"Labyrinten" af Jens Baggesen

"At rejse er at leve" sagde H.C.Andersen engang. Så sandt, som det er sagt, elsker vi nu til dags, at rejse. Vi rejser når vi kan, og for de fleste handler det om, at slippe for det danske gråvejr og opleve noget nyt. For Jens Baggesen i hans værk, "Labyrinten" er der ét mål med rejsen, hvilket er at han skal på ophold på et såkaldt "Sundheds-Tempel", da han er syg.
Han er en type, som lever en dag af gangen, og tager det, som det kommer. Det kan man ikke, lige frem sige om nutidens menneske. Vi planlægger langt ud i fremtiden, og er vant til at skulle organisere vores gøremål, og planer langt frem, for at alt skal kunne passe.
Hvis jeg skulle sammeligne ham med nutiden, ville jeg sige, at han minder om en af de mange unge, som tager et sabbatår for at rejse, og leve som man har lyst.
Selvom han lever fra dag til dag, er der nogle enkelte steder i bogen, hvor han stopper op, og tænker over, hvad han har nået, og hvad der nu skal ske.
Når man kigger på de første sider i bogen, virker det som at hele rejsen er planlagt, da der er en indholdsfortegnelse over hvilke byer, han kommer til gennem bogen.
Derudover er bogen inddelt i 2 dele, som er udgivet i henholdsvis 1792 og 1793. Selv var Jens Baggesen på rejsen i 1789, hvor han har skrevet dagbog, og beretninger fra rejsen, som senere blev til "Labyrinten". Bogen er på 342 sider, hvor der derudover er en efterskift, skrevet af Torben Brostrøm.

Denne bog er oplagt at læse, hvis man vil læse en rejseerindring, som er blandet med Jens Baggesens egne meninger og oplevelser af byerne, og menneskerne der hører til dem. Den er godt skrevet, ment at den er fyldt med detaljer og oplevelser, hvor læseren bliver trukket ind i handlingen.
Helt forrest i bogen er der en forerindring, også skrevet af Jens Baggesen, hvor han gør det meget klart, at bogen selvfølgelig er til for jeg'et, ham selv, men det bliver tydeliggjort, at den også er til for læseren. Han skriver, at han ønsker, at historien eller rejsen bliver "malet" for læseren under læsningen. Nemlig at læseren skal have en en god oplevelse ud af bogen.
Dog skal man tage de gode briller på, når man begiver sig igang med læsningen af "Labyrinten", da den er skrevet i 1792/93. Det bærer den i høj grad præg af, fordi at sproget er gammelt dansk, og til tider skal nogle steder, læses en gang mere for at få handlingen med.

Alt i alt handler bogen om at rejse, og om hvordan livet generelt er en rejse, som ingen har planlagt ud i fremtiden. Det er en af de ting, som vi som mennesker ikke selv har kontrol over.
Livet kan ændre sig på et sekund, og vi ved aldrig hvornår det er slut. En af de ting, som jeg tror at Jens Baggesen ville sige med denne bog, er at man skal leve hver dag fuldt ud. Gennem hele bogen har han travlt, og hvor end han befinder sig, er han hele tiden beskæftiget.
Derfor handler bogen, om at gøre de ting man har lyst til i livet, for man ved aldrig hvornår det ender.
Titlen "Labyrinten" har også en betydning i, at i en labyrint kan man fare vildt, ligesom i livet. Man ved aldrig helt hvilken vej man vil gå, men man finder altid frem til enden.

3 ud af 6 stjerner:

Martin Andersen Nexø - Pelle Erobreren - Barndom

Har vi ikke allesammen drømt om at erobre verden på et eller andet tidspunkt? Det må vi, da næsten have gjort som børn. Måske endda gør vi det endnu, fordi vi er trætte af et eller andet, som der er sket. Det kan bare ikke rigtig lade sig gøre desværre. I Pelle Erobreren - Barndom får Pelle de samme planer, da han til sidst vil drage ud i verden og gøre noget med hans liv og dermed bryde den sociale arv. Han vil væk fra sit fattige liv og ud i verden.
Martin Andersen Nexøs første del af Pelle Erobreren skildrer historien om 8-årige Pelle, der kommer til Bornholm fra Sverige sammen med sin far Lasse. På Bornholm håber de på at få arbejde på en gård et eller andet sted, så de kan tjene nogle penge. De får til alt held arbejde på Stensgården under proprietæren Kongstrup, der styrer stedet med hård hånd. Herfra handler det om Pelles opvækst på Stensgården. Pelle kommer fra fattige kår, men alligevel drømmer han om, at erobrer verden en skønne dag.
Romanen er på lidt over 200 sider og består af 24 kapitler, der alle er i forlængelse med hinanden, så man kan ikke rigtig gå fra bogen i længere tid. Man skal helst læse den med højest en dags mellemrum, da man ellers ikke rigtig kan følge med i handlingen Den er dog i skrevet i et lidt gammeldags sprog, da den er udkommet i 1906, så man skal lige anstrenge sig lidt for at forstå hvad der står nogen gange. Borgen indeholder på samme tid også mange beskrivelser, så man skal lige hænge godt i, hvis man ikke skal miste forståelsen for hvad der foregår.
Den er rigtig god at læse, hvis man vil have et indblik i hvordan det var, at være fattig i 1800-tallet og hvordan tjenestefolk på gårdene havde det dengang. På samme tid handler den også starten på en lille drengs udvikling fra et lille uskyldigt barn til et mere ansvarsfuld individ. Så bogens tema, som det fremkommer af titlen er barndom. Nexø som selv kommer fra en fattig familie vil også tematisere, som førnævnt hvordan det var at være fattig i 1800-tallet. Dette sætter han fokus på ved at fortælle om hvordan det fungerede på Stensgården, det var hieraki. Proprietæren er øverst og så kom tjenestefolkene og tyendet. Vilkårene er heller ikke i orden, Pelle og Lasse må f.eks. sove i kostalden, de får ikke ordentligt mad og de skal holde sig nede i køkkenet og spise.
Du skal læse bogen hvis du er interesseret i en historie om en lille drengs anstregelser for at blive klogere på livet og hans udvikling fra en vaskeægte bonderøv til en med mere mod på livet.
Alt i alt synes jeg, at bogen var god og meget sigende. Min vurdering er 4 stjerner ud af 6.

Herman Bang - "Haabløse Slægter"

"Du skal bevise, at du er noget", "Gør dine forældre stolte" og andre lignende mantraer er der mange der kan identificere sig med. Selvom der i dagens Danmark ikke er så stort fokus på, at man skal følge i sine forældres fodspor, er der stadig stort pres på, når man skal finde ud af, hvad man vil med sit liv. Unge i dag oplever ofte et pres, når de for eksempel skal vælge uddannelse, fordi der i høj grad bliver lagt vægt på, at vi skal skynde os at få en uddannelse. For nogle kan dette pres være for stort. Selv kan jeg nogle gange føle det som om jeg er ved at bukke under for presset.
     Håbløshed, degenerering og forfald er tematikker der benhårdt bliver slået an i Herman Bangs "Haabløse slægter" fra 1880. Selvom det ikke er helt de samme vilkår, bliver hovedpersonen William Høg i denne roman udsat for et stort pres, da han er den eneste tilbage fra sin slægt, og det er op til ham at redde den. Altså bliver han nødt til at gøre noget stort og fantastisk med sit liv, ellers går slægten helt tabt. Men det viser sig, at være mere nervepirrende, modstridende og håbløst end som sådan. For skal han gå den vej der er bedst for familien, eller skal han satse alt på hans drøm om at blive skuespiller, selvom chancen for at fejle er stor? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad jeg selv ville gøre, og helt ærligt synes jeg selv, det er et svært spørgsmål. Det er ikke så lidt, William Høg bliver udsat for. Når han samtidig har en far der er psykisk syg, og en mor der dør forholdsvis tidligt i hans opvækst, kommer hans indre strid til at præge ham enormt meget. Når jeg nu sidder her i 2013, er det måske svært at relatere til, for kan jeg i virkeligheden bruge det her til noget?
     Romanen er ca. 370 sider lang, inddelt i 3 bøger og forholdsvis svær at læse. Den er på en måde en selvbiografi, fordi bogen faktisk er baseret på forfatterens liv. Man kan sige, at den i hvert fald ikke er for nybegyndere, og man bliver nødt til at sætte sig ind i sproget, for ordentligt at forstå, hvad den handler om. Det at det er en kronologisk historie, gør det dog lidt nemmere at følge historien.
     Men hvad kan vi bruge den til? Kan man overhovedet bruge den her bog til noget som helst? Meget af bogen består af hovedpersonens indre tanker, der kan være svære at finde rundt i, hvis man i forvejen finder sproget svært. Men alligevel formår Bang at formidle sine tanker på en beundringsværdig måde. Hvis vi tager bogen ind i en nutidig kontekst, er den måde den er skrevet på ikke særlig kontroversiel. Men i 1880'ernes Danmark var det helt uacceptabelt. Der er for eksempel nogle ret seksuelle scener i bogen, som man dengang anså for "usædelige", og bogen blev derfor i første omgang beslaglagt. Hvis man skulle prøve at forstå det idag, kan man sige at det er ligesom hvis der var en der udgav en bog om voldtægt. Jeg ved godt det lyder banalt og voldsomt, men det var sådan det var.
     Måske er det én ting, man kan bruge bogen til. Bang var banebrydende og kontroversiel, men han viste bare sin egen verden som han mente at den var.
    Er det her en god bog til hyggelæsning en regnfuld fredag aften? For de flestes vedkommende, er svaret nej. Men er det en bog der kan lære os en hel masse om livet generelt, og om status ved at være en del af en berømt slægt i 1800-tallet? JA! Så hvis det er det, man gerne vil have svar på, vil jeg helt klart anbefale bogen.

5 ud af 6 stjerner.

H. C. Andersen - Billedbog uden billeder

Vi har alle oplevet, at tage os selv i at sidde og dagdrømme. Om en det er i skolen, bussen eller under aftensmaden derhjemme med familien. Det er en helt naturlig ting, det kan være en måde at underholde sig selv, slippe væk eller bare slippe fantasien løs på. Men hvor langt væk kan det egentlig føre os hen? Dette er helt præcist, hvad man kan finde ud af ved at læse H. C. Andersens ”Billedbog uden billeder”.

H. C. Andersen værk ”Billedbog uden billeder” på i ca. 100 sider indeholder i alt 33 små historier fra hele verden rundt. Sammen med hver historie er der to skitser, der illustrerer den enkelte histories senarie/handling.

Bogen er forholdsvis nem at læse. Historierne er korte og max 1-2 sider. Dette gør også, at det er en bog der er nem at gå til og fra. Du har ikke et langt kapitel du først skal i gennem, før du føler du kan gå ”afsluttet” fra den og først vende tilbage til den senere.
Hermed sker der også hele tiden noget nyt. Hvert kapitel er en ny dag, men ikke bare en ny dag i historien men en ny dag et andet sted i verden. Dvs. du følger hele tiden en ny person i en historie med en ny handling. Dette kan dog være træls, hvis man er blevet fanget af én af historierne og den så slutter efter kun 1,5 side eller mindre.
Dagene er heller ikke skrevet i forlængelse af hinanden, da det ikke er alle dage månen kan komme og besøge maleren, da den bliver forhindret af skyerne.

Det man skal være forberedt på med dette værk er, at sproget i den ikke er ”Ny-dansk”. Bogen er skrevet i 1839 og sproget er uden tvivl derefter! Sproget har helt andre vendinger end vi bruger nu og ordene er stavet helt anderledes end vi kender det fra i dag.
Men lad dig ikke stoppe af denne bagatel, man kan sagtens læse den uden problemer. Det eneste det kræver er, at man koncentrere sig en smule mere.

Selve indholdet i de små historier kommer vidt omkring. Historierne i bogen har ikke kun ét tema som fx Barndom. Nej, historierne indeholder mange forskellige små historier om vidt forskellige ting: Barndom, alderdom, venskab, arbejde, bryllup, begravelse, glæde, sorg mv.
Dette giver bogen en god All-around følelse.

Bogens mange illustrationer/skitser, som er tegnet af H. C. Andersen selv, giver et rigtig præcist billede på hvad der sker i historien. Og lad os nu være ærlige, hvem kan ikke lide en ”voksen” bog med billeder i? Det er som om, efter man er fyldt 10 år, så stoppede dét med billeder i bøger. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste der savner billeder i bøger en gang i mellem! J

Jeg syntes, at bogen er rigtig ”hyggelig”. Jeg er vild med tanken om, at månen kommer forbi dit vindue hver aften med en ny historie at fortælle dig.
Månen er jo altid den samme uanset, hvor henne i verden du er, vi ser den bare på forskellige tidspunkter. Den ser alt, hvad der sker fra de tidlige aftentimer, langt ud på natten til de sene morgentimer, hvor solen afløser den.
Derfor må månen have en masse historier, hemmeligheder og oplevelser at kunne fortælle.
Det handler bare om, at lytte og have fantasi nok!

Alt i alt er bogen ”Billedbog uden billeder” af H. C. Andersen, en god bog. Jeg havde ikke svært ved ”at komme igennem” den, jeg gik ikke i stå på noget tidpunkt og den er let og overskuelig både at læse og forstå. Plus den indeholder en masse fine skitser.

Min bedømmelse af bogen er, 4 ud af 6 stjerner!

Forskellige levemåder

”Vi lever på en fattig måde.” Sådan siger en af Mexicanerne, der er på besøg på Egaa Gymnasium. I forbindelse med besøg fra Mexico har vi spurgt ind til, hvordan de ser på vores livsstil og omvendt. Her får vi at vide, at vores levemåde er meget anderledes end deres. Men da postulatet om, at vi lever fattigt kommer, kan jeg alligevel ikke lade være med at udbryde: ”whaaat?” For lever vi fattigt i Danmark? Det er bestemt ikke sådan, mit syn på os danskere er. Jeg spørger derfor ind til, hvad der menes, og han mener, at selvom vi tjener en masse penge, spenderer vi dem ikke i samme stil som i Mexico. Jeg tænker over, hvordan jeg dog skal overbevise ham om, at vi ikke lever fattigt. For selvom det bare er en antagelse, går det mig meget på, at vi anses som ”fattige.” Men egentlig kan han vel egentlig godt have en smule ret, i det han siger. For vi bruger ikke så stor del, af det vi tjener på sjov og ballade. Han er meget interesseret i, hvad der sker med alle vores penge, siden vi ikke bruger dem. Så spørger jeg ham om, hvor meget de betaler i skat; 15% lyder svaret. Jeg fortæller ham, at vi som minimum betaler 8% i et bidrag, og 37% i skat. Herefter bliver han uforstående, hvorfor betaler vi så meget? ”Fordi vi er en velfærdsstat.” Han kigger på mig, og spørger mig, om vi virkelig gør det frivilligt? Herefter må jeg grine, og selvom det virker en smule nedladende, må jeg svare, at selvfølgelig gør vi det frivillig. For hvorfor skulle vi ikke gøre det? For de penge får vi så meget tilbage. Vi får i det hele taget bare et samfund, som fungerer.

Før dette havde vi lige set filmen ”la zona,” hvor jeg blev ret chokeret over det skel mellem rig og fattig, som blev skildret i filmen. Så det første jeg spørger om, er hvorvidt forholdet mellem rig og fattig, er som i filmen, eller om det bare er det rene opspind. Jeg får fortalt, at det cirka passer. Jeg bliver endnu mere overrasket over det svar, for hvorfor vil man have en så stor forskel? Han siger også, at når mexicanerne får løn, bruger de det hele meget hurtigt.

Men hvorfor spenderer vi danskere så ikke resten af vores penge så hurtigt? De første 45% er væk på forhånd, men derfor har vi jo stadig 55%? Her i Danmark er befolkningen meget forsigtig omkring deres pengeforbrug. I stedet for at købe en ny bil, vil folk hellere have deres penge stående på højrentekonto i en bank. Faktisk er danskerne et af de folkefærd i verden med flest penge i banker, 800 mia. kr. står der tilsammen. Til sammenligning er Mexico på 27 mia. kr. I Danmark er der en masse ydelser, man kan få, hvis man har behov for det. I Mexico er der nærmest ingen. Pga. den lave skat i Mexico bliver forskellen på rig og fattig så stor. I Danmark er den langt mindre. I filmen ser man nogle fuldstændig nedslidte huse, og familier på over 10 mennesker klemt sammen i små huse. Så tænker jeg i hvert fald fattigdom. Men for mexicanerne er det åbenbart bare, sådan man lever. Vi ses som et fattigt samfund, fordi vi ikke bruger ret mange penge, ergo har vi ikke ret mange.  Så har vi en fattig levemåde, fordi vi ikke bruger alle vores penge på en gang? Måske er det forskellene i vores kulturer, som gør, at vi ser forskelligt på fattigdom. I Mexico er der en stor gruppe rige og en stor gruppe fattige. Mellemklassen er meget lille. Men de bruger alle størstedelen af deres penge hver måned. Meget får sparer op. Jo flere penge de kan bruge hurtigt, jo rigere er de. En ting er sikkert, jeg ville ikke bytte vores ”fattige levemåde” ud med et nedslidt hus og et stort forbrug af penge for at få en høj status.

-Mads

Stolthed

Stolthed

 Jeg har hele tiden vidst, hvad mit blogindlæg skulle handle om. Det skulle handle om stolthed, om at være stolt af sig selv og hvad man har været igennem. At stå op hver dag, se sig selv i spejlet og kunne klappe sig selv på skulderen, fordi man gang på gang klarede, hvad man ikke troede man var i stand til. Min mor er den person i verden som jeg ser allermest op til af alle. Min mor er 60 år, og ja det er unormalt at være på min alder og have en mor på 60 og en far på 65, men jeg ville ikke bytte det for noget i verden.  De år de er ældre end andres forældre, gør dem kun de år klogere på livet.
Begge mine forældre har været gift med andre inden de fandt sammen og fik mig. Min mor fandt hurtigt manden i sit liv. De havde det fantastisk sammen i starten, men gennem årene gik det mere og mere ned ad bakke. Han havde psykiske problemer, hvilket udviklede sig til at min mor stod med en alkoholiseret mand og 3 børn som langsomt mistede deres far. Hun forlod ham, og stod alene med børnene. Hun måtte også overbringe beskeden til dem, da deres far havde begået selvmord inden de overhovedet var flyttet hjemmefra. Hun opfostrede 3 børn helt alene og fik oven i købet formet 3 af de bedste mennesker jeg kender.  At have været igennem så enorm en prøvelse og stadig være det sødeste og mest omsorgsfulde menneske der findes på denne jord, er værd at være stolt af. Det er noget som hun har ført videre i mig, og noget som altid vil være et fast holdepunkt i min familie. Ligegyldigt hvad livet byder én, skal man ikke sætte sig ned og brokke sig, eller lade det ødelægge mulighederne for ens fremtid. Det ER allerede sket og det er der ingen der kan ændre på. I stedet skal man skabe glæde hvor den ikke er, være stolt og taknemmelig for det som det har lært én, og komme videre.
I sommers blev jeg truet med en kniv på mit arbejde under et røveri. Jeg forsøgte at ekspedere kunderne i køen lige efter det var sket, men begyndte hurtigt at ryste og derefter blev det bare værre. Morgenen efter mødte jeg ind på arbejde selvom psykologen havde vurderet at jeg måtte holde fri i en måned efter, for chokket ville først lægge sig efter nogle uger. Jeg mødte op morgenen efter for at bevise over for mig selv, at det er fuldstændig ligegyldigt hvad man tror man kan, det eneste der betyder noget er hvad man gør. Det har været en rød tråd gennem hele mit liv og alt jeg har været igennem. Gud giver de hårdeste kampe til de stærkeste, og alt der sker, har sine grunde. Ligesom der var en grund til at det var mig ud af de 15 ansatte, som blev udsat for røveriet der var det første nogensinde i Mejlby Brugs.
Der findes så mange mennesker som kan brokke sig i timevis over ting de er utilfredse med. Jeg håber de bliver klogere en dag, for alt den tid man bruger på at være utilfreds med sig selv og sit liv, er tid man kunne have brugt på at acceptere hvad der er sket og være glad.
Her forleden googlede jeg navnet Louise, og fandt ud af at det betyder ’den der aldrig giver op’
- og det er lige præcis hvad jeg aldrig har tænkt mig at gøre. Når jeg så en dag skal væk herfra, håber jeg at mit liv har været en rutsjebanetur hvor kursen hele tiden har været nedad. At jeg, ligegyldigt hvor langt nede jeg har været, hele tiden har nydt hvert sekund af turen ved tanken om at lige præcis dette øjeblik kun ville opleves én gang, og at turen en dag ville stoppe.

- Louise

”At rejse er at leve” – Matildes blogindlæg

Jeg elsker at rejse og det har jeg altid gjort. Lige siden jeg var lille, har jeg været med mine forældre rundt omkring i verden. Jeg har altid været vant til at rejse, da jeg har familie både i London, Canada og på de Vestindiske øer. Det har givet mig lysten til at komme ud og rejse noget mere og opleve forskellige kulturer.

”At rejse er at leve” – Det var sådan H.C Andersen skrev i ”mit livs eventyr” i 1844. Han elskede at rejse, og det gør jeg også. Det at komme ud for Danmarks grænser og få helt nye indtryk og oplevelser, er fantastisk. Man kan sætte sig ind i et fly, flyve få timer og derefter være i et andet land med en helt anden kultur end den vi har herhjemme. Det er fascinerende at vi er en del af den samme jord, men lever helt forskellige liv, har forskellige kulturer, traditioner og syn på verden.

Der findes mange forskellige måder at rejse på. Der er alt fra charterrejser i de varme lande til overlevelsesture i junglen. Da alle mennesker er forskellige, er det også forskelligt hvilke rejser vi fortrækker. Jeg fortrækker at rejse langt væk og gerne til et varmt sted. Kombinationen af strandliv og kultur, er det mest optimale for mig. Det fascinere mig at opleve kulturforskellene, men også bare generelt at observere menneskerne og deres liv. Jeg er vokset op i en familie, hvor det at rejse, er en vigtig ting. I min familie går vi op i at få nogle fede oplevelser sammen og det indebærer oftest at vi rejser. – og gerne langt væk. En af de rejser der har gjort mest indtryk på mig, har været en af rejserne til Thailand. Der fik jeg virkelig set kontrasterne mellem rig og fattig. Jeg oplevede både den rige turistkultur og de fattige der boede i træhytter og ikke havde råd til mad. Det at jeg har fået så mange oplevelser ved at rejse, gør at jeg selv vil prioritere at rejse en del i fremtiden. Den næste rejse jeg skal på starter i Dubai og slutter på Seychellerne, det glæder jeg mig til.

Uanset hvor meget jeg elsker at være ude og rejse og få en masse nye oplevelser, så føles det altid fantastisk at komme hjem igen. – Det er næsten uanset hvor fantastisk en rejse det har været. Du kommer nemlig hjem med en masse nye oplevelser og minder i baggagen. For ude er godt, men hjemme er bedst, ikke?

Det at rejse, betyder ikke nødvendigvis at man flytter sig fra sted-til-sted. Livet kan være en rejse i sig selv. Selvom hverdagen ikke altid føles som en rejse, så er det stadig en ”rejse i livet.” Hver dag er en ny dag med en masse nye oplevelser. Kroppen går igennem en rejse fra barn til voksen. Man udvikler sig hele tiden og udvikler en personlighed nemlig, dig selv. Der findes igen guide til livet, det er en rejse man selv skal ud på.

Jeg synes det er vigtigt at vi kommer ud og oplever nye ting og får nye oplevelser. Det gør at vi er med til at udvikle os som mennesker og gør os mere oplyste. Jeg ved i hvert fald at jeg ikke er færdig med at rejse, for det er en af de ting jeg elsker mest. Det at rejse, er noget jeg vil prioritere at gøre igennem hele mit liv. For at rejse er at leve, ikke?

-Matilde

Beyonce

I dag bliver det nævnt tusinde gange på nettet, og i aviserne. Dansk mand slog Beyonce i røven da hun gav koncert i Forum. Nogen ser ham som en stor idiot, andre ser ham som verdens heldigste mand. Efter uheldet fik hun også sat ham godt og grundigt på plads, hele salen syrede af en spændt ventende stemning på hvordan hun ville reagere. Og men de feministiske holdninger hun nu engang har, skulle hun nok fortælle ham at sådan behandler man ikke en rigtig dame, det fik hendes store, pumpede bodyguards også lige pointeret en ekstra gang, hvor han så også derefter blev eskorteret ud af bygningen. Heldige dreng. Hvordan kan hendes reaktion så bedømmes om den er rigtig eller forkert? Før i tiden handlede praktisk talt hele en kvindes liv om at gøre sig i stand for at finde den rette mand, og der havde sådan et lille klap været en fin gestus som kvinden sikkert var blevet vældig smigret over, hvordan kan Beyonce så reagere på en helt modsat måde? Hun er en sexet kvinde, der synger sexet sange, men når det misfortolkes, vil hun gerne vise hvad hun står for. Kvindeidealet har også været skrøbeligt igennem årene. Vi er gået fra at være mændenes pyntedukker, til Rødstrømperne der kæmpede fra vores rettigheder, til nu at ville have folk skal se på os som ligemænd med mænd. Derfor pirrer det denne viljestærke kvinde at en mand skal få hende til at føle sig lille og underdanig. Og når man også oven i købet stor som en rollemodel for sit eget barn, som er lidt kontroversielt når man står og vrikker sin numse på en scene i en minikjole. Men når alt kommer til alt skal kvinder behandles pænt, for den mand havde forhåbentlig ikke selv brudt sig om hvis nogen klappede hans mor i numsen.
- Katja

Svigt?

Hver dag når jeg kommer hjem fra skole, bliver jeg mødt af strålende øjne, der afspejles af det smil der breder sig fra øre til øre i min lillesøsters smukke ansigt, når hun få øje på mig inde fra stuen. Så snart jeg har smidt tasken og jakken, får jeg et kæmpe knus fuld af forventninger og håb.
Jeg elsker min lillesøster over alt på jorden, hun er alt, hvad jeg altid har ønsket og drømt om. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har tigget og bedt mine forældre, som lille, om at få en lillesøster. Gennem hele min barndom har jeg brugt mine dukker som lillesøstre, de har siddet med ved bordet, når vi har spist, jeg har leget med dem i flere timer, men det var bare ikke det samme, jeg ønskede mig en rigtig søster!
Nu da jeg har hende gør jeg ikke andet end, at svigte hende gang på gang.. Nå jeg kommer hjem fra skole spørger hun, som det første, ”skal vi lege!?” og uanset hvor meget jeg end gerne vil lege, ved jeg, at jeg har en masse lektier og afleveringer, som skal laves. Når lektierne er lavet er jeg så smadret, at jeg helst bare vil have lov til at tømme hovedet og ikke skulle koncentrere mig om, at opfinde alverdens barbie, bratz eller dukker senarier, der kunne udspille sig i en leg sammen med min søster, at jeg ofte må skuffe hende endnu en gang med et nej. Det er ikke, at jeg aldrig er sammen med hende, så ofte så muligt putter jeg hende, vi leger, ser en film sammen og jeg sørger altid for at komme til alle hendes arrangementer henne i hendes børnehave, men alligevel føler jeg ikke, at jeg er der nok!
Børnehave? Ja der kom den så.. Jeg er 17 år og er næsten færdig med mit første år på gymnasiet, og min lillesøster er 6 år og skal starte i 0. klasse efter sommerferien. Hermed er der altså 11 år imellem os. Måske er det dét der gør forskellen, vi er to helt forskellige steder i vores liv, jeg har en masse at forholde mig til mht. uddannelse, samtidig med at jeg prøver at være så social så mulig for at nyde min ungdom inden alt bliver for seriøst. Hun er ikke længere end til bekymringer om, hvordan man staver sit og andres navn og om ikke at vælte på cyklen uden støttehjul.
Vores forældre er ikke skilt og har fået et nyt barn med en ny partner, nej de har ikke kunne få flere børn før for 6 år siden, uanset hvor meget de eller jeg har ønsket det, derfor var det den bedste nyhed vi alle kunne få, da min mor blev gravid i 2006 og skulle føde til marts 2007!
Statistisk set er jeg enebarn, da sociologer og læger hævder, at søskende med 10+ år imellem hinanden, hver især er enebørn. De fleste mennesker jeg møder bliver ofte overrasket over, at vi har samme forældre, når vi har så stor aldersforskel! Jeg har endda oplevet, op til flere gange, at folk troede hun var min datter og ikke min søster.
Men uanset om jeg statistisk set er enebarn og vi er to helt forskellige steder i vores liv pga. vores store alders forskel, gør det mig ondt og giver mig dårlig samvittighed, når hun trist spørger ”Hvad skal man bruge en storesøster til, når hun alligevel ikke har tid til at lege med en?”
Har jeg svigtet? Hvor stor betydning har ansvaret for skolen/uddannelsen sat overfor ansvaret for din familie/søskende?
Jeg håber personligt, at vores søskendebånd kun vil blive stærkere med årene og at vi vil kunne bruge vores aldersforskel til en masse positivt, til at styrke vores søskendebånd, da jeg vil have 11 års mere livserfaring end hende at trække på og hermed kunne lære og råde hende til ikke at begå de samme fejl i livet som jeg. Jeg håber, at hun vil fortsætte med lade mig putte hende om aftenen og at hun vil blive ved med at føle sig tryg i mit selskab, så når hun bliver bange om natten, stadig kryber ind i min seng og ligger og holder mig i hånden resten af natten! At vi kan blive ved med, når jeg har tid, at se Disney film og klæde os ud, hoppe, synge og danse rundt sammen.
Hvorfor? Fordi jeg elsker hende af hele mit hjerte, over alt på jorden og hele vejen til månen og tilbage igen!

-          Laura