Så blev det min tur til at have snotnæse og feber. Sygdommen plejer at sprede sig stille og roligt rundt i de danske hjem i denne tid på året, så man kan vel ikke være overrasket over at være en af de uheldige. Men det er jeg alligevel. Min mor har altid fortalt mig, at jeg har et stærkt immunforsvar, og jeg har altid troet på det. Så hver gang jeg bliver syg, kommer det som en kæmpe overraskelse for mig. Problemet med mig, når jeg er syg, er bare, at det ene øjeblik kan jeg have det fint, og det næste øjeblik har jeg det elendigt. Når alarmen ringer om morgenen kan jeg godt mærke, at jeg har været vågen halvdelen af natten pga. hosten, men alligevel står jeg op og tager et bad. Jeg overbeviser mig selv om, at jeg har det fint og derfor sagtens kan klare en hel dag i skolen. Skulle de lektier, jeg brugte tid på at lave i går bare være spildt? Og skal jeg nu til at have mere fravær? Om jeg så skal kæmpe, vil jeg fuldføre denne dag.
5 minutter efter har jeg lagt de positive tanker på hylden og ligger igen under dynen. Jeg griner måske lidt over, at jeg virkelig troede på, jeg idag ville have det godt nok til at tage i skole, og det er måske også meget fint at jeg ligger her i sengen, for så smitter jeg jo heller ikke de andre. Jeg er ikke den eneste i min vennekreds, som er syg, så man kan nok hurtigt ligge to og to sammen og regne ud, at den ene smitter den anden, og til sidst falder vi alle sammen som dominobrikker. Nu ligger dominobrikkerne bare i sengen og beklager sig over, at brusetabletten smager ad helvedes til og at Strepsils ikke hjælper i mere end 10 minutter. Men det er jo altid nemmest bare at sluge pillen - dedikere en tanke til lægen, som anbefalede det - og håbe på, at lortet virker.
Det værste ved at være syg er kedsomheden. Man har så meget tid, hvor man bare ligger og laver ingenting. Det var meget sjovere, at være syg dengang jeg var lille. Mor og far skulle jo på arbejde, så den eneste mulighed var at køre forbi farmor med lille David. Man blev altid forkælet ufattelig meget - og så slap man også for at tage i børnehave. Et hvert barn vil jo klart hellere spise slik og se tegnefilm end at tage i børnehave, hvor man SKAL lege udenfor i kulden og SKAL spise sin rugbrød op. Jeg udnyttede måske lidt denne "børnepasnings-ordning" hos min farmor, og det havde min mor luret hurtigere, end jeg havde håbet på. Jeg blev derfor sendt i børnehave alligevel, for ja, jeg var jo ikke syg. Det var måske en tidlig alder, at prøve at jeg "pjække" i - men tro mig, nogle gange betalte det sig. Min far var nemlig lidt lettere at snyde, så der gik ikke lang tid, før vi havde sat kursen mod farmors hus.
Men sådan er det altså ikke længere. Det er som sagt kedeligt at være syg, for man laver jo stort set intet. Sådan burde det faktisk ikke være. Jeg burde jo lave en masse. For når jeg kigger på Lectio, kan jeg se hvor mange afleveringer, jeg skal have lavet. Det kan jeg ikke bruge til noget, for det er meget sjovere at spille FIFA eller se amerikanske Comedy serier. Jeg vælger derfor at sige til mig selv "om en time går jeg igang". Når den time er gået, siger jeg det samme til mig selv igen, og det samme sker så igen og igen. Før jeg ved af det er klokken aftensmads tid, og jeg har absolut intet fået lavet.
Det er måske ikke en smart arbejdsmetode, men jeg har det åbenbart bedst med at arbejde under pres. Jeg vil hellere lave en aflevering en time inden, den skal afleveres end en time efter, jeg har fået den udleveret - og det kommer der også det bedste resultat ud af. Det er skide træls, at jeg altid har det i baghovedet, at jeg snart skal lave afleveringen, men et eller andet sted er det måske meget fint for det faglige. For det betyder bare, at jeg har mere tid til at overveje, hvad jeg vil skrive.
Syg eller ej, så får jeg altså stort set intet lavet før i sidste øjeblik. Jeg ved ikke, om det er en dårlig vane eller, om jeg bare er blevet for doven - men sådan er jeg.
- David.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar