Minder om mad og mor

Mad er en af de basale ting, vi som menneske har brug for, for at overleve. Uden mad ville vi sulte og dø. Men mad i den vestlige verden er langt mere en blot en nødvendighed for vores overlevelse. Den er grunden til nydelse, til samling, til hygge og til fællesskab. Fødselsdagsmiddage, julefrokoster, sommergril, påskefrokoster, hver lejlighed der byder sig til det, bliver benyttet til i fællesskab at spise. Det er en måde at udtrykke sig på i den virtuelle verden. Der er mad alle steder; på facebook, instagram, i vores litteratur, på  kunstværker – i kunstværker, i sange og overalt i reklamerne. Vi kender det fra ordsprog som ”Vejen til mandens hjerte går gennem hans mave”, og ”Uden mad og drikke duer helten ikke.” I vores samtid er der ydermere kommet et fokus på sund mad, den rigtige mad, økologisk mad – ansvar. Især overfor vores børn. Reklamerne viser også ofte børn der laver mad og hygger sig med deres forældre.

Som barn var en af de bedste ting jeg vidste, hvis mor havde bagt boller, eller var ved at lave noget lækkert, og man lige kunne få lov at smage. Når man kom hjem fra skole og hele huset duftede af hjemmebag, eller på ens fødselsdag når man kunne dufte kager i lange rækker. Der var intet der helt kunne slå den duft. Men hvis man var så heldig at komme ud i køkkenet, mens mor var ved at lave dejen, og man fik lov til at spise det der var tilbage i skålen og på skeen, var det, det nærmeste man kunne komme på lykken. Netop dette emne tager digteren Benny Andersen op i sit digt ”Dej”. Han har før benyttet sig af madreferencer i sine digte, som det ses i sætningen ”Jeg spiser ostemad” i digtet ”Svantes lykkelige dag”, eller når han igennem sit digt ”Diæt” fortæller at livet er usundt, og at der er for mange regler der ifølge B. Andersen er ligegyldige og som han latterliggør ved at opstille en lang række falske konsekvenser ved at indtage forskellige fødevarer. I digtet ”Dej”, som handler om et barndomsminde, er det meget tydeligt at det er endnu et typisk Benny Andersen digt. Han er en mester i at lege med ord, som man for eksempel ser det i sætningen ”den dejligste dej”, som er et af hans typiske bogstavsrim, eller ved ”det holdt jeg selvfølgelig mund med, jeg havde bedre ting at bruge munden til”.

Hans digt har to strofer med henholdsvis 16 og 21 vers, og han har en fortællende rytme over sit digt, hvor han blandt andet indskyder et ”bevares”, der giver læseren en følelse af at blive fortalt et minde fra en tilstedeværende person. Første strofe handler om lykken ved dejen, mens anden strofe er en forundring fra fortællerens side, over de voksnes dumhed. Digtet bliver fortalt på en finurlig fremgangsmåde, der minder om 1001 nats eventyr, hvor der hele tiden bliver holdt lidt information tilbage, hvilket driver læseren til at blive ved med at læse digtet for at kunne forstå det, og nå frem til hans pointe. Digtet kan fortolkes som at de voksne ikke nyder det de har, men er fanget af nogle regler og normer, for selvfølgelig servere man ikke dej for nogen, selvom at et barn måske vil påstå at det er det bedste ved bagning. Voksne forstår ikke at kager smager bedst, inden de bliver bagt.

Digtet er fra 1993, og derfor en del af den senmoderne litteratur. Vi kan se at dette gør sig gældende ved at digtet handler om noget så trivielt som lykken ved en dej, men samtidig har den flere lag, og B. Andersen har benyttet sig af at blande lidt andre tidsperioder ind i digtet. Dette ses for eksempel ved ”Nogen anden jordisk spise”, ”himmerrigsdej”, som er religiøse henvisninger man bl.a. kender fra barokken, på trods af at digtet er skrevet længe efter at Satre havde erklæret gud død.  Han benytter sig ydermere af sammenligninger som ses i ”som festsalen i et eventyrslot”, metaforer hvilket er en smule atypisk for denne tidsperiode, som ses i ”Tyktflydende kærlighed”, som kunne tolkes til at han ser dejen som direkte link til morens kærlighed og  ved  ”selve lykken i hænderne”, som er symbolet på dejen.

Igennem denne fortælling om dej mindes fortælleren sin barndom,  hvilket er noget mange mennesker gør: mindes deres barndom, eller gode tider igennem mad. Ifølge Kant er mad ikke bare mad, men fortolkes gennem fortolkningsfiltrer. Altså spiser vi aldrig bare mad, men sanser hele måltidet igennem smag, vores viden om maden og morale. Vi spiser og forstår mad, med en forforståelse af mad, og denne forforståelse stammer delvist fra vores barndom, hvor dårlige oplevelser kan forbindes til madvarer man ikke kan lide, eller hvor positive oplevelser kan få en til at ophøje noget så meget, at man bliver helt skuffet når man smager det igen.

Mad har haft mange forskellige betydninger igennem tiden, alt fra magt, til rigdom, til manddom, og meget andet. Men i Benny Andersens digt ”Dej” er mad et symbol på en forgangen tid, og en kritik af voksne mennesker der ikke forstår at glæde sig over de barnlige ting. De har glemt hvad det vil sige at nyde det simple og det enkle, og er så opslugt af at gøre tingene som det sig hør og bør.