Tro på det

Efter jeg er startet på Egaa Gymnasium, har jeg mange gange siddet og overvejet om jeg virkelig kan klare det. Klare hele tre år på gymnasiet. Jeg skal da være ærlig og sige at jeg også har haft overvejelser om at skifte til noget andet, men er så alligevel blevet af flere grunde. Jeg tænker ofte på om jeg er den eneste med den følelse. Er jeg ubegavet? Eller har andre det mon på samme måde? Jeg får ofte af vide fra min mor at jeg er klog osv. Men det tæller jo ikke, altså det er jo min mor. Hun er jo forpligtiget til at sige sådan noget til sine børn, men jeg takker bare og smiler. Det har min storesøster da også fået af vide i løbet af hendes skolegang, men forskellen er bare at min søster stort set altid har fået gode karaktere og masser af ros fra lærerne og mine forældre. I modsætning til mig, som ikke ligefrem har været mønstereleven i skolen. Men for at sige det lidt kort, så kan jeg godt føle at jeg nærmest lever i skyggen af min søster. Det kan godt være lidt hårdt til tider, da jeg føler at der er så meget at leve op til. Jeg kan huske i ottende klasse, da jeg var til skole-hjem samtaler, hvor en af mine lærere havde haft min søster to år før. Hun begyndte at sammenligne mig med min søster. Det var der jeg opdagede, at jeg ligesom havde noget at leve op til. Eller sådan følte jeg det i hvert fald. Siden da har det været en kamp for, at gøre det godt, men det kan være svært, når jeg har mange problemer med at koncentrere mig og har haft flere personlige problemer siden niende klasse. Når vi så også har mange lektier og afleveringer for, så hjælper det heller ikke ligefrem sagen. Jeg har det med at gå nemt i panik og bliver meget nemt stresset, men det er vel bare noget jeg skal træne lidt.

En anden ting der ligesom kan få min selvtillid ned eller få mig til at miste troen på at jeg kan klare det, er at min egen mormor har sagt, at hun ikke tror på, at jeg kan klare gymnasiet. Men så på den anden side kan det styrke min vilje til at gennemføre, da jeg har lyst til at modbevise hende og andre der kan være skeptiske overfor om jeg kan eller ej. Det hjælper selvfølgelig også at det er en god klasse jeg er kommet i, hvis jeg har det lidt træls en morgen og ikke har lyst til at snakke med nogen. Så kan jeg være sikker på at der ikke går mere end en halv til en hel time før jeg sidder og snakker med nogle fra klassen og griner og har det godt. Jeg glemmer helt at være sur, hvilket jo er en fin ting, som gør at jeg får en ny form for energi som siger mig at jeg nå skal klare det. Jeg skal bare tro på det. For jeg vil ikke skifte eller droppe ud, jeg har det sgu meget godt her. 

- Jonas