Hver dag når jeg kommer hjem fra
skole, bliver jeg mødt af strålende øjne, der afspejles af det smil der breder
sig fra øre til øre i min lillesøsters smukke ansigt, når hun få øje på mig
inde fra stuen. Så snart jeg har smidt tasken og jakken, får jeg et kæmpe knus
fuld af forventninger og håb.
Jeg elsker min lillesøster over alt på jorden, hun er alt, hvad jeg altid har ønsket og drømt om. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har tigget og bedt mine forældre, som lille, om at få en lillesøster. Gennem hele min barndom har jeg brugt mine dukker som lillesøstre, de har siddet med ved bordet, når vi har spist, jeg har leget med dem i flere timer, men det var bare ikke det samme, jeg ønskede mig en rigtig søster!
Nu da jeg har hende gør jeg ikke andet end, at svigte hende gang på gang.. Nå jeg kommer hjem fra skole spørger hun, som det første, ”skal vi lege!?” og uanset hvor meget jeg end gerne vil lege, ved jeg, at jeg har en masse lektier og afleveringer, som skal laves. Når lektierne er lavet er jeg så smadret, at jeg helst bare vil have lov til at tømme hovedet og ikke skulle koncentrere mig om, at opfinde alverdens barbie, bratz eller dukker senarier, der kunne udspille sig i en leg sammen med min søster, at jeg ofte må skuffe hende endnu en gang med et nej. Det er ikke, at jeg aldrig er sammen med hende, så ofte så muligt putter jeg hende, vi leger, ser en film sammen og jeg sørger altid for at komme til alle hendes arrangementer henne i hendes børnehave, men alligevel føler jeg ikke, at jeg er der nok!
Børnehave? Ja der kom den så.. Jeg er 17 år og er næsten færdig med mit første år på gymnasiet, og min lillesøster er 6 år og skal starte i 0. klasse efter sommerferien. Hermed er der altså 11 år imellem os. Måske er det dét der gør forskellen, vi er to helt forskellige steder i vores liv, jeg har en masse at forholde mig til mht. uddannelse, samtidig med at jeg prøver at være så social så mulig for at nyde min ungdom inden alt bliver for seriøst. Hun er ikke længere end til bekymringer om, hvordan man staver sit og andres navn og om ikke at vælte på cyklen uden støttehjul.
Vores forældre er ikke skilt og har fået et nyt barn med en ny partner, nej de har ikke kunne få flere børn før for 6 år siden, uanset hvor meget de eller jeg har ønsket det, derfor var det den bedste nyhed vi alle kunne få, da min mor blev gravid i 2006 og skulle føde til marts 2007!
Statistisk set er jeg enebarn, da sociologer og læger hævder, at søskende med 10+ år imellem hinanden, hver især er enebørn. De fleste mennesker jeg møder bliver ofte overrasket over, at vi har samme forældre, når vi har så stor aldersforskel! Jeg har endda oplevet, op til flere gange, at folk troede hun var min datter og ikke min søster.
Men uanset om jeg statistisk set er enebarn og vi er to helt forskellige steder i vores liv pga. vores store alders forskel, gør det mig ondt og giver mig dårlig samvittighed, når hun trist spørger ”Hvad skal man bruge en storesøster til, når hun alligevel ikke har tid til at lege med en?”
Har jeg svigtet? Hvor stor betydning har ansvaret for skolen/uddannelsen sat overfor ansvaret for din familie/søskende?
Jeg håber personligt, at vores søskendebånd kun vil blive stærkere med årene og at vi vil kunne bruge vores aldersforskel til en masse positivt, til at styrke vores søskendebånd, da jeg vil have 11 års mere livserfaring end hende at trække på og hermed kunne lære og råde hende til ikke at begå de samme fejl i livet som jeg. Jeg håber, at hun vil fortsætte med lade mig putte hende om aftenen og at hun vil blive ved med at føle sig tryg i mit selskab, så når hun bliver bange om natten, stadig kryber ind i min seng og ligger og holder mig i hånden resten af natten! At vi kan blive ved med, når jeg har tid, at se Disney film og klæde os ud, hoppe, synge og danse rundt sammen.
Hvorfor? Fordi jeg elsker hende af hele mit hjerte, over alt på jorden og hele vejen til månen og tilbage igen!
Jeg elsker min lillesøster over alt på jorden, hun er alt, hvad jeg altid har ønsket og drømt om. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har tigget og bedt mine forældre, som lille, om at få en lillesøster. Gennem hele min barndom har jeg brugt mine dukker som lillesøstre, de har siddet med ved bordet, når vi har spist, jeg har leget med dem i flere timer, men det var bare ikke det samme, jeg ønskede mig en rigtig søster!
Nu da jeg har hende gør jeg ikke andet end, at svigte hende gang på gang.. Nå jeg kommer hjem fra skole spørger hun, som det første, ”skal vi lege!?” og uanset hvor meget jeg end gerne vil lege, ved jeg, at jeg har en masse lektier og afleveringer, som skal laves. Når lektierne er lavet er jeg så smadret, at jeg helst bare vil have lov til at tømme hovedet og ikke skulle koncentrere mig om, at opfinde alverdens barbie, bratz eller dukker senarier, der kunne udspille sig i en leg sammen med min søster, at jeg ofte må skuffe hende endnu en gang med et nej. Det er ikke, at jeg aldrig er sammen med hende, så ofte så muligt putter jeg hende, vi leger, ser en film sammen og jeg sørger altid for at komme til alle hendes arrangementer henne i hendes børnehave, men alligevel føler jeg ikke, at jeg er der nok!
Børnehave? Ja der kom den så.. Jeg er 17 år og er næsten færdig med mit første år på gymnasiet, og min lillesøster er 6 år og skal starte i 0. klasse efter sommerferien. Hermed er der altså 11 år imellem os. Måske er det dét der gør forskellen, vi er to helt forskellige steder i vores liv, jeg har en masse at forholde mig til mht. uddannelse, samtidig med at jeg prøver at være så social så mulig for at nyde min ungdom inden alt bliver for seriøst. Hun er ikke længere end til bekymringer om, hvordan man staver sit og andres navn og om ikke at vælte på cyklen uden støttehjul.
Vores forældre er ikke skilt og har fået et nyt barn med en ny partner, nej de har ikke kunne få flere børn før for 6 år siden, uanset hvor meget de eller jeg har ønsket det, derfor var det den bedste nyhed vi alle kunne få, da min mor blev gravid i 2006 og skulle føde til marts 2007!
Statistisk set er jeg enebarn, da sociologer og læger hævder, at søskende med 10+ år imellem hinanden, hver især er enebørn. De fleste mennesker jeg møder bliver ofte overrasket over, at vi har samme forældre, når vi har så stor aldersforskel! Jeg har endda oplevet, op til flere gange, at folk troede hun var min datter og ikke min søster.
Men uanset om jeg statistisk set er enebarn og vi er to helt forskellige steder i vores liv pga. vores store alders forskel, gør det mig ondt og giver mig dårlig samvittighed, når hun trist spørger ”Hvad skal man bruge en storesøster til, når hun alligevel ikke har tid til at lege med en?”
Har jeg svigtet? Hvor stor betydning har ansvaret for skolen/uddannelsen sat overfor ansvaret for din familie/søskende?
Jeg håber personligt, at vores søskendebånd kun vil blive stærkere med årene og at vi vil kunne bruge vores aldersforskel til en masse positivt, til at styrke vores søskendebånd, da jeg vil have 11 års mere livserfaring end hende at trække på og hermed kunne lære og råde hende til ikke at begå de samme fejl i livet som jeg. Jeg håber, at hun vil fortsætte med lade mig putte hende om aftenen og at hun vil blive ved med at føle sig tryg i mit selskab, så når hun bliver bange om natten, stadig kryber ind i min seng og ligger og holder mig i hånden resten af natten! At vi kan blive ved med, når jeg har tid, at se Disney film og klæde os ud, hoppe, synge og danse rundt sammen.
Hvorfor? Fordi jeg elsker hende af hele mit hjerte, over alt på jorden og hele vejen til månen og tilbage igen!
-
Laura
Ingen kommentarer:
Send en kommentar