Så er vi på den igen...
Jeg sidder og skal lave aflevering, men der er noget anderledes ved den her gang. Denne her gang føler jeg mig lige så blank som papiret foran mig. Det er ikke fordi jeg ikke har noget at skrive om, det har jeg. Den sidste tid i mit liv har været rutsjetur af følelser, og ferien har været mere hård end afslappende.
Men det handler jo også om hvor meget man vil have hele sin klasse til at se. Hvor mange følelser skal man vise? Skal man gå all-in ligesom Phillip, eller skal man være mere tilbageholdende ligesom Adrian?
Dér ligger min usikkerhed omkring den her aflevering, og det er jo egentlig os menneskers største svaghed: usikkerhed. Vi tænker konstant på hvordan dem omkring os opfatter os, også selvom vi siger at vi "er ligeglade". Ordet "ligeglad" findes ikke i menneskets ordbog, og jo før vi lærer det jo bedre. Jeg tænker over hvordan resten af klassen ser mig hver eneste dag, og jeg når jeg kommer hjem fra skole ender jeg altid med at stille mig selv de samme spørgsmål; Hvad syntes de om mig? Syntes de jeg er egoistisk? Hvad mente hun med dét? Undgår han mig? Og sådan køre det om og om igen, og jeg indrømme at det er trættende. Jeg ville ønske at jeg ikke tænkte så meget over tingende, men sådan er os mennesker bare ikke indrettet.
Vi tænker over absolut alt, og sådan skal det også være. Jeg mener tænk hvis alle var ligeglade, hvordan havde verden så set ud? Men vi bliver også nød til at smide vores usikkerhed væk nogle gange, for ellers kan vi ikke udvikle os. Man kan sige at det er en hårfin grænse, og dem er der alt for mange af her i livet.
Vi skal være åbne, men stadig ikke alt for åbne. Vi skal være kritiske, men vi skal også have en åben indstilling. Vi skal tage chancer men stadig tænke over hvad vi kan miste.
Vi bruger størstedelen, hvis ikke hele, vores liv på at opfylde disse krav, men hvad opnår vi egentlig ved det? Hvorfor er det at vi ikke bare lever på vores egne præmisser og lader alle andre gøre det samme? Dér er vi igen tilbage til, at os mennesker er desperate efter anderkendelse og opmærksomhed fra dem omkring os. Alle der siger andet lyver over for sig selv. Vi gør det for at opnå vores mål, som jeg tror er forskellige fra person til person.
Men ved hjælp af min første tid på gym, og igennem al den tid jeg havde til at tænke i juleferien, har jeg indset noget:
Når vi konstant jagter det vi gerne vil opnå, saboterer vi os selv, og det er noget jeg har lært på den hårde måde adskillige gange. Hvis vi prøver for meget ender vi med at ligne desperate skygger af os selv, og det må man for alt i verden undgå. Jeg er kommet frem til at jeg ikke aner hvordan folk ser mig, men jeg ved at der altid vil være nogen der kan lide mig og nogen der ikke kan. Det må man lære at leve med, og man må prøve, selvom det er umuligt at lade helt vær, at være ligeglade med folks meninger, for hvad fanden betyder det egentlig i sidste ende? Hvis folk dømmer på hver eneste ting man gør, hvad skal man så bruge de mennesker til? Hvorfor jagte disse menneskers anderkendelse?
Jeg siger ikke det er let at tænke sådan, og jeg siger bestemt heller ikke at JEG tænker sådan, men det er da noget at stræbe efter.
Man kan koge det hele dette:
Ens person bliver ikke skabt af folks meninger, du skaber selv den person du vil være. Man kan ikke bruge hele sit liv på at bekymre sig om hvad andre tænker. Man skal lægge facaden væk, og bare være sig selv, så skal resten nok komme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar