Når man tændte TV'et var det for at se børnetime eller tegnefilm. Idag kan man stort set ikke tænde TV'et uden at komme forbi en reality-serie. Sladrebladendes forsider tirrer vores nysgerrighed, ved at fortælle udsnit af de kendtes liv. På facebook har vi mulighed for at være hemmelige observatører af venners liv. I TV kan vi bl.a. lade os rive med af Paradise, Big Brother, For Lækker til Love og Robinson. Det er idag muligt at leve sig fuldstændig ind i andres liv og følge dem igennem skærmen, der fungere som et lille vindue ind til andres liv.
Når man sidder og ser TV-serier kan man endda leve sig så meget ind i den, at man føler at ens eget liv bliver tomt når den så stopper. Så må man finde på noget nyt at lave, ja til at leve sit eget liv.
Minder af Henrik Pontoppidan portrætere netop disse to fænomener: de forgyldte barndomsminder, samt smerten ved realisering af, at de måske ikke var så gyldne endda. For hvis man virkelig tænker tilbage er selv ikke barndommen uden smerter.
Derudover realiseringen af, at man ikke kan leve igenne minderne, og specielt ikke minderne af andres liv.
Minder handler om den (næsten) navneløse fortæller, der vender tilbage til sin fødeby Randers. Den handler om kontrasterne imellem det moderne gennembrud, han er en del af i den nutidige fortælling, og barndomsminderne, der for ham, nærmest føles som en middelalderlig tid. Han reflektere ved hjælp af forandringerne der er sket i samfundet over fortiden, og de begyndende forandringer han oplevede dengang. Igennem en række betragtninger og minder om en række karakterer fra sin barndom begynder hans jagt: Han vil finde ud af hvad der hændte hans første kærlighed Eleonora. I starten kan han knap huske hendes navn, men igennem bogen udvikler hans tågede minde sig til en nysgerrighed og derefter en besættelse, for at finde ud af hvad der hændte hende, før hendes alt for tidlige død. Ved at besøge gamle steder og personer rundt om i Randers, får han efterhånden stykket sammen, ved hjælp af andres input, hans minder, samt en smule fantasi, hvad der skete med den smukke pige, han havde længtes efter i hans unge år. Hovedpersonen fungere som en observatør i Eleonoras, hendes "bejlere" den klamme pukkelryggede Adjunkt Hammer og den smukke Ritmester V. Mohrhofs liv.
Han mindeds den smukke Eleonoras lykke da hun imod samfundets normer var sammen med sin fætter, og hvordan hun efter dennes afrejse aldrig blev glad igen. Han husker hendes problemer med at gøre folk vrede eller kede af det, og hvordan hun på denne måde hverken kunne afslå adjunkens eller ritmesterens frieri, og til sidst måtte drukne sig, da det blev for meget for hende. Selv når han i sidste ende til en indsigt i sit eget liv: at han må til at leve det, frem for at dvæle ved minder om andres.
Bogen er godt skrevet, med nogle smukke og nogen gange lidt for fyldestgørende beskrivelser af mennekser og omgivelser, som egentlig helt tager fokus fra handlingen i bogen. Bogen har en dysterhed over sig, da fortælleren gang på gang må indse at hans barndom og det han huskede fra den, indeholder langt mere dystre aspekter, end han først kunne erindre. Hans hjemvenden er ikke det glade gensyn han havde håbet på. Den var derudover en smule svær for mig at komme igennem, da man skulle holde fokus, hvorgang forfatteren kaster sig ud i disse lange beskrivelser.
Man skal læse den, hvis man øsnker et indblik i, hvordan det er at komme tilbage til noget, efter langt tids fravær, hvor der er sket så store forandringer, som i det moderne gennembrud og hvis man kan lide en ulykkelig kærlighedshistorie. Bogen har relevans hvis man tolker den som en opvågning: den er en påmindelse om at man skal leve mans man lever frem for at færdes med fortidens skygger.
Jeg giver den 3 stjerne
- Ina
Ingen kommentarer:
Send en kommentar