Det bødes der for - Martin Andersen Nexø

Utroskab, skilsmisse og kærlighed. Mange mennesker kan relatere til disse temaer, specielt i de senere år, hvor skilsmisse er blevet meget normalt. Martin Andersen Nexøs roman, ”Det bødes der for”, omhandler disse temaer, i form af en livshistorie af en ældre mand som bor ude i en skov. Man får ikke noget navn på manden og man ved ikke rigtig noget om ham. Kun at de fleste kan lide ham, specielt et ungt par, som ofte besøger ham og han bliver endda betragtet som deres far. Han har en bestemt rute han går hver eneste dag, uanset vejret. Han går ned til et lille sort vandhul og tilbringer nogle timer der. Man forstår senere i bogen betydningen af dette vandhul. Men en sommer dør den gamle mand, han efterlader et testamente til det unge par, og et brev. Bogen er derfor (udover en lille indledning) et brev på 143 sider til parret. I dette brev forklarer han om sit liv, fra barn til voksen. Første del af bogen handler om hans barndom, anden del handler om kærlighed.

Den gamle mand er vokset op i en velhavende familie da hans far var en højtstående embedsmand. I huset havde de tjenestepiger, barnepiger og en læreinde som underviste ham derhjemme. Han havde dog ikke rigtig nogle venner, men sad ofte og kiggede ud på de fattige børn, som legede udenfor. Den eneste han betragtede som en ven var Gamle Stine, som var mor til tjenestepigerne, hun kom også ofte på besøg. Men udover det var han meget ensom som barn, da han heller ikke havde nogle søskende. Man finder hurtigt ud af hvilken type faren er, han ville ikke have grimme tjenestepiger og sagde at det burde forbydes grimme mennesker at have kærester. Hans velgørenhedsarbejde var heller ikke en ærlig sag, han brugte pengene på sine elskerinder. Men trods dette, støttede sønnen ham altid og beundrede ham utrolig meget, mest af alt fordi han ikke forstod det.

Moren blev syg og det tog hårdt på faren og det førte til skilsmisse. Drengen fik valget mellem at bo hos sin far eller mor og valgte selvfølgelig sin far. Hans far fik en ny kone, Fru Bloch, eller Den Fede, som drengen omtalte hende, dog ikke direkte til hende. Han kunne ikke lide hende, trods det at hun var meget kærlig overfor ham. Farens opførsel ændrede sig, han slog sønnen og låste ham inde i et skab. Dette ændrede hans opfattelse af sin far fuldstændigt. Da han blev 16 år, forstod han hvad der var sket og kunne ikke holde ud at bo hos sin far og Den Fede, han opsøgte sin mor og hun blev vældig glad for at se ham. Hun forkælede ham meget, men han var ikke så rørt af det, mest fordi han var i den alder, hvor man mest skammede sig over sine følelser. Hun havde ændret sig meget. Hun var ikke længere tilbageholdende og stille. Gamle Stine besøgte dem stadig ofte og sønnen besøgte også Gamle Stine. Han holdt af hende, både på grund af at hun var utrolig sød mod hans mor, nu hvor han ikke selv var så sød ved hende. Men også fordi hun var den eneste ven han havde som barn og hun pakkede ikke tingene ind når hun fortalte noget. Han var også lettere fascineret af hende i og med at hun var fattig, da det var så langt fra hvad han kendte. Hun boede i en lille kælder, med sine børn, i den gamle del af byen.

En dag kom faren hjem til moren og ville være sammen med hende igen, men hun afviste ham og han begik selvmord. Moren døde også derefter. Herefter begynder anden del om kærlighed. Denne del er dog ikke nære så lang som første del. Den strækker sig kun over to somre. Han møder en pige ved navn Inger, som han forelsker sig i og han finder ud af at hun bor på en gård som han havde besøgt som lille. Det var hans onkel og tantes gård. Besøget havde gjort et stort indtryk på ham, da det var første gang han var rigtig ude i naturen. Ham og Inger blev kærester og mødtes ofte ved et bestemt vandhul. De havde det godt og var ofte sammen. Men en aften da han skulle have hentet hende ved en færge, så dukkede han ikke op, men var istedet utro. Mens de sad ved vandhullet, fandt hun ud af at han var hende utro. Hun gik fra ham men han fulgte efter, men opgav. Om aftenen fik han besked om at hun stadig ikke var kommet hjem. Han ledte  hele natten og natten efter den. Til sidst fandt han hende, druknet i vandhullet.

Det jeg synes gør bogen så god, er at den er utrolig spændende. Man tænker hele tiden på, hvad det er han bøder for. Hele historien igennem er der ikke noget, som er slemt nok til at han skulle bøde for det. Først på de sidste sider finder man ud af hvad det er der bødes for. Når man så finder ud af det, er det faktisk en rørende historie. Han lever resten af sit liv, med dårlig samvittighed og skam over hvad der er sket. Han bruger 50 år på at bøde for hvad han har gjort. Jeg tror også mange, på visse områder kan relatere til temaerne i teksten. Mange har gjort ting man fortryder, måske ikke i samme grad som i historien, men derfor kan man stadig sætte sig ind i hans sted. Man får lidt følelsen af, at han forsøger at flygte fra sin skæbne, som er at blive som sin far. Men den indhenter ham til sidst, hvilket resulterer i at han lever resten af livet med dårlig samvittighed.

Den er også et glimrende eksempel på Martin Andersen Nexøs mentalitet. Han mener at mænd ofte er styret af lyster og er på den måde mere egoistiske, mens kvinder er modsatte. Den passer derudover også godt ind i Det Folkelige Gennembrud da han også belyser problemerne som de fattige har og kontrasten mellem de rige og fattige. Dog handler det mest om mændene imod kvinderne. I hans barndom var det hans mor, der sørgede for familien, da hans far var alkoholiker. Jeg tror dette har haft stor indlydelse på hans syn på mænd og kvinder. Hvilket også kommer til udtryk i denne bog.

Jeg giver bogen 5 ud af 6 stjerner. Den er nem at forstå, nem at følge med i, men er dog meget spændende. Derudover er den også flot skrevet og naturen er beskrevet flot og detaljeret. Den fanger hurtigt læseren og på grund af at man gerne vil høre hvad han bøder for, så bliver man ved med at læse. Derudover kan mange nok relatere til den, hvilket jeg synes er et stort plus. 

- Jonas 

Katjas blogindlæg

Tragiske kærlighedsforhold er ikke noget nyt. Selvom man dagligt hører om det ene skandaløse forhold efter det andet. Endnu en mand der er gået fra sin kone og børn for at være sammen med en 20 år yngre kvinde osv. Louise Østergaard, Yahya Hassans tidligere kontaktperson har nu udgivet en bog der fortæller om hendes liv med en 22 år yngre elsker og hvordan hendes familie viderefølgende vendte hende ryggen.  Hvis man går lang tid tilbage i historien kan man også finde eksempler på skandaløse forhold, Christian d. 7’s kone, Caroline Mathilde indførte et seksuelt forhold til hendes mands private læge og rådgiver, hvilket førte til at han fik hugget hoved af. Langt mindre voldsomt var dog Herman Bangs noveller, men han skildrede ofte unge kvinders tragiske skæbner, med hjertesorger og ulykkelige forhold. Han havde lettere ved at identificere sig med kvinder og deres længsel efter kærlighed og lyst. Hans egen homoseksualitet var nemlig set som noget sygt, og urent på denne tid. Han kunne få sine lyster og sorger udtrykt på papir ved hjælp af en kvindeskikkelse. I Herman Bangs ”Ludvigsbakke” er det også en kvindelig karakters liv vi følger. Den unge godhjertede sygeplejerske Ida Brandt ser tilbage på hendes muntre barndom i et herregårdsmiljø omkring Horsens. Da hendes far og mor efterfølgende dør, arver Ida en stor sum penge og flytter til København hvor hun kommer i arbejde på Kommunehospitalet. Hun er omgivet af kvindelige arbejder der ikke værdsætter hende, fordi hun ikke har behov for at arbejde i modsætning til dem. Da hun igen møder Karl von Eichbuam hun voksede op med, hvis familie ejede gården Ludvigbakke, forelsker de sig trods deres skepsis. Karl er en doven fyr, der stadig bor hjemme ved sin mor, der ikke tager sig af at passe sit arbejde, men derimod er fint tilfreds med at være i det højere københavnske borgerskab. Ida er opdraget med hård hånd, og en mor der brugte al tid og energi på at være en eksemplarisk kone og husmor. Trods de tos forskelligheder, finder de et fast holdepunkt i deres fælles, trygge barndom. Ida drømmer om at stifte familie og slå sig ned, men Karl er i tvivl. Karls mor, Fru von Eichbuam er heller ikke begejstret for hendes søns valg, da hun ser en yngre kvinde, Kate mere passede til ham da hendes familie er fin og fornem med en god omgangskreds. Karl giver efter for sin mor og begynder at ride med Kate. Ida bliver fortvivlet og hendes personlighed visner langsomt. Bogens sidste scene foregår hos Fru von Eichbaum der var inviteret til middag. Ida bliver ikke langt mærke til og fruen ender med at sætte hende til at servere for selskabet, for det er hendes rette plads i samfundet ifølge Fru von Eichbaum. På trods af at Ida tjener penge og køber egen lejlighed bliver hun ikke anerkendt af det højere borgerskab da hun ikke har den rigtige titel. Historien skildrer en kvindeskæbne der ikke kan finde sig til rette i datidens samfund. Hun bliver hverken anerkendt af arbejderklassen eller overklassen. Hun forelsker sig i en mand da hun har håb og drømme om at stifte en familie da andet ikke var acceptabelt. En selvstændig kvinde var ikke attraktivt for mænd, da det var en samfundsnorm at manden skulle forsørge. Bogen bliver spændende af Herman Bangs uddybende og legende sprog, han er dygtig til at antyde ting uden direkte at fortælle det ene eller det andet. Han lader læseren selv tolke på handlingen. Den kvindelige hovedpersons skæbne er forfærdelig og man lever sig ind i alle hendes følelser om de mennesker omkring hende og samfundet. Bogen er dog også til tider svær at holde styr i, da der ofte springes i tid og man følger forskellige personer. Der er også utallige karakterer at holde styr på fra både Idas barndom og voksenliv. Men Herman Bangs budskab om en pige der ikke føler sig tilpas i samfundet står klokkeklart og bogen er helt klart værd at læse hvis man har lyst til et indblik i en anden tid, hvor kvinders skæbner var aldeles anderledes end nu.

Minder af Henrik Pontoppidan

De fleste mennesker kender til følelsen af at ville være barn på ny. Dengang var alting bedre, sjovere, nyere og mere spændende. Tingene var større og man havde intet ansvar eller forpligtelser. De fleste mennsker har en tendens til at forgylde deres barndomsminder.
Når man tændte TV'et var det for at se børnetime eller tegnefilm. Idag kan man stort set ikke tænde TV'et uden at komme forbi en reality-serie. Sladrebladendes forsider tirrer vores nysgerrighed, ved at fortælle udsnit af de kendtes liv. På facebook har vi mulighed for at være hemmelige observatører af venners liv. I TV kan vi bl.a. lade os rive med af Paradise, Big Brother, For Lækker til Love og Robinson. Det er idag muligt at leve sig fuldstændig ind i andres liv og følge dem igennem skærmen, der fungere som et lille vindue ind til andres liv.
Når man sidder og ser TV-serier kan man endda leve sig så meget ind i den, at man føler at ens eget liv bliver tomt når den så stopper. Så må man finde på noget nyt at lave, ja til at leve sit eget liv.

Minder af Henrik Pontoppidan portrætere netop disse to fænomener: de forgyldte barndomsminder, samt smerten ved realisering af, at de måske ikke var så gyldne endda. For hvis man virkelig tænker tilbage er selv ikke barndommen uden smerter.
Derudover realiseringen af, at man ikke kan leve igenne minderne, og specielt ikke minderne af andres liv.
Minder handler om den (næsten) navneløse fortæller, der vender tilbage til sin fødeby Randers. Den handler om kontrasterne imellem det moderne gennembrud, han er en del af i den nutidige fortælling, og barndomsminderne, der for ham, nærmest føles som en middelalderlig tid. Han reflektere ved hjælp af forandringerne der er sket i samfundet over fortiden, og de begyndende forandringer han oplevede dengang. Igennem en række betragtninger og minder om en række karakterer fra sin barndom begynder hans jagt: Han vil finde ud af hvad der hændte hans første kærlighed Eleonora. I starten kan han knap huske hendes navn, men igennem bogen udvikler hans tågede minde sig til en nysgerrighed og derefter en besættelse, for at finde ud af hvad der hændte hende, før hendes alt for tidlige død. Ved at besøge gamle steder og personer rundt om i Randers, får han efterhånden stykket sammen, ved hjælp af andres input, hans minder, samt en smule fantasi, hvad der skete med den smukke pige, han havde længtes efter i hans unge år. Hovedpersonen fungere som en observatør i Eleonoras, hendes "bejlere" den klamme pukkelryggede Adjunkt Hammer og den smukke Ritmester V. Mohrhofs liv.
Han mindeds den smukke Eleonoras lykke da hun imod samfundets normer var sammen med sin fætter, og hvordan hun efter dennes afrejse aldrig blev glad igen. Han husker hendes problemer med at gøre folk vrede eller kede af det, og hvordan hun på denne måde hverken kunne afslå adjunkens eller ritmesterens frieri, og til sidst måtte drukne sig, da det blev for meget for hende. Selv når han i sidste ende til en indsigt i sit eget liv: at han må til at leve det, frem for at dvæle ved minder om andres.

Bogen er godt skrevet, med nogle smukke og nogen gange lidt for fyldestgørende beskrivelser af mennekser og omgivelser, som egentlig helt tager fokus fra handlingen i bogen. Bogen har en dysterhed over sig, da  fortælleren gang på gang må indse at hans barndom og det han huskede fra den, indeholder langt mere dystre aspekter, end han først kunne erindre. Hans hjemvenden er ikke det glade gensyn han havde håbet på. Den var derudover en smule svær for mig at komme igennem, da man skulle holde fokus, hvorgang forfatteren kaster sig ud i disse lange beskrivelser.
Man skal læse den, hvis man øsnker et indblik i, hvordan det er at komme tilbage til noget, efter langt tids fravær, hvor der er sket så store forandringer, som i det moderne gennembrud og hvis man kan lide en ulykkelig kærlighedshistorie. Bogen har relevans hvis man tolker den som en opvågning: den er en påmindelse om at man skal leve mans man lever frem for at færdes med fortidens skygger.
Jeg giver den 3 stjerne

- Ina