Jeg har det sgu godt...

Jeg står uden for min opgang, mens aftenen falder på og tankerne flyver rundt i mit hovede. Regninger der skal betales, folk der skal ses og et arbejde der skal passes. Tiden flyver afsted, og jeg har lige akkurat kunne klare mig igennem det. Det første halve år var hårdt. Efter et fri-år og en meget afslappet tilgang til skole i folkeskolen, ramte gymnasiet mig hårdt. Jeg spekulerede ofte på om gymnasiet var det rigtige sted for mig. Men tiden gik, og jeg følte at jeg gang på gang lige kunne klemme mig gennem nåleøjet og klare den. Det var en hård tid: Min bedstefar døde, jeg flyttede hjemmefra, der var koldt og følelsen af at nogen havde trykket på en speedforward knap dukkede op, hver gang vi gik på weekend. Men her står jeg så og tænker på hvor heldig jeg er. Hvor er jeg egentlig utrolig heldig!

Hver tredje afrikaner har ikke mad nok. Efter et jordsælv i Kina tilbage i september døde 80, og 700 blev kvæstet. Soldater og civile dør hver dag i Afghanistan. Overalt på kloden hersker der fattigdom og hungersnød. Og så syntes jeg det er synd for mig selv, at jeg har det svært i gymnasiet...

Jeg kom helt uventet ind på Egå, og jeg havde egentlig besluttet mig for, at hvis jeg ikke kom ind, ville jeg slet ikke på gymnasie. Men jeg kom ind, jeg klarede mig igennem NV og AP. Jeg fik lavet mine opgaver, selvom jeg var ked af det med min bedstefar. Jeg fik tildelt udeboende SU, selvom alle fortalte mig, at det skulle jeg nok ikke regne med, og at det kun var i særlige tilfælde. Heldigvis var jeg også i kategori "særligt tilfælde". Det har fået mig til at tænke på mig selv på en anden måde. Jeg er jo nok egentlig et særligt tilfælde. Jeg pjækkede det meste af min tid i folkeskolen, men fik alligevel tårnhøje standpunktskaratere. Jeg fik ikke rigtig forberedt mig på min 9. klasses eksamen, men endte alligevel med karakterer der var gode nok til at komme ind på Egå. Mit liv udformer sig altid til noget positivt, og jeg oplever ofte at mit liv bliver beriget med gode oplevelser, og fantastiske folk.

Jeg tænker tit, at jeg ikke fortjener det, men jeg er glad for at det er sådan. Jeg er glad for mit liv, og de mennesker der er i det. Jeg mangler intet, jeg kunne ikke bede om mere en det jeg har. Jeg værdsætter de ting jeg har, og jeg elsker de mennesker, der altid, uanset tid og sted, er villige til at smide alt hvad de har i deres hænder, for at komme og hjælpe mig, hvis jeg skulle have brug for det. Jeg er 17 år og lykkelig. Min fremtid ser særdeles god ud, og jeg glæder mig til at udforske den. 

Så mens jeg står og ryger uden for min opgang, og langsomt dræber mine lunger, er der til sidst kun én tanker tilbage i den strøm der før raserede: Jeg har det sgu godt.