien er et seriøst problem. Firmaer som Novo Nordisk tjener kassen på vores usunde vaner, og eksperter advarer konstant om, hvad vi skal spise, og hvorfor vi skal det. Vi har også helt syge idealer i vesten. Man skal være slank som et siv, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at blive bedømt som pæn som kvinde, og mændene skal være særdeles muskuløse. Men disse idealer er nærmest uopnåelige, og kun de færreste får lov at opnå dem. For resten står idealerne blot som minde om, hvad man ikke opnåede. Selv som land har vi brug for at identificere os med mad. Derfor har vi lige brugt over en million danske kroner på at fastslå, hvad vores nationalret skal være, og hvad vi skal signalere udadtil. Men hvad skal vi bedømme denne nationalret ud fra? De sanselige elementer? De symbolske elementer? Eller måske de elementer, som symboliserer status? Vi bør da vide, hvilke kriterier vi stemmer ud fra, før vi beslutter noget så ”vigtigt” som, hvad vores nationalspise skal være. Vi skulle jo nødigt sende forkerte signaler til resten af verden. 

Minder om mad og mor

Mad er en af de basale ting, vi som menneske har brug for, for at overleve. Uden mad ville vi sulte og dø. Men mad i den vestlige verden er langt mere en blot en nødvendighed for vores overlevelse. Den er grunden til nydelse, til samling, til hygge og til fællesskab. Fødselsdagsmiddage, julefrokoster, sommergril, påskefrokoster, hver lejlighed der byder sig til det, bliver benyttet til i fællesskab at spise. Det er en måde at udtrykke sig på i den virtuelle verden. Der er mad alle steder; på facebook, instagram, i vores litteratur, på  kunstværker – i kunstværker, i sange og overalt i reklamerne. Vi kender det fra ordsprog som ”Vejen til mandens hjerte går gennem hans mave”, og ”Uden mad og drikke duer helten ikke.” I vores samtid er der ydermere kommet et fokus på sund mad, den rigtige mad, økologisk mad – ansvar. Især overfor vores børn. Reklamerne viser også ofte børn der laver mad og hygger sig med deres forældre.

Som barn var en af de bedste ting jeg vidste, hvis mor havde bagt boller, eller var ved at lave noget lækkert, og man lige kunne få lov at smage. Når man kom hjem fra skole og hele huset duftede af hjemmebag, eller på ens fødselsdag når man kunne dufte kager i lange rækker. Der var intet der helt kunne slå den duft. Men hvis man var så heldig at komme ud i køkkenet, mens mor var ved at lave dejen, og man fik lov til at spise det der var tilbage i skålen og på skeen, var det, det nærmeste man kunne komme på lykken. Netop dette emne tager digteren Benny Andersen op i sit digt ”Dej”. Han har før benyttet sig af madreferencer i sine digte, som det ses i sætningen ”Jeg spiser ostemad” i digtet ”Svantes lykkelige dag”, eller når han igennem sit digt ”Diæt” fortæller at livet er usundt, og at der er for mange regler der ifølge B. Andersen er ligegyldige og som han latterliggør ved at opstille en lang række falske konsekvenser ved at indtage forskellige fødevarer. I digtet ”Dej”, som handler om et barndomsminde, er det meget tydeligt at det er endnu et typisk Benny Andersen digt. Han er en mester i at lege med ord, som man for eksempel ser det i sætningen ”den dejligste dej”, som er et af hans typiske bogstavsrim, eller ved ”det holdt jeg selvfølgelig mund med, jeg havde bedre ting at bruge munden til”.

Hans digt har to strofer med henholdsvis 16 og 21 vers, og han har en fortællende rytme over sit digt, hvor han blandt andet indskyder et ”bevares”, der giver læseren en følelse af at blive fortalt et minde fra en tilstedeværende person. Første strofe handler om lykken ved dejen, mens anden strofe er en forundring fra fortællerens side, over de voksnes dumhed. Digtet bliver fortalt på en finurlig fremgangsmåde, der minder om 1001 nats eventyr, hvor der hele tiden bliver holdt lidt information tilbage, hvilket driver læseren til at blive ved med at læse digtet for at kunne forstå det, og nå frem til hans pointe. Digtet kan fortolkes som at de voksne ikke nyder det de har, men er fanget af nogle regler og normer, for selvfølgelig servere man ikke dej for nogen, selvom at et barn måske vil påstå at det er det bedste ved bagning. Voksne forstår ikke at kager smager bedst, inden de bliver bagt.

Digtet er fra 1993, og derfor en del af den senmoderne litteratur. Vi kan se at dette gør sig gældende ved at digtet handler om noget så trivielt som lykken ved en dej, men samtidig har den flere lag, og B. Andersen har benyttet sig af at blande lidt andre tidsperioder ind i digtet. Dette ses for eksempel ved ”Nogen anden jordisk spise”, ”himmerrigsdej”, som er religiøse henvisninger man bl.a. kender fra barokken, på trods af at digtet er skrevet længe efter at Satre havde erklæret gud død.  Han benytter sig ydermere af sammenligninger som ses i ”som festsalen i et eventyrslot”, metaforer hvilket er en smule atypisk for denne tidsperiode, som ses i ”Tyktflydende kærlighed”, som kunne tolkes til at han ser dejen som direkte link til morens kærlighed og  ved  ”selve lykken i hænderne”, som er symbolet på dejen.

Igennem denne fortælling om dej mindes fortælleren sin barndom,  hvilket er noget mange mennesker gør: mindes deres barndom, eller gode tider igennem mad. Ifølge Kant er mad ikke bare mad, men fortolkes gennem fortolkningsfiltrer. Altså spiser vi aldrig bare mad, men sanser hele måltidet igennem smag, vores viden om maden og morale. Vi spiser og forstår mad, med en forforståelse af mad, og denne forforståelse stammer delvist fra vores barndom, hvor dårlige oplevelser kan forbindes til madvarer man ikke kan lide, eller hvor positive oplevelser kan få en til at ophøje noget så meget, at man bliver helt skuffet når man smager det igen.

Mad har haft mange forskellige betydninger igennem tiden, alt fra magt, til rigdom, til manddom, og meget andet. Men i Benny Andersens digt ”Dej” er mad et symbol på en forgangen tid, og en kritik af voksne mennesker der ikke forstår at glæde sig over de barnlige ting. De har glemt hvad det vil sige at nyde det simple og det enkle, og er så opslugt af at gøre tingene som det sig hør og bør.

Essay om mad - Matilde

Jeg er 10 år gammel og træder ind i en sal fyldt med kæmpe malerier af mystiske figurer. Belysningen er dæmpet, og stemningen en blanding af væmmelse og foragt, men også højtidelighed og respekt. Rummet er fyldt med kraftfulde sanseindtryk, som giver en atmosfære af foragt og forundring. Billederne og figurerne viser ulækre mennesker, men også skabninger man knapt nok kan kalde mennesker. Skabninger som nærmere er dæmoniske og androgyne. Året var 2006 og museet Aros havde for første gang vist udstillingen ”Fools” af den kontroversielle kunstner Michael Kvium. Dengang var jeg en lille pige på 10 år, der var blevet slæbt med på kunstmuseum sammen med mine forældre, uvidende om de voldsomme sanseindtryk jeg efterfølgende ville få. Fælles for mange af billederne var, at de viste menneskets grådighed, bl.a. i form af mad, men også opkast. Personligt har jeg aldrig reflekteret yderligere over, hvilken rolle maden har spillet i litteraturen og kunsten. Men efterfølgende er det tydeligt at se, at maden generelt spiller, og ikke mindst har spillet en væsentlige rolle både i litteraturen og i kunsten. Maden bruges ofte som symboler eller metaforer i litteraturen, men eftersom vores samfund er under konstant forandring, ændres betydningen af maden ligeledes, hvilket især kan ses  igennem de forskellige tidsperioder. Men hvordan bruger de forskellige kunstnere eller forfattere maden i litteraturen? Og hvorfor er det så attraktivt for kunstnere at provokere og bryde folks grænser?

Billedet viser en kvinde, men dog med træk af det dæmoniske og androgyne, i færd med at spise dele af en baby. Babyen er pænt anrettet på en sølvfad, men omgivet af dets eget blod. Farverne i billedet er mørke og kolde, hvilket giver billedet en meget dyster og kold stemning. Billedets farver er uskarpe og har forskellige toner i de forskellige nuancer. Belysningen i billedet er meget skarpt, hvilket ydermere sætter fokus på billedets handling og giver en stærk kontrast mellem lys og skygge. Over billedet svæver to engle med et banner, hvorpå det kendte budskab, ”Man kan hvad man vil”, står skrevet. Hvorfor vælger en kunstner, at indsætte sådan et budskab ovenfor en så brutal handling? Er det for at provokere os, fordi vi har brug for at der sker en provokation, før vi kan vågne op og se realiteterne? Eller er det for at sætte spørgsmål ved nutidens samfund, hvor man tilsyneladende kan hvad man vil? Hvorfor er det nødvendigt, at en kunstner skal provokere os så voldsomt, at vi nærmest mærker væmmelsen ved kunsten fysisk på vores krop, bare for at vi kan reflektere over samfundets problematikker? Det kan være meget svært konkret at beskrive indholdet på billedet, da handlingen er så absurd, at det er svært overhovedet at forholde sig til hvad der sker på billedet. Det at kvindens ansigt nærmere er et kranium, og at det faktisk er svært at se hvorvidt det er en mand eller en kvinde, viser bare det absurde i billedet. Derudover er babyen anrettet pænt på et sølvfad, som ethvert andet måltid. Der er ingen tvivl om at Kvium virkelig ønsker at provokere og rykke grænser med dette billede. Han tager noget genkendeligt, og sætter det herefter i en sammenhæng som vi mennesker ikke kan relatere til. Dette kan være mor-rollen, som vises på billedet. Men det er en anden form for relation, dette billedet afspejler. Moderen er normalt beskytteren overfor babyen, da en baby er den sårbare part. Men på dette billede vælger moderen derimod at spise babyen. Men kan dette være et billede på noget andet? Er dette et billede på overlevelse, fordi mennesker nogle gange er tvunget ud i situationer, hvor man skal bryde personlige grænser, selvom man ikke har lyst, for at overleve? Eller er det nærmere for at vise samfundets universelle grådighed og at vi som mennesker snylter på hinanden?

Der er ingen tvivl om den kraftige symbolik i dette billede. Blandt andet inkluderer billedet engle, som ofte er et symbol på en budbringer af en besked med et religiøst aspekt. Kvinden er nøgen, som kan symbolisere sårbarhed. Derudover er kvindens ansigt nærmere et kranium, som er meget dæmonisk og forgængeligt. Kan dette måske symbolisere menneskets forskellige sider? For at tydeliggøre det dæmoniske, har Kvium benyttet sig af en skarp kontrast mellem det lyse og det mørke i billedet. Dette giver en hint til menneskets skyggesider, og fokus på alle de grimme sider vi mennesker har. Dette billede har flere træk fra barokken. Blandt andet vanitassymbolerne, hvor ansigtet er et udtryksløst og intetsigende kranium, som kan repræsentere forgængeligheden. Herudover vises babyen på billedet, som det skrøbelige og sårbare individ, hvor kroppen langsomt er ved at gå i fordærv. Litteraturen i barokken er kendetegnet ved begreber som forfængelighed, forgængelighed og sanselighed. Sanselighed vises da billedet er meget ulækkert og kraftfuldt. Kvinden indtager fysisk, dele af babyen, hvilket påvirker hendes føle, smage og lugtesans, men ansigtet er intetsigende og tomt. Forfængeligheden vises ved modsætningen i det pæne og grimme. Kvium sætter fokus på det grimme og det usunde og ikke mindst det usympatiske. Han forstørrer det grimme ved hjælp af farverne på kvindens hud, som får hende til at se usund ud, og derudover hænger huden. Han sætter fokus på det grimme og ulækre menneske, både indeni og udenpå. Forgængeligheden ser man da både kvindens og babyens kroppe er ved at gå i fordærv. Her vises at livet er forgængeligt, at intet varer ved og at vi alle skal dø en dag. Dette modsiger budskabet over billedet, der beskriver at man kan hvad man vil. Dette kan man ikke, da livet netop er forgængeligt.

Men hvorfor vælger Michael Kvium overhovedet at lave så groteske billeder? Og hvorfor bruger han maden som symbolik? Michael Kvium er en meget anerkendt og kontroversiel kunstner. Hans formål er at sætte spørgsmålstegn ved samfundet og mennesket. Han forstærker samfundets tabuer, for at definere det uperfekte og det grimme ved mennesker. Kvium har tideligere udtalt i et interview, ”Jeg fornemmer, at man er tvunget til at omskrive den virkelighed man ser voldsommere i dag end for bare 100 år siden. Vi lever i en overformuleret verden – en mentalt forurenet verden.”  Hvad menes der med at vi lever i en mentalt forurenet verden? Og kan man overhovedet omskrive en virkelighed? Kan dette betyde at Kvium mener at det vi oplever på overfladen, ikke er den reelle sandhed, fordi der altid gemmer sig noget under overfladen. Eller mener han noget helt andet?

Som sagt er Kviums formål at sætte spørgsmålstegn ved samfundet og mennesket. Dette gør han oftest ved at tage noget vi kan genkende, men sætter det i en anden sammenhæng, som vi ikke kan forholde os til. Er det måske derfor han benytter maden i hans kunst, fordi alle er nødt til at forholde os til mad? Maden er del af menneskets overlevelse, så derfor kan det måske være en måde at nå os mennesker på. Vi er tvunget til at forholde os til mad hver dag, men når maden så bliver sat i et andet perspektiv, så kan det forarge os mennesker, men også få at til at reflektere over samfundet og generelt bare livet.