Er jeg ikke mere værd? - Kathrine blogindlæg

Er jeg ikke mere værd?

I denne uge havde jeg for første gang i det sidste år en ”normal” samtale med min kusine. Vores mange samtaler har det seneste år været fyldt med misforståelser, anklager og gennemgang af, mine bedsteforældre og forældres handlinger i foråret.

I foråret 2012, kun en uge før min brors konfirmation, gik min lille familie igennem nogle hårde episoder skabt af min fars side af familien. I korte træk, så valgte mine bedsteforældre at melde afbud til konfirmationen og afbryde al kontakt til mine forældre og delvist mig. Disse valg var blevet truffet på baggrund af antagelser, som mine bedsteforældre og kusine havde fået ud fra, for andre, normale handlinger fra mine forældre, og på baggrund af en række misforståelser. Mine forældre har aldrig gjort noget forkert i forhold til den side af familien, men blev som så mange andre gange syndebuk for andres forkerte opfattelser.

Jeg blev fravalgt af mennesker, jeg holdt mere af end noget andet. Jeg blev fravalgt på baggrund af handlinger, som ikke havde noget med mig at gøre. Det gør ondt. Jeg har det seneste års tid brugt meget tid på at sørger over tabet af mine bedsteforældre, som de mennesker jeg troede de var. Det de har gjort mod mig og min familie er uforglemmeligt og utilgiveligt. Jeg tænker derfor tit på, om jeg vil sørge den dag de ikke er her mere. Det tror jeg ikke, jeg vil. Det skræmmer mig, for er familien og blodets bånd ikke mere værd end det? Er de ikke mere værd for mig? Kan en handling være så grov, at den ikke kan tilgives? Og er jeg virkelig så ondt et menneske, at jeg ikke vil kunne fælde en tåre ved tabet af et familiemedlem?

Jeg har altid været meget tæt med min familie, især med dem på min fars side. Vi har lignet hinanden, delt mange synspunkter, holdninger og haft den samme opfattelse af mange ting. Familien er det, der betyder allermest for mig, og derfor rammer det også en ekstra hårdt, når man ikke er af mere betydning for dem man selv elskede. Men min historie er jo ikke ualmindelig. Rigtig mange mennesker, som jeg, taler ikke med et eller flere familiemedlemmer. Og det er jo egentligt lidt pudsigt, for i den ”normale” opfattelse af familiebånd, er det ikke forældrene der fravælger deres børn. I opfattelsen har forældre den ubetingede kærlighed. De er familiens klippe og dem man regner med. Men alligevel taler 10 % af den danske befolknings forældre ikke med deres voksne børn. Og det får mig til at tænke over en masse spørgsmål, som har familien ikke den samme betydning som tidligere, eller er venskaberne den familie vi dyrker? Og om man som familie så ikke burde være i stand til, at se bort fra hinandens fejl og tilgive hinandens dumheder? Er de menneskelige relationer til familien virkelig ikke mere værd? Og er jeg, som et individ i en familie, ikke mere værd?

Min kontakt med mine bedsteforældre og kusine ligger nu på et minimum. Min familiefølelse til dem er ikke ubetinget, der har aldrig været loyalitet og mine bedsteforældre har altid haft en facade på overfor mig og mine forældre. Jeg ville ønske, jeg kunne have ændret på tingenes gang, men hvorfor kæmpe for et familiebånd, som egentlig aldrig har eksisteret?

-       Kathrine