Et skuffende EG-Cup

En uge er gået, siden vi kom tilbage fra ferien. For mit vedkommende skulle der kun 2 sølle dage til at slå mit ellers så stærke immunforsvar ned. Det er egentlig utroligt, en uge væk fra skole, en uge i afslapningen og alligevel bliver man ramt af sygdom, så straks man vender tilbage.

Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er en slags hævn for min skuffende indsats ved det årlige EG Cup. Et cup der efter min mening ikke gik som forventet. Vi havde ellers planlagt at vi skulle nedlægge alle hold, som det pisse gode hold vi er. Den vigtigste kamp var dog mod den såkaldte "musik klasse" en kamp som ikke gik, som vi regnede med og vi endte med et nederlag.

Hvilket var en stor skuffelse for de fleste af os.

Jeg ved ikke hvad, jeg havde forventet, men jeg må ærlig indrømme at min indsats på banen, ikke just var hvad jeg forestillede mig af mig selv. En ny Messi eller Ronaldo var da det mindste, for inde i mit hoved, var jeg en stjerne uden lige.

Jo længere ind i tuneringen vi kom, jo mere måtte vi indse, at det nok alligevel ikke var "vores" cup, da det viste sig at vi blev slagtet, og tabte hver eneste kamp. Og dette var for meget for nogle af os (heriblandt mig selv). Jeg havde ellers sagt til mig selv, at jeg ikke skulle hidse mig op, det var jo bare et cup, der gik ud på at have det sjovt? Men med flere nederlag, unødvendige kommentarer fra tilskuere og modstandere, og efter min mening bisse tacklinger på banen, måtte jeg indse at mit temperament ikke kunne holde til det. Og jeg fik i min frustration råbt på gangene, snerpet efter mine holdkammerater og endda snakket med dommeren, fordi jeg følte at jeg ikke blev behandlet ordentligt. I følge mig selv, var det modstandernes skyld at jeg spillede så ring. For det kan vel aldrig være min skyld?

Det er mærkeligt hvad man føler, man kan tillade sig, når man er oppe i det røde felt, og adrenalinen suser rundt i kroppen. Det hele slår klik og man føler at alt går mod en. Hvor tit sker det ikke at man i tv ser en kendt sports stjerne der opfører sig som en idiot i en kamp? Her er det ikke bare en episode jeg taler om, men en hel liste af idiotiske opførelser, der med stor sandsynlighed er sket som følge af det adrenalin kick, man har fået, hvis man er bagud i sin kamp eller har tabt kampen.

For hvem ønsker at tabe? Det er, der vel ikke nogle der gør? Man hører aldrig nogle snakke om, hvor meget de ønsker, at tabe deres kamp? Der er vel noget blæret over, at sige man endnu ikke har tabt en en, fordi man så føler sig uovervindelig. Samtidig sænker det formentlig også ens selvtillid, hvis man taber hver eneste kamp, man dukker op til. Det er et slags tabu at tabe og det giver ikke meget stjernestatus. Derfor er jeg sikker på, at de fleste gør alt, hvad de kan for at vinde. 

Jeg har tænkt meget på hvordan et cup, kan få os alle til at føle os som professionelle spillere. Man træder ind på banen og føler sig som en af stjernerne, der skal ind og slagte alle hold. Hvilket jo egentlig var det der skete, for det danske herre landshold i håndbold. Alle havde forventet en sejr, men sikke en skuffelse det blev. Og hvor må jeg indrømme, at jeg jeg stadig ikke har "tilgivet" håndbold landsholdet, for den helt elendige kamp de leverede. Hold kæft en katastrofe!

Og så begynder det igen. Er det ikke altid sådan det ender? Man sviner de danske landshold til fordi, det har man vel sin rettighed til? Som hvis man tager udgangspunkt i, det nu meget omtalte, herrelandshold i håndbold. Alt var perfekt indtil VM-finalen. Vi havde fået de bedste og nemmeste hold i de indledende runder og vi havde (efter min mening) spillet over niveau i semifinalen. Men vi var kommet i finalen, hvilket var en totalt "win" situation.

Finalen blev den hidtil største skuffelse i mange år, med det største nederlag i over 10 år. Vi tabte med 16 mål! Og derved var det danske landshold næsten forhadt i hele Danmark, selvom de vandt en sølv medalje. Aviserne ryddet forsiderne og skældte ud på hele håndbold landsholdet og Ulrik Wilbek blev sat i gabestok. Og det var ikke kun i Danmark, at man var chokeret over det ringe spil fra dansk side. De fleste internationale aviser ville også svine vores danske hold, og det gjorde de. Og man skal lede længe efter så stor kritik af et dansk landshold, som dette hold fik. 

Personligt må jeg indrømme, at det er en kamp, jeg sent vil glemme og det vil komme til at tage mig lang tid, før jeg kommer mig over den.

Og igen er det mit temperament og det adrenalin sus jeg får, når jeg ser sådanne kampe, der overtager min hjerne og jeg bliver aggressiv. Ikke aggressiv så jeg får lyst til at dræbe, men sur på alt og alle omkring mig.

Det irriterer mig egentlig, at jeg ikke bare kan sidde og nyde, at det danske landshold fik sølv eller at vi havde det sjovt til EG-cup. Jeg er vel egentlig ikke en dårlig taber, men derimod en type der skal vinde. I mit hoved er det at tabe ikke en mulighed, og det er nok også derfor at jeg bliver så sur, når jeg taber.

Men ønsker jeg, at være den type, der er ligeglad med om vi taber eller vinder? Vi kender alle sammen de typer der siger: " Det handler ikke om at vinde eller at tabe, men om at have det sjovt" Og det har de vel ret i? Og dog, for gang på gang irritere det mig, når folk fra mit hold eller lignende er ligeglad med om vi vinder eller taber? De lever sig vel ikke ind i spillet?

Som det er nu, er jeg vel egentlig glad for, at jeg reagerer som jeg gør. For hvad nu hvis ingen gik op i at vinde? - Se det ville være en elendig kamp!

- Emma 

Indre reflektioner og efterskole

Så har vi fritime igen, igen, dem har vi efterhånden haft mange af. På trods af det føler jeg lidt der er et pres på mig, både hjemmefra og i skolen med afleveringer karakterer o.s.v Det var slet ikke det samme på efterskolen, som jeg afsluttede i sommers. Det er først nu jeg er kommet ud af efterskole rytmen, og der er snart gået 8 måneder af 1.g.
Jeg er allerede begyndt, at tænke over hvad jeg skal efter gymnasiet, jeg sad så sent som i forgårs at kiggede på forskellige uddannelser. Noget jeg rigtig gerne vil læse er kunsthistorie, det er læreren om malingtyper f.eks. forskellen på akryl og olie maling, og de forskellige ismer inden for kunst, modernisme, kubisme, ekspressionisme o.s.v. Studiet handler bare generelt om kunstteori, hvilket jeg synes er vildt interessant, kunst er nok min stærkeste side både teori og praksis. Problemet er bare at mit snit skal ligge på 9,5 eller 9,4, og hvis jeg skal på venteliste skal jeg have 9,3 eller 9,2. Derfor skal jeg virkelig tage mig sammen, specielt når det gælder om at sige noget i timerne. Selvom mine veninder siger til mig: "Du kan godt gøre det, det er ikke så svært." er der alligevel en lille stemme inden i mig, der siger:"Du kan ikke, du må hellere lade være, det er ikke godt nok det du har at sige." Sådan kører den bare rundt som karrusel inde i mit forskruede hoved, enkelte gange overvinder jeg den, og får taget mig sammen til rent faktisk at sige noget! Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan gøre det hver gang? Jeg kan jo egentlig godt, når det kommer til stykket, og det får sagt er jo i grunden godt nok.
Det er ikke kun skolemæssigt jeg har problemer med min generthed, det er også socialt, jeg holder mig meget til de samme mennesker. Det er ikke altid jeg lige kommer rundt og får snakket med alle, selvom jeg egentlig gerne vil. Det er vel noget de fleste kender til? Man kan ikke rigtig tage sig sammen til at kravle ud af sit musehul, og tage kontakt til nogle andre end dem man normalt snakker med. Jeg vil dog sige at det fra min side er blevet meget bedre siden folkeskolen, der sad jeg i mit eget lille hjørne, ingen snakkede rigtig med mig. Dem der endelig kontaktede mig, gjorde det nok af medlidenhed. Min generthed har dog også ført gode ting med sig, alt den tid hvor jeg ikke rigtig havde nogen at snakke med fandt jeg det jeg er god til og holder af i dag, nemlig kunst. Jeg udtrykte mine følelser ved kunst, hvilket jeg stadigvæk gør, det er en god måde at afstresse på.
 En anden ting der også har hjulpet en smule på min usikkerhed, det er det år jeg har været på efterskole. 10. klasse har været en af de fedeste oplevelser i mit liv, hvis ikke den fedeste indtil videre. Det var her jeg fik mange af mine bedste venner, de fleste bor dog rigtig langt væk, så det handler om at finde weekender hvor man lige har tid og råd til at tage afsted til f.eks. Sønderborg. Det er selvfølgelig trist at man ikke kan ses hver dag som man plejede, men afstanden kan også være positiv. Man kommer til at savne hinanden mere, og man ser endnu mere frem til at se hinanden. De fleste som har været på efterskole kan sikkert godt se, hvad jeg mener.
Selvfølgelig kan man ikke sammenligne gymnasiet og efterskole, da det er to forskellige ting. Alligevel kan en rigtig god ide være,at hvis man ikke er helt klar til gymnasiet efter 9. klasse, at tage efterskole som et alternativ evt. med fokus på noget kreativt, hvis interessen vel og mærket er der. Det var ihvertfald hvad jeg gjorde, og jeg blev lige lidt mere sikker på mig selv.
- Emilie

Når Strepsils svigter

Så blev det min tur til at have snotnæse og feber. Sygdommen plejer at sprede sig stille og roligt rundt i de danske hjem i denne tid på året, så man kan vel ikke være overrasket over at være en af de uheldige. Men det er jeg alligevel. Min mor har altid fortalt mig, at jeg har et stærkt immunforsvar, og jeg har altid troet på det. Så hver gang jeg bliver syg, kommer det som en kæmpe overraskelse for mig. Problemet med mig, når jeg er syg, er bare, at det ene øjeblik kan jeg have det fint, og det næste øjeblik har jeg det elendigt. Når alarmen ringer om morgenen kan jeg godt mærke, at jeg har været vågen halvdelen af natten pga. hosten, men alligevel står jeg op og tager et bad. Jeg overbeviser mig selv om, at jeg har det fint og derfor sagtens kan klare en hel dag i skolen. Skulle de lektier, jeg brugte tid på at lave i går bare være spildt? Og skal jeg nu til at have mere fravær? Om jeg så skal kæmpe, vil jeg fuldføre denne dag.

5 minutter efter har jeg lagt de positive tanker på hylden og ligger igen under dynen. Jeg griner måske lidt over, at jeg virkelig troede på, jeg idag ville have det godt nok til at tage i skole, og det er måske også meget fint at jeg ligger her i sengen, for så smitter jeg jo heller ikke de andre. Jeg er ikke den eneste i min vennekreds, som er syg, så man kan nok hurtigt ligge to og to sammen og regne ud, at den ene smitter den anden, og til sidst falder vi alle sammen som dominobrikker. Nu ligger dominobrikkerne bare i sengen og beklager sig over, at brusetabletten smager ad helvedes til og at Strepsils ikke hjælper i mere end 10 minutter. Men det er jo altid nemmest bare at sluge pillen - dedikere en tanke til lægen, som anbefalede det - og håbe på, at lortet virker.

Det værste ved at være syg er kedsomheden. Man har så meget tid, hvor man bare ligger og laver ingenting. Det var meget sjovere, at være syg dengang jeg var lille. Mor og far skulle jo på arbejde, så den eneste mulighed var at køre forbi farmor med lille David. Man blev altid forkælet ufattelig meget - og så slap man også for at tage i børnehave. Et hvert barn vil jo klart hellere spise slik og se tegnefilm end at tage i børnehave, hvor man SKAL lege udenfor i kulden og SKAL spise sin rugbrød op. Jeg udnyttede måske lidt denne "børnepasnings-ordning" hos min farmor, og det havde min mor luret hurtigere, end jeg havde håbet på. Jeg blev derfor sendt i børnehave alligevel, for ja, jeg var jo ikke syg. Det var måske en tidlig alder, at prøve at jeg "pjække" i - men tro mig, nogle gange betalte det sig. Min far var nemlig lidt lettere at snyde, så der gik ikke lang tid, før vi havde sat kursen mod farmors hus.

Men sådan er det altså ikke længere. Det er som sagt kedeligt at være syg, for man laver jo stort set intet. Sådan burde det faktisk ikke være. Jeg burde jo lave en masse. For når jeg kigger på Lectio, kan jeg se hvor mange afleveringer, jeg skal have lavet. Det kan jeg ikke bruge til noget, for det er meget sjovere at spille FIFA eller se amerikanske Comedy serier. Jeg vælger derfor at sige til mig selv "om en time går jeg igang". Når den time er gået, siger jeg det samme til mig selv igen, og det samme sker så igen og igen. Før jeg ved af det er klokken aftensmads tid, og jeg har absolut intet fået lavet.

Det er måske ikke en smart arbejdsmetode, men jeg har det åbenbart bedst med at arbejde under pres. Jeg vil hellere lave en aflevering en time inden, den skal afleveres end en time efter, jeg har fået den udleveret - og det kommer der også det bedste resultat ud af. Det er skide træls, at jeg altid har det i baghovedet, at jeg snart skal lave afleveringen, men et eller andet sted er det måske meget fint for det faglige. For det betyder bare, at jeg har mere tid til at overveje, hvad jeg vil skrive.
Syg eller ej, så får jeg altså stort set intet lavet før i sidste øjeblik. Jeg ved ikke, om det er en dårlig vane eller, om jeg bare er blevet for doven - men sådan er jeg.

 - David.