"Hej, Jeg er Danmarks statsminister!"

"Hej, jeg er Danmarks statsminister", sådan lød ordene fra Helle Thorning Schmidt til superstjernen "Carrie" fra Sex and the City, ved et tilfældigt møde i Oslo. Dette tilfældige møde mellem to berømte kvinder, der godt nok er berømte indenfor vidt forskellige erhverv, bragte næsten vort lille pacifistiske land i oprør, da samtlige seriøse og saglige medier, med respekt for sig selv, gav spalteplads til denne ellers så søde historie om mødet mellem de to cool kvinder.  Ja, undskyld mig lige, men er det virkelig, hvad medierne har valgt at bruge deres krudt på?

Her i Danmark bliver vores privatliv for alvor krænget ud for åben skærm og intet længere privat for hr og fru Danmark - og netop hele Danmark elsker disse reality udsendelser. Vi lapper sexscener i os, når vi hengiver os til det eksotiske "hotel i paradis", hvor smukke unge mennesker ikke overlader meget til fantasien, og senere på ugen følger vi intenst med i andre danskers dårlige økonomi, manglende evne til opdragelse af eget afkom, m.m.  De mange seere lader sig uden forargelse underholde  og ønsker sig måske også derhen, hvor solen skinner over de smukke mennesker - en form for eskapisme fra vores egen hverdag, der nok i mange andres øjne ikke er noget vi bør flygte fra - vi har det jo så godt i Danmark, ikke sandt?

Nej, lad os da endelig forarges, når vores statminister spontant viser sig fra sin menneskelige side - uden at smide tøjet eller på anden måde lade sig eksponere som disse "babes" i det føromtalte paradis. Helle Thorning er en inkarneret fan af den berømte serie Sex and the City, som så mange andre kvinder. Da hun ved begivenheden i Oslo øjner muligheden for at få en autograf fra "Carrie", skynder hun sig at gribe denne som en hver anden hengiven fan ville have gjort. Denne personlige og menneskelige side af vores statsminister var så åbenbart for meget for det lille Danmark inkl. politikerne fra oppositionen. Der var muligvis noget befriende i den handling, da hun stod der som én vi kan forholde os til og viser, at hun også ser andet end politisk debat.

Ville folk forarges, hvis ikke det havde været den modebevidste og tjekkede fru Thorning eller fru Gucci om man vil, der havde bedt om autografen, men hvis det i stedet havde været den klejne, og ja undskyld udtrykket, kedelige Marianne Jelved? Det er ikke til at sige, men jeg tvivler. Så HELT ÆRLIGT Danmark, hvad bliver det næste? Det er paradoksalt, at vi her i Danmark går op i en "begivenhed" som denne, for er det ikke lige præcis det vi ellers værner så meget om i Danmark; nemlig den korte distance mellem folket og dets "overhoveder", vi vil jo netop gerne kunne identificere os med vores politikere, det kan vi netop kun gøre, når vores selvsamme politikere også viser, at der gemmer sig noget menneskeligt bag dem.

Hvad er det, der går galt? Er det den Jantelov, der igen spiller ind? Har vi "ondt i røven" over, at Helle Thorning kom først i køen og tror hun er noget? MEN, det er hun jo også! Hun er danmarks statsminister, og hvad går der fra os, når hun får et signeret stykke papir? Hvis det er derfor der har været denne store polemik, så synes jeg vi skal tage os sammen og bruge vores tid på noget mere fornuftigt.

- Anne Holm

Hvorfor alt den usikkerhed?

Så er vi på den igen...
Jeg sidder og skal lave aflevering, men der er noget anderledes ved den her gang. Denne her gang føler jeg mig lige så blank som papiret foran mig. Det er ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om, det har jeg. Den sidste tid i mit liv har været rutsjetur af følelser, og ferien har været mere hård end afslappende.
Men det handler jo også om hvor meget man vil have hele sin klasse til at se. Hvor mange følelser skal man vise? Skal man gå all-in ligesom Phillip, eller skal man være mere tilbageholdende ligesom Adrian?

Dér ligger min usikkerhed omkring den her aflevering, og det er jo egentlig os menneskers største svaghed: usikkerhed. Vi tænker konstant på hvordan dem omkring os opfatter os, også selvom vi siger at vi "er ligeglade". Ordet "ligeglad" findes ikke i menneskets ordbog, og jo før vi lærer det jo bedre. Jeg tænker over hvordan resten af klassen ser mig hver eneste dag, og jeg når jeg kommer hjem fra skole ender jeg altid med at stille mig selv de samme spørgsmål; Hvad syntes de om mig? Syntes de jeg er egoistisk? Hvad mente hun med dét? Undgår han mig? Og sådan køre det om og om igen, og jeg indrømme at det er trættende. Jeg ville ønske at jeg ikke tænkte så meget over tingende, men sådan er os mennesker bare ikke indrettet.

Vi tænker over absolut alt, og sådan skal det også være. Jeg mener tænk hvis alle var ligeglade, hvordan havde verden så set ud? Men vi bliver også nød til at smide vores usikkerhed væk nogle gange, for ellers kan vi ikke udvikle os. Man kan sige at det er en hårfin grænse, og dem er der alt for mange af her i livet.
Vi skal være åbne, men stadig ikke alt for åbne. Vi skal være kritiske, men vi skal også have en åben indstilling. Vi skal tage chancer men stadig tænke over hvad vi kan miste.
Vi bruger størstedelen, hvis ikke hele, vores liv på at opfylde disse krav, men hvad opnår vi egentlig ved det? Hvorfor er det at vi ikke bare lever på vores egne præmisser og lader alle andre gøre det samme? Dér er vi igen tilbage til, at os mennesker er desperate efter anderkendelse og opmærksomhed fra dem omkring os. Alle der siger andet lyver over for sig selv. Vi gør det for at opnå vores mål, som jeg tror er forskellige fra person til person.

Men ved hjælp af min første tid på gym, og igennem al den tid jeg havde til at tænke i juleferien, har jeg indset noget:
Når vi konstant jagter det vi gerne vil opnå, saboterer vi os selv, og det er noget jeg har lært på den hårde måde adskillige gange. Hvis vi prøver for meget ender vi med at ligne desperate skygger af os selv, og det må man for alt i verden undgå. Jeg er kommet frem til at jeg ikke aner hvordan folk ser mig, men jeg ved at der altid vil være nogen der kan lide mig og nogen der ikke kan. Det må man lære at leve med, og man må prøve, selvom det er umuligt at lade helt vær, at være ligeglade med folks meninger, for hvad fanden betyder det egentlig i sidste ende? Hvis folk dømmer på hver eneste ting man gør, hvad skal man så bruge de mennesker til? Hvorfor jagte disse menneskers anderkendelse?
Jeg siger ikke det er let at tænke sådan, og jeg siger bestemt heller ikke at JEG tænker sådan, men det er da noget at stræbe efter.

Man kan koge det hele dette:
Ens person bliver ikke skabt af folks meninger, du skaber selv den person du vil være. Man kan ikke bruge hele sit liv på at bekymre sig om hvad andre tænker. Man skal lægge facaden væk, og bare være sig selv, så skal resten nok komme.

At være klog

Jeg sidder med et blankt papir foran mig, og det skræmmer mig. Det tomme, stille. men samtidigt højstråbende stykke papir, er alt og intet. Man ved ikke hvad der kommer til at ske, hvad der kommer til at stå, hvor meget eller om der overhovedet kommer til at stå noget. Det er dét der skræmmer mig - uvisheden. 

Jeg har aldrig været bange for højde, kryb eller mørke som barn. Det jeg var bange for, var det uvisse. Lidt ironisk er det vel at det uvisse i princippet er højde, kryb og mørke - da man ikke ved hvor højt der er, hvordan krybene reagerer eller hvad mørket indeholder. 

Jeg ved ikke hvad det er, men faktisk har jeg det mest behageligt i mørke. Det skræmmer mig lidt hvorfor jeg overhovedet har det sådan, når det logiske burde være helt omvendt. Jeg har intet svar på det, og det irriterer mig grænseløst. Jeg ved det er en ting der kommer til at plage mig indtil jeg finder svaret, men jeg kan mærke at jeg er på vej til at finde svaret. 

Én ting kan jeg dog sige allerede; det er forventninger der skræmmer mig mest. Mine egne forventninger er min svaghed. Hvordan skal man kunne præstere til sit højeste, når man ved at man bliver skuffet i den anden ende hvis bare én lille fejl bliver begået. En fejl som man kunne have undgået.  

Jeg kan ikke holde tanken ud. Jeg bliver ofte fortalt af min familie og venner, at det er helt okay hvis ikke man præsterer perfekt hver gang. Men hvordan bliver man så til noget? Hvordan kan man kigge sig selv i øjnene til i sidste ende, og sige at man har gjort sit bedste, hvis man ved at man sagtens kunne have arbejdet lidt hårdere? 

Det handler ikke om hvad man kan, det handler om at man udnytter det man kan. 

Og derfor arbejder jeg for min sag. Jeg er ved at lære mig selv og mine evner at kende her på Egå, og jeg prøver ihærdigt at lære min grænser at kende. Hvad kan jeg? Hvilke fag slagger jeg i? Hvilke fag kan jeg ikke tillade mig at slagge i? 

For at få styrken til bare at stille disse spørgsmål, behøves et drive.

For at kunne "overleve" alle de udfordringer man kommer ud for, mht. krav og forventninger i skolen, socialt og det ansvar man får ved at vokse op, er der brug for en reminder. En konstant reminder der fortæller hvorfor vi overhovedet gør det her. Hvorfor vi vælger at tage på gymnasiet, og vælger at knokle røven ud af bukserne, i stedet for at sidde derhjemme og lave ingenting hele dagen, og feste om aftenen. 

Det er vigtigt. Det er røvvigtigt, for det kommer stensikkert til at være 3 hårde år. Men vi bestemmer selv hvor hårde de skal være. Om vores drive er at man vil være læge og redde menneskeliv, eller at man vil følge med sine venner - det gør ikke noget. Drivet skal bare være stærkt nok til at holde i de hårde perioder som stensikkert kommer - drivet skal være der til at minde os om hvorfor vi gør det. 

Det er ikke lige let at finde, overhovedet ikke, og måske kommer det "rigtige" drive, som du kommer til at leve med resten af livet, først senere. 

Jeg har fundet mit og jeg er taknemmelig for det. Jeg har store planer for min fremtid, og det skræmmer mig, men det der holder mig kørende er drivet. 

Jeg er blevet fortalt noget, som jeg har lært meget af. En læge var i et biluheld da hun var 9 år gammel, og for at forhindre hendes far at dø ihjel holdt hun hendes fars bryst lukket med hende hænder. Hun er senere blevet en anerkendt hjertekirurg. 

Sådan vil jeg være - jeg vil have en historie, lave historier og udrette noget. Jeg vil det og jeg er klar til at ofre mig for det. Jeg vil ikke nødvendigvis være kirurg (man skal lige være realistisk!), men jeg vil kunne se tilbage på mit liv og karriere når jeg er gammel, og være tilfreds. Jeg vil være mere end tilfreds, jeg vil være glad. Jeg vil have udrettet noget. 

Jeg er udemærket klar over at jeg ikke er den klogeste i klassen - langt fra, men jeg er klar til at kæmpe for det. Jeg har indset at jeg ikke er et naturtalent, som ikke behøver at læse lektier, og stadig præstere til topkarakter. Jeg har indset at det er min svaghed, men til gengæld ved jeg at min styrke er min vedholdenhed og mit drive. 

Jeg vil bare gerne være klog.

Første dag efter Juleferien

Vi elsker alle sammen ferie; især når den er lang. Man kan slappe af, tillade sige at gå sent i seng og derfor også stå sent op. Man kan sådan set gøre lige hvad man vil. Juleferien er dog en af de bedre ferier, fordi den varer længere tid end f.eks. efterårsferien. Og selvfølgelig også fordi julen ligger der! Juleferien er en tid hvor man hygger med familie og venner, og spiser sig fed i vaniljekranse og andre usunde ting. Og gaverne. dem må man ikke glemme, da det jo er dem der for mange er julens højdepunkt.

Men intet varer evigt, og alt for hurtigt må man indse at ferien snart er slut. Lige som man har vænnet sig til at snorke til klokken halv 1, skal man pludselig tvinges om midt om natten, og derefter sendes ned og vente i hundrede år på en bus der måske kommer til tiden, måske kommer 15 minutter for sent.
Der er virkelig ikke mange ting jeg hader mere end at blive vækket klokken lort om morgenen. Og det var præcis sådan den første dag efter juleferien startede. Jeg lå og slumrede i min seng og havde en dejlig og harmonisk drøm, da jeg pludseligt og brutalt blev revet ud af den af mit larmende traumevækkende vækkeur. Jeg gjorde mit bedste for ikke at falde i søvn over min morgenmad, mens jeg skiftevis tænkte på hvordan pokker jeg skulle have en snebolds chance i Sahara for ikke at falde i søvn i løbet af dagen og hvor snyd det var at min far kunne ligge og gasse den til klokken 10-11 stykker.
Jeg fik gjort de daglige morgenting, dog lidt langsommere end normalt, og var snart på vej ned til bussen. Som altid, når jeg kommer udenfor, forsvandt min træthed, og jeg begyndte at tro på at jeg nok skulle klare den.

Turen til gymnasiet var meget ordinær. Jeg stod (der er næsten aldrig sæder ledige) og snakkede med nogle venner, mens bussen langsomt blev fyldt helt op. Bussen ankom som altid 5 minutter senere end planlagt.
Nu har jeg fokuseret på de mere negative ting ved at begynde på skole efter en ferie. Men der er da selvfølgelig også nogle positive sider. Det var hyggeligt at se sin klassekammerater igen, især min søde læsegruppe, som jeg forresten desværre ikke skal sidde sammen mere.
Et af dagens store samtaleemner var at vi havde fået vores NG rapporter tilbage. Jeg  fandt dog ud af at jeg til min store skuffelse ikke havde fået min tilbage. Udover at få et spil savnet papirbold, som er klassens nationalsport, skete der ikke mange andre spændende ting resten af dagen, lige bortset fra den dejlige nyhed at matematik var aflyst. Dagen var overraskende hurtigt overstået, og snart var jeg igen hjemme, hvor jeg endelig kunne tillade mig at falde om og få lidt søvn. Nåh nej, lektier....

Adrian Corfitsen