mandag den 25. februar 2013

Et skuffende EG-Cup


En uge er gået, siden vi kom tilbage fra ferien. For mit vedkommende skulle der kun 2 sølle dage til at slå mit ellers så stærke immunforsvar ned. Det er egentlig utroligt, en uge væk fra skole, en uge i afslapningen og alligevel bliver man ramt af sygdom, så straks man vender tilbage.
Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er en slags hævn for min skuffende indsats ved det årlige EG Cup. Et cup der efter min mening ikke gik som forventet. Vi havde ellers planlagt at vi skulle nedlægge alle hold, som det pisse gode hold vi er. Den vigtigste kamp var dog mod den såkaldte "musik klasse" en kamp som ikke gik, som vi regnede med og vi endte med et nederlag.
Hvilket var en stor skuffelse for de fleste af os.
Jeg ved ikke hvad, jeg havde forventet, men jeg må ærlig indrømme at min indsats på banen, ikke just var hvad jeg forestillede mig af mig selv. En ny Messi eller Ronaldo var da det mindste, for inde i mit hoved, var jeg en stjerne uden lige.
Jo længere ind i tuneringen vi kom, jo mere måtte vi indse, at det nok alligevel ikke var "vores" cup, da det viste sig at vi blev slagtet, og tabte hver eneste kamp. Og dette var for meget for nogle af os (heriblandt mig selv). Jeg havde ellers sagt til mig selv, at jeg ikke skulle hidse mig op, det var jo bare et cup, der gik ud på at have det sjovt? Men med flere nederlag, unødvendige kommentarer fra tilskuere og modstandere, og efter min mening bisse tacklinger på banen, måtte jeg indse at mit temperament ikke kunne holde til det. Og jeg fik i min frustration råbt på gangene, snerpet efter mine holdkammerater og endda snakket med dommeren, fordi jeg følte at jeg ikke blev behandlet ordentligt. I følge mig selv, var det modstandernes skyld at jeg spillede så ring. For det kan vel aldrig være min skyld?
Det er mærkeligt hvad man føler, man kan tillade sig, når man er oppe i det røde felt, og adrenalinen suser rundt i kroppen. Det hele slår klik og man føler at alt går mod en. Hvor tit sker det ikke at man i tv ser en kendt sports stjerne der opfører sig som en idiot i en kamp? Her er det ikke bare en episode jeg taler om, men en hel liste af idiotiske opførelser, der med stor sandsynlighed er sket som følge af det adrenalin kick, man har fået, hvis man er bagud i sin kamp eller har tabt kampen.
For hvem ønsker at tabe? Det er, der vel ikke nogle der gør? Man hører aldrig nogle snakke om, hvor meget de ønsker, at tabe deres kamp? Der er vel noget blæret over, at sige man endnu ikke har tabt en en, fordi man så føler sig uovervindelig. Samtidig sænker det formentlig også ens selvtillid, hvis man taber hver eneste kamp, man dukker op til. Det er et slags tabu at tabe og det giver ikke meget stjernestatus. Derfor er jeg sikker på, at de fleste gør alt, hvad de kan for at vinde. 
Jeg har tænkt meget på hvordan et cup, kan få os alle til at føle os som professionelle spillere. Man træder ind på banen og føler sig som en af stjernerne, der skal ind og slagte alle hold. Hvilket jo egentlig var det der skete, for det danske herre landshold i håndbold. Alle havde forventet en sejr, men sikke en skuffelse det blev. Og hvor må jeg indrømme, at jeg jeg stadig ikke har "tilgivet" håndbold landsholdet, for den helt elendige kamp de leverede. Hold kæft en katastrofe!
Og så begynder det igen. Er det ikke altid sådan det ender? Man sviner de danske landshold til fordi, det har man vel sin rettighed til? Som hvis man tager udgangspunkt i, det nu meget omtalte, herrelandshold i håndbold. Alt var perfekt indtil VM-finalen. Vi havde fået de bedste og nemmeste hold i de indledende runder og vi havde (efter min mening) spillet over niveau i semifinalen. Men vi var kommet i finalen, hvilket var en totalt "win" situation.
Finalen blev den hidtil største skuffelse i mange år, med det største nederlag i over 10 år. Vi tabte med 16 mål! Og derved var det danske landshold næsten forhadt i hele Danmark, selvom de vandt en sølv medalje. Aviserne ryddet forsiderne og skældte ud på hele håndbold landsholdet og Ulrik Wilbek blev sat i gabestok. Og det var ikke kun i Danmark, at man var chokeret over det ringe spil fra dansk side. De fleste internationale aviser ville også svine vores danske hold, og det gjorde de. Og man skal lede længe efter så stor kritik af et dansk landshold, som dette hold fik. 
Personligt må jeg indrømme, at det er en kamp, jeg sent vil glemme og det vil komme til at tage mig lang tid, før jeg kommer mig over den.
Og igen er det mit temperament og det adrenalin sus jeg får, når jeg ser sådanne kampe, der overtager min hjerne og jeg bliver aggressiv. Ikke aggressiv så jeg får lyst til at dræbe, men sur på alt og alle omkring mig.
Det irriterer mig egentlig, at jeg ikke bare kan sidde og nyde, at det danske landshold fik sølv eller at vi havde det sjovt til EG-cup. Jeg er vel egentlig ikke en dårlig taber, men derimod en type der skal vinde. I mit hoved er det at tabe ikke en mulighed, og det er nok også derfor at jeg bliver så sur, når jeg taber.
Men ønsker jeg, at være den type, der er ligeglad med om vi taber eller vinder? Vi kender alle sammen de typer der siger: " Det handler ikke om at vinde eller at tabe, men om at have det sjovt" Og det har de vel ret i? Og dog, for gang på gang irritere det mig, når folk fra mit hold eller lignende er ligeglad med om vi vinder eller taber? De lever sig vel ikke ind i spillet?
Som det er nu, er jeg vel egentlig glad for, at jeg reagerer som jeg gør. For hvad nu hvis ingen gik op i at vinde? - Se det ville være en elendig kamp!

- Emma 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar