Logik?

"Men Hannah, du er jo heller ikke rigtig dansker" lyder det fra en klassekammerat da jeg ikke kan komme i tanker om et ord på dansk. Jeg tøver lidt, men beslutter mig så bare for at smågrine lidt af det. På en måde har personen jo ret. Jeg er jo kun halvt dansker, og halvt amerikaner. Men hvor er jeg dog træt af at høre på folk der siger det. På trods af at jeg også selv føler mig anderledes end den gennemsnitlige dansker, så vil jeg da mene at jeg har ret til at kalde mig selv dansker. Og amerikaner. Inderst inde ved jeg jo godt at det ikke er ondt ment når folk siger det, men det rammer mig alligevel. Det sjove er, at da jeg sidste år gik på high school i Californien blev jeg betegnet som "not really American". Da jeg tog derover havde jeg en forventning om at alting ville blive anderledes. Jeg ville bare være en gennemsnitlig amerikansk high school elev. Så hvis ikke jeg er dansker i Danmark, men heller ikke er amerikaner i Amerika, hvad er jeg så?

Selv vil jeg mene at jeg er både hel amerikaner og hel dansker, men af en eller anden grund er det svært at begribe for folk, blandt andet mig selv. 1+1 kan ikke være lig med 1, det ville jeg jo også tænke selv hvis jeg ikke var mig.
Jeg er måske det mange ville kalde logisk på en irriterende måde. Jeg har en tendens til at se på ting med en overdrevet logisk tilgang, fordi det er det der for det meste giver mening for mig. Det er jeg ret sikker på at der er mange i 1.a på Egå Gymnasium der er enige i. Hvorfor gør jeg det? Hvorfor er jeg sådan? Det forestiller jeg mig at der er mange der tænker efter en diskussion med mig. Det kan jeg godt forstå, jeg føler også selv at jeg er "over the top" nogen gange. Svaret har jeg selv ledt efter i utrolig lang tid. Men nu da jeg sidder her, tænker jeg at det måske er fordi det gør mig glad når noget faktisk giver mening. Når 1+1=2, no questions asked. Måske er det fordi jeg hele mit liv har følt at jeg ikke selv giver mening, derfor er det nemt hvis alt andet gør.

Folk har en tendens til at ville placere folk i kasser, hvilket jeg i øvrigt også selv er ret "god" til. Det er bare nemmere hvis man ved med 100% sikkerhed hvad folk er, og hvor de kommer fra. Så kan man bedre relatere til folk, og forstå dem. Hvis man så falder udenfor de normer der er i kassen, så går det galt. Så vil folk finde på undskyldninger, og prøve at finde en grund til det. Vi er som mennesker dårlige til at håndtere det ualmindelige, og dem der ikke kan placeres i én enkelt kasse. Vi skal blive bedre til at indse, at de fleste folk ikke bare kan blive kategoriseret som fx "Nørdet". De fleste mennesker er mere end  bare én ting, ligesom jeg er både dansker OG amerikaner. Det betyder ikke at man kun er halvt det ene og halvt det andet, for det ville heller ikke give så meget mening. Der ville til sidst blive for mange ting, og så ville vi bruge vores liv på procentvis at regne ud lige præcis hvad vi er, i stedet for at finde ud af HVEM vi er. Det vigtigste er, at man selv ved hvem man er, og at man står ved det. Det er lettere sagt end gjort, det ved jeg godt, men hvis man selv ved det er der jo ikke nogen der kan sige én imod. For mig er det logisk set ikke noget der kan diskuteres, man er hvad man selv føler man er.

Så skal man bare lukke alle folk ude, og sige "Jeg er ligeglad, jeg ved jo selv hvem jeg er"?. Det er et svært spørgsmål, som jeg er sikker på at der er mange igennem tiden der har prøvet at besvare. Det er noget man må finde ud af med sig selv. Hvis du spørger mig, vil jeg sige at man måske skal finde et kompromis. Det er godt at vide hvem man selv er, men man får ikke ret meget ud af at vide det, hvis man lukker alle folk ude. Det skal jeg også selv blive bedre til. Det er altså noget gensidigt. Man skal både acceptere at alle ikke kan placeres i en kasse, men samtidig skal man ikke fortabe sig i, at man er den eneste i verden, og at ingen forstår én. Hvis man forklarer, at man er som man er af en grund, tror jeg også at andre er mere tilbøjelige til ikke at fordømme på samme måde.
"Man er som man er, det kan ikke laves om..." som det lyder fra den muntre krumme-sang.

- Hannah