Forskellige levemåder

”Vi lever på en fattig måde.” Sådan siger en af Mexicanerne, der er på besøg på Egaa Gymnasium. I forbindelse med besøg fra Mexico har vi spurgt ind til, hvordan de ser på vores livsstil og omvendt. Her får vi at vide, at vores levemåde er meget anderledes end deres. Men da postulatet om, at vi lever fattigt kommer, kan jeg alligevel ikke lade være med at udbryde: ”whaaat?” For lever vi fattigt i Danmark? Det er bestemt ikke sådan, mit syn på os danskere er. Jeg spørger derfor ind til, hvad der menes, og han mener, at selvom vi tjener en masse penge, spenderer vi dem ikke i samme stil som i Mexico. Jeg tænker over, hvordan jeg dog skal overbevise ham om, at vi ikke lever fattigt. For selvom det bare er en antagelse, går det mig meget på, at vi anses som ”fattige.” Men egentlig kan han vel egentlig godt have en smule ret, i det han siger. For vi bruger ikke så stor del, af det vi tjener på sjov og ballade. Han er meget interesseret i, hvad der sker med alle vores penge, siden vi ikke bruger dem. Så spørger jeg ham om, hvor meget de betaler i skat; 15% lyder svaret. Jeg fortæller ham, at vi som minimum betaler 8% i et bidrag, og 37% i skat. Herefter bliver han uforstående, hvorfor betaler vi så meget? ”Fordi vi er en velfærdsstat.” Han kigger på mig, og spørger mig, om vi virkelig gør det frivilligt? Herefter må jeg grine, og selvom det virker en smule nedladende, må jeg svare, at selvfølgelig gør vi det frivillig. For hvorfor skulle vi ikke gøre det? For de penge får vi så meget tilbage. Vi får i det hele taget bare et samfund, som fungerer.

Før dette havde vi lige set filmen ”la zona,” hvor jeg blev ret chokeret over det skel mellem rig og fattig, som blev skildret i filmen. Så det første jeg spørger om, er hvorvidt forholdet mellem rig og fattig, er som i filmen, eller om det bare er det rene opspind. Jeg får fortalt, at det cirka passer. Jeg bliver endnu mere overrasket over det svar, for hvorfor vil man have en så stor forskel? Han siger også, at når mexicanerne får løn, bruger de det hele meget hurtigt.

Men hvorfor spenderer vi danskere så ikke resten af vores penge så hurtigt? De første 45% er væk på forhånd, men derfor har vi jo stadig 55%? Her i Danmark er befolkningen meget forsigtig omkring deres pengeforbrug. I stedet for at købe en ny bil, vil folk hellere have deres penge stående på højrentekonto i en bank. Faktisk er danskerne et af de folkefærd i verden med flest penge i banker, 800 mia. kr. står der tilsammen. Til sammenligning er Mexico på 27 mia. kr. I Danmark er der en masse ydelser, man kan få, hvis man har behov for det. I Mexico er der nærmest ingen. Pga. den lave skat i Mexico bliver forskellen på rig og fattig så stor. I Danmark er den langt mindre. I filmen ser man nogle fuldstændig nedslidte huse, og familier på over 10 mennesker klemt sammen i små huse. Så tænker jeg i hvert fald fattigdom. Men for mexicanerne er det åbenbart bare, sådan man lever. Vi ses som et fattigt samfund, fordi vi ikke bruger ret mange penge, ergo har vi ikke ret mange.  Så har vi en fattig levemåde, fordi vi ikke bruger alle vores penge på en gang? Måske er det forskellene i vores kulturer, som gør, at vi ser forskelligt på fattigdom. I Mexico er der en stor gruppe rige og en stor gruppe fattige. Mellemklassen er meget lille. Men de bruger alle størstedelen af deres penge hver måned. Meget får sparer op. Jo flere penge de kan bruge hurtigt, jo rigere er de. En ting er sikkert, jeg ville ikke bytte vores ”fattige levemåde” ud med et nedslidt hus og et stort forbrug af penge for at få en høj status.

-Mads

Stolthed

Stolthed

 Jeg har hele tiden vidst, hvad mit blogindlæg skulle handle om. Det skulle handle om stolthed, om at være stolt af sig selv og hvad man har været igennem. At stå op hver dag, se sig selv i spejlet og kunne klappe sig selv på skulderen, fordi man gang på gang klarede, hvad man ikke troede man var i stand til. Min mor er den person i verden som jeg ser allermest op til af alle. Min mor er 60 år, og ja det er unormalt at være på min alder og have en mor på 60 og en far på 65, men jeg ville ikke bytte det for noget i verden.  De år de er ældre end andres forældre, gør dem kun de år klogere på livet.
Begge mine forældre har været gift med andre inden de fandt sammen og fik mig. Min mor fandt hurtigt manden i sit liv. De havde det fantastisk sammen i starten, men gennem årene gik det mere og mere ned ad bakke. Han havde psykiske problemer, hvilket udviklede sig til at min mor stod med en alkoholiseret mand og 3 børn som langsomt mistede deres far. Hun forlod ham, og stod alene med børnene. Hun måtte også overbringe beskeden til dem, da deres far havde begået selvmord inden de overhovedet var flyttet hjemmefra. Hun opfostrede 3 børn helt alene og fik oven i købet formet 3 af de bedste mennesker jeg kender.  At have været igennem så enorm en prøvelse og stadig være det sødeste og mest omsorgsfulde menneske der findes på denne jord, er værd at være stolt af. Det er noget som hun har ført videre i mig, og noget som altid vil være et fast holdepunkt i min familie. Ligegyldigt hvad livet byder én, skal man ikke sætte sig ned og brokke sig, eller lade det ødelægge mulighederne for ens fremtid. Det ER allerede sket og det er der ingen der kan ændre på. I stedet skal man skabe glæde hvor den ikke er, være stolt og taknemmelig for det som det har lært én, og komme videre.
I sommers blev jeg truet med en kniv på mit arbejde under et røveri. Jeg forsøgte at ekspedere kunderne i køen lige efter det var sket, men begyndte hurtigt at ryste og derefter blev det bare værre. Morgenen efter mødte jeg ind på arbejde selvom psykologen havde vurderet at jeg måtte holde fri i en måned efter, for chokket ville først lægge sig efter nogle uger. Jeg mødte op morgenen efter for at bevise over for mig selv, at det er fuldstændig ligegyldigt hvad man tror man kan, det eneste der betyder noget er hvad man gør. Det har været en rød tråd gennem hele mit liv og alt jeg har været igennem. Gud giver de hårdeste kampe til de stærkeste, og alt der sker, har sine grunde. Ligesom der var en grund til at det var mig ud af de 15 ansatte, som blev udsat for røveriet der var det første nogensinde i Mejlby Brugs.
Der findes så mange mennesker som kan brokke sig i timevis over ting de er utilfredse med. Jeg håber de bliver klogere en dag, for alt den tid man bruger på at være utilfreds med sig selv og sit liv, er tid man kunne have brugt på at acceptere hvad der er sket og være glad.
Her forleden googlede jeg navnet Louise, og fandt ud af at det betyder ’den der aldrig giver op’
- og det er lige præcis hvad jeg aldrig har tænkt mig at gøre. Når jeg så en dag skal væk herfra, håber jeg at mit liv har været en rutsjebanetur hvor kursen hele tiden har været nedad. At jeg, ligegyldigt hvor langt nede jeg har været, hele tiden har nydt hvert sekund af turen ved tanken om at lige præcis dette øjeblik kun ville opleves én gang, og at turen en dag ville stoppe.

- Louise

”At rejse er at leve” – Matildes blogindlæg

Jeg elsker at rejse og det har jeg altid gjort. Lige siden jeg var lille, har jeg været med mine forældre rundt omkring i verden. Jeg har altid været vant til at rejse, da jeg har familie både i London, Canada og på de Vestindiske øer. Det har givet mig lysten til at komme ud og rejse noget mere og opleve forskellige kulturer.

”At rejse er at leve” – Det var sådan H.C Andersen skrev i ”mit livs eventyr” i 1844. Han elskede at rejse, og det gør jeg også. Det at komme ud for Danmarks grænser og få helt nye indtryk og oplevelser, er fantastisk. Man kan sætte sig ind i et fly, flyve få timer og derefter være i et andet land med en helt anden kultur end den vi har herhjemme. Det er fascinerende at vi er en del af den samme jord, men lever helt forskellige liv, har forskellige kulturer, traditioner og syn på verden.

Der findes mange forskellige måder at rejse på. Der er alt fra charterrejser i de varme lande til overlevelsesture i junglen. Da alle mennesker er forskellige, er det også forskelligt hvilke rejser vi fortrækker. Jeg fortrækker at rejse langt væk og gerne til et varmt sted. Kombinationen af strandliv og kultur, er det mest optimale for mig. Det fascinere mig at opleve kulturforskellene, men også bare generelt at observere menneskerne og deres liv. Jeg er vokset op i en familie, hvor det at rejse, er en vigtig ting. I min familie går vi op i at få nogle fede oplevelser sammen og det indebærer oftest at vi rejser. – og gerne langt væk. En af de rejser der har gjort mest indtryk på mig, har været en af rejserne til Thailand. Der fik jeg virkelig set kontrasterne mellem rig og fattig. Jeg oplevede både den rige turistkultur og de fattige der boede i træhytter og ikke havde råd til mad. Det at jeg har fået så mange oplevelser ved at rejse, gør at jeg selv vil prioritere at rejse en del i fremtiden. Den næste rejse jeg skal på starter i Dubai og slutter på Seychellerne, det glæder jeg mig til.

Uanset hvor meget jeg elsker at være ude og rejse og få en masse nye oplevelser, så føles det altid fantastisk at komme hjem igen. – Det er næsten uanset hvor fantastisk en rejse det har været. Du kommer nemlig hjem med en masse nye oplevelser og minder i baggagen. For ude er godt, men hjemme er bedst, ikke?

Det at rejse, betyder ikke nødvendigvis at man flytter sig fra sted-til-sted. Livet kan være en rejse i sig selv. Selvom hverdagen ikke altid føles som en rejse, så er det stadig en ”rejse i livet.” Hver dag er en ny dag med en masse nye oplevelser. Kroppen går igennem en rejse fra barn til voksen. Man udvikler sig hele tiden og udvikler en personlighed nemlig, dig selv. Der findes igen guide til livet, det er en rejse man selv skal ud på.

Jeg synes det er vigtigt at vi kommer ud og oplever nye ting og får nye oplevelser. Det gør at vi er med til at udvikle os som mennesker og gør os mere oplyste. Jeg ved i hvert fald at jeg ikke er færdig med at rejse, for det er en af de ting jeg elsker mest. Det at rejse, er noget jeg vil prioritere at gøre igennem hele mit liv. For at rejse er at leve, ikke?

-Matilde

Beyonce

I dag bliver det nævnt tusinde gange på nettet, og i aviserne. Dansk mand slog Beyonce i røven da hun gav koncert i Forum. Nogen ser ham som en stor idiot, andre ser ham som verdens heldigste mand. Efter uheldet fik hun også sat ham godt og grundigt på plads, hele salen syrede af en spændt ventende stemning på hvordan hun ville reagere. Og men de feministiske holdninger hun nu engang har, skulle hun nok fortælle ham at sådan behandler man ikke en rigtig dame, det fik hendes store, pumpede bodyguards også lige pointeret en ekstra gang, hvor han så også derefter blev eskorteret ud af bygningen. Heldige dreng. Hvordan kan hendes reaktion så bedømmes om den er rigtig eller forkert? Før i tiden handlede praktisk talt hele en kvindes liv om at gøre sig i stand for at finde den rette mand, og der havde sådan et lille klap været en fin gestus som kvinden sikkert var blevet vældig smigret over, hvordan kan Beyonce så reagere på en helt modsat måde? Hun er en sexet kvinde, der synger sexet sange, men når det misfortolkes, vil hun gerne vise hvad hun står for. Kvindeidealet har også været skrøbeligt igennem årene. Vi er gået fra at være mændenes pyntedukker, til Rødstrømperne der kæmpede fra vores rettigheder, til nu at ville have folk skal se på os som ligemænd med mænd. Derfor pirrer det denne viljestærke kvinde at en mand skal få hende til at føle sig lille og underdanig. Og når man også oven i købet stor som en rollemodel for sit eget barn, som er lidt kontroversielt når man står og vrikker sin numse på en scene i en minikjole. Men når alt kommer til alt skal kvinder behandles pænt, for den mand havde forhåbentlig ikke selv brudt sig om hvis nogen klappede hans mor i numsen.
- Katja

Svigt?

Hver dag når jeg kommer hjem fra skole, bliver jeg mødt af strålende øjne, der afspejles af det smil der breder sig fra øre til øre i min lillesøsters smukke ansigt, når hun få øje på mig inde fra stuen. Så snart jeg har smidt tasken og jakken, får jeg et kæmpe knus fuld af forventninger og håb.
Jeg elsker min lillesøster over alt på jorden, hun er alt, hvad jeg altid har ønsket og drømt om. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har tigget og bedt mine forældre, som lille, om at få en lillesøster. Gennem hele min barndom har jeg brugt mine dukker som lillesøstre, de har siddet med ved bordet, når vi har spist, jeg har leget med dem i flere timer, men det var bare ikke det samme, jeg ønskede mig en rigtig søster!
Nu da jeg har hende gør jeg ikke andet end, at svigte hende gang på gang.. Nå jeg kommer hjem fra skole spørger hun, som det første, ”skal vi lege!?” og uanset hvor meget jeg end gerne vil lege, ved jeg, at jeg har en masse lektier og afleveringer, som skal laves. Når lektierne er lavet er jeg så smadret, at jeg helst bare vil have lov til at tømme hovedet og ikke skulle koncentrere mig om, at opfinde alverdens barbie, bratz eller dukker senarier, der kunne udspille sig i en leg sammen med min søster, at jeg ofte må skuffe hende endnu en gang med et nej. Det er ikke, at jeg aldrig er sammen med hende, så ofte så muligt putter jeg hende, vi leger, ser en film sammen og jeg sørger altid for at komme til alle hendes arrangementer henne i hendes børnehave, men alligevel føler jeg ikke, at jeg er der nok!
Børnehave? Ja der kom den så.. Jeg er 17 år og er næsten færdig med mit første år på gymnasiet, og min lillesøster er 6 år og skal starte i 0. klasse efter sommerferien. Hermed er der altså 11 år imellem os. Måske er det dét der gør forskellen, vi er to helt forskellige steder i vores liv, jeg har en masse at forholde mig til mht. uddannelse, samtidig med at jeg prøver at være så social så mulig for at nyde min ungdom inden alt bliver for seriøst. Hun er ikke længere end til bekymringer om, hvordan man staver sit og andres navn og om ikke at vælte på cyklen uden støttehjul.
Vores forældre er ikke skilt og har fået et nyt barn med en ny partner, nej de har ikke kunne få flere børn før for 6 år siden, uanset hvor meget de eller jeg har ønsket det, derfor var det den bedste nyhed vi alle kunne få, da min mor blev gravid i 2006 og skulle føde til marts 2007!
Statistisk set er jeg enebarn, da sociologer og læger hævder, at søskende med 10+ år imellem hinanden, hver især er enebørn. De fleste mennesker jeg møder bliver ofte overrasket over, at vi har samme forældre, når vi har så stor aldersforskel! Jeg har endda oplevet, op til flere gange, at folk troede hun var min datter og ikke min søster.
Men uanset om jeg statistisk set er enebarn og vi er to helt forskellige steder i vores liv pga. vores store alders forskel, gør det mig ondt og giver mig dårlig samvittighed, når hun trist spørger ”Hvad skal man bruge en storesøster til, når hun alligevel ikke har tid til at lege med en?”
Har jeg svigtet? Hvor stor betydning har ansvaret for skolen/uddannelsen sat overfor ansvaret for din familie/søskende?
Jeg håber personligt, at vores søskendebånd kun vil blive stærkere med årene og at vi vil kunne bruge vores aldersforskel til en masse positivt, til at styrke vores søskendebånd, da jeg vil have 11 års mere livserfaring end hende at trække på og hermed kunne lære og råde hende til ikke at begå de samme fejl i livet som jeg. Jeg håber, at hun vil fortsætte med lade mig putte hende om aftenen og at hun vil blive ved med at føle sig tryg i mit selskab, så når hun bliver bange om natten, stadig kryber ind i min seng og ligger og holder mig i hånden resten af natten! At vi kan blive ved med, når jeg har tid, at se Disney film og klæde os ud, hoppe, synge og danse rundt sammen.
Hvorfor? Fordi jeg elsker hende af hele mit hjerte, over alt på jorden og hele vejen til månen og tilbage igen!

-          Laura