”Fra Hytterne” af Henrik Pontoppidan

Begrebet undertrykkelse står for en magtudøvelse som anses for uretfærdig. Undertrykkelse hænger ofte sammen med individers og gruppers plads i samfundet. Det er grundlæggende det, som er det centrale tema i Henrik Pontoppidans novellesamling ”Fra Hytterne”, der udkom i 1887

Undertrykkelse og urimelig behandling af socialt dårligt stillede er et gennemgående tema i novellesamlingens 6 noveller. Henrik Pontoppidan beskriver nogle meget markante sociale forskelle på landet i andel halvdel af 1800-tallet. Henrik Pontoppidan er vokset op med sin præstefar, som havde strenge religiøse normer. Senere hen fik han kendskab til levevilkårene i landbrugssamfundet og det er heri hans tragiske noveller tager udgangspunkt.

Det kan man bl.a. se i novellen ”Naadensbrød”, som handler om en kvinde ved navn Stine Bødker. Stine er tvunget til at arbejde i marken, da hendes mand er død, og da hun skal forsørge sine børn og sig selv. En dag slår hun hånden og kan ikke arbejde længere – og bl.a. derfor får hun også et alkoholproblem. Derfor beslutter autoriteterne i det lille lokalsamfund, at hun skal på ”kassen” – kassen er byens groft sagt form for fængsel eller anstalt for fattige. Novellen ender med at Stine bliver fysisk slæbt til kassen – og mister al sin menneskelige værdighed.

En anden novelle, der også har fokus på fattigdommens elendighed, er Ane-mette. Novellen omhandler en gammel kone, Elsebeth, som var gift med Niels Nilen. En dag solgte han hver genstand i deres hus, så han kunne få alkohol på pengene. Pludselig får manden et anfald, der gør, at de er nød til at fokusere på at holde ham i ro, men de er så beskæftiget, at de ikke bemærker, at deres lille pige Ane-Mette dør. Herefter bliver hun begravet. Et par år senere skal et rigere barn begraves og da der ikke længere er plads på kirkegården, skal Ane-Mette derfor graves. Elsebeth er nød til at begrave hende et andet sted. Selv i døden er der forskel mellem der, der har nok, og dem som mangler meget.

Henrik Pontoppidans realistiske måde at skrive på gør det endnu mere tragisk og det er tydeligt at han vil tage problemer op til debat. Han forholder sig meget samfundskritisk og pessimistisk til de sociale og økonomiske forskelle på landet.  Men han kommer dog ikke med løsninger. Det overlader han til læseren. Han håber vel på, at den indignation, som novellerne efterlader hos læseren, vil føre til, at der bliver gjort op med de urimeligt store forskelle.

Når alt kommer til alt synes jeg novellesamlingen er forrygende med dens realisme, der er et meget ligetil sprog og bagvedliggende budskab. Man bliver simpelthen forarget, når man læser novellerne. Men også trist, fordi novellerne tegner et meget trist billede, der altid ender tragisk – uden at der er til at få øje på forbedringer. Jeg vil stærkt anbefale den og giver den 4 ud af 5 stjerner.

Hans Peter

”Ved vejen” af Herman Bang

Hvis vi kigger på det samfund vi lever i nu, er kvindeundertrykkelse og ligestilling ikke længere et af de store problemer. Men sådan har det ikke altid været. I dag er kvinderne en stor del af arbejdsmarkedet og flere kvinder sidder endda på nogle af samfundets højeste poster, som f.eks. Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt. Kvinderne har nu stemmeret og er ligeværdige med deres mand. Vi har lov til at gifte os flere gange og endda med forskellige mænd. I vores samfund nu, har kvinder mange flere muligheder både i arbejdslivet og i kærlighedslivet.

Sådan har det dog ikke altid været. Omkring det moderne gennembrud, var det ikke muligt at bryde datidens normer. Du skulle tilpasse dig de normer og regler som samfundet havde sat for dig. Kvindernes rettigheder blev flittigt diskuteret i denne periode, og generelt i Danmark var kvinderne undertrykte og uden rettigheder. Kvinden var derfor inspiration for flere forfattere under det moderne gennembrud og især for én, nemlig Herman Bang. Han var meget optaget af at sætte problemer under debat. Herman Bang var optaget af de ”stille eksistenser”. Det var de typer som levede bag facaden og uden mod til at bryde ud af samfundets normer. Herman Bang var især glad for at kigge på kvinders længsel efter kærlighed. Det kan bunde i hans egen længsel efter samme. I en tidelig alder fandt Bang nemlig ud af, at han var homoseksuel. I datidens samfund var det ikke muligt at udfolde sine drifter og kærlighedslængsler uden at rammes af fordømmelse fra samfundet. I romanen ”Ved vejen” tematiserer Bang netop hvordan det i 1800-tallet ikke var muligt at bryde datidens normer. ”Ved vejen” er en historie der fortæller om længsel efter kærligheden fra synsvinklen af en ”stille eksistens”, som er bange for at bryde samfundets normer. I ”Ved vejen” skildrer Herman Bang på en meget smuk og rørende måde Katinkas længsel efter ægte kærlighed.

Historien handler om stationsforstanderen Hr. Bai og hans kone Katinka. De bor i en lille landsby. De har ingen børn og deres kærlighed er ikke ligefrem sprudlende. De er kun gift, da det set i samfundets øjne, er det eneste rigtige. Katinka er dybt ulykkelig og kan ikke glædes over noget. Det er dog kun lige indtil den nye forvalter, Hr. Huus ankommer til byen. Hr. Huus bliver dybt forelsket i Katinka og hans følelser er gengældt. I en kort periode af sit liv oplever Katinka ægte kærlighed, intensitet og inderlighed. Følelser som hun ikke vidste eksisterede, da det kun er nogle hun har oplevet med Huus og ikke Bai. Men deres kærlighedsforhold er umuligt, da Katinka i forvejen er gift. Huus kan ikke bære at se Katinka sammen med Bai og han forlader den lille stationsby. Historien ender med at Katinka bliver alvorligt syg og i hendes sidste tid, er den eneste hun tænker på Huus.

”Ved vejen” er skrevet meget realistisk, som gør at du får en stor medfølelse for hovedpersonerne. Ved hjælp af de lange dialoger i historien, lader Herman Bang hovedpersonerne fungere som et talerør for Bangs personlige meninger og holdninger. I denne historie gælder det virkelig om at ”læse mellem linjerne” og forsøge at analysere og konkludere på de forskellige personers handlinger. Hvis man er til den lidt ”tunge stil” og er god til at ”holde tungen lige i munden” ved de lange dialoger, kan jeg varmt anbefale denne bog. Det er en fantastisk bog der beskriver længsel efter kærlighed og problematikken omkring at bryde datidens normer og samfundets regler. ”Ved vejen” er en utrolig velskrevet bog, som virkelig formår at røre læseren og som får sat en masse tanker i gang.

Jeg giver bogen 5 ud af 6 stjerner, da det er en fantastisk bog med en smuk og rørende historie. Bogen formår at fange læseren og bogen kan være svær at lægge fra sig igen, da man er interesseret i hvad der sker fremadrettet med især Katinka. Det er en historie der sætter samfundets problemer under debat og den giver et fantastisk billede at problematikkerne omkring samfundet ved det moderne gennembrud.

- Matilde

Improvisatoren af H.C. Andersen

”At rejse er at leve”. Et kendt citat af landets, måske, mest kendte forfatter. H.C. Andersen sagde og skrev mange kloge ord. Nogle kan vi relatere mere til end andre, men det her kan de fleste skrive under på at være enig i. Det han siger betyder ikke, at vi kun lever, når vi rejser, for det ville være meget trist. Det betyder derimod, at når vi rejser, oplever vi verden. Vi kommer til Sydeuropa med vores danske campingvogne og danske strømper-i-sandalerne outfit med en dansk rejseguide i baglommen og godt humør, når vi tager på sightseeing. Men hvorfor er det så spændende? Er det lige så spændende for en sydeuropæer at komme til kolde, kedelige Danmark? Og er det også lige spændende og smukt, når man som italiener går forbi Peterskirken for 500-ende gang? Den Spanske Trappe, Det Sixtinske Kapel og Kapuciner kirken - er det kun smukt med danske briller, fordi vi ikke normalt ser den salgs udsmykning og arkitektur? Jeg har ikke set nogle af ovenstående, men alligevel føler jeg, at jeg allerede ved, hvor smukke de er. Jeg har faktisk aldrig været i Italien – fysisk set. Jeg har dog læst Improvisatoren af netop H.C. Andersen, som har givet mig et fantastisk indblik i, hvor smuk Italien er.

Bogens formål er dog ikke at være en rejseguide, der skal motivere folk til at komme til Italien. Det er en bog, der skal fortælle historien om en digters liv i modgang. Bogens hovedperson, Antonio, er et barn af Italien og opdager sine omgivelser efterhånden, som han vokser op. Det gør, at bogen beskriver de forskellige steder godt, uden det bliver til en rejseguide. Bogen har nemlig et dobbeltformål: at fortælle improvisatorens skæbne og samtidig beskrive det land, der omgiver ham. Antonios historie og Italiensbilledet er smeltet godt sammen til en helhed ved, at landet foldes ud efterhånden, som han vokser op og oplever det. Og i takt med, at jeg læser bogen, får jeg da også lyst til at pakke tasken og hoppe på det næste fly til det smukke Rom – men alligevel bliver jeg nødt til at blive her hjemme, for jeg skal jo først læse færdigt, om Antonios liv: hans kærlighed til den smukke kunstnerinde Annunziata, der måtte falde til Jorden, da hun elskede hans bedste ven. Flugten væk fra Rom i håb om, at lykken kunne findes et andet sted og kærligheden til Flaminia, der også måtte skuffe ham, da hun valgte klosterskolen frem for ham. Skuffelse på skuffelse – resultatet er dog et menneske, der er blevet klog på livet, og til sidst kan slå sig ned med Venedigs borgmesters datter, Lara, og endelig være lykkelig.

H.C. Andersen beskriver ikke bare en smuk historie – han beskriver den også på en smuk måde. Man kan mærke en kærlighed og lidenskab til landet og omgivelserne. Hans store rejse gennem Europa har ikke bare givet ham inspiration, men den har faktisk været hele essensen bag Improvisatoren. De mange æstetiske beskrivelser er tanker, han selv har haft, mens han har oplevet de forskellige steder. Så vil mange nok spørge ”Har det ikke givet et farvet syn på Italien? Bliver det ikke for subjektivt”. Og til spørgsmål kan man både svare ja og nej. Igen kan man dele bogen op i to dele: historien og Italiensbilledet. Historiemæssigt har det haft en ret stor betydning: under H.C. Andersens eget ophold i Rom var der nemlig meget modgang i hans liv. Han fik kritik for nogle digte og følte sig ikke til rette. Man kan derfor også tydeligt mærke, at Rom er modgangens by for Antonio: hans mor dør i byen, han mister sit livs kærlighed og bedste ven i byen – alt i alt er det her de fleste skuffelser sker. Den anden del man kan kigge på er Italiensbilledet. Det ændrer sig ingen steder i bogen – hans beskrivelser er lige så æstetiske og begejstrende i alle byer.

Jeg er stadig ikke blevet klogere på, om sightseeing kan være lige så spændende i Århus, som det er i Rom. Jeg kan bare forholde mig til, at rejse er at leve, og Improvisatoren er både fuld af rejseskildringer og liv – den fysiske rejse til Italien kan derfor nok godt vente lidt – selvom H. C. Andersen har fristet mig meget til at opleve det, han oplevede, da han skrev Improvisatoren.

Bogen får 4 ud af 6 stjerner, da den både har givet mig et fantastisk indblik i en digters liv i modgang og Italiensbilledet, mens den sprogmæssigt er beskrevet på en smuk og æstetisk måde. De sidste 2 stjerner mangler dog, da bogen har mange unødvendige afsnit, mangler spænding og derfor kan virke en smule langtrukken. 

Ditte Menneske barn - Martin Andersen Nexø

Ditte Menneske barn (1917-1921)

Vi er så privilegeret. Ikke bare en gang i mellem, men vores/min generation er født i et privilegeret samfund. I følge Maslows' behovspyramide, er alle vores såkaldte "behov" dækket, lige fra det nederste fysiske behov til muligheden for at nå toppen i form af selvrealisering. Vi er af den generation de voksne kalder "curling-generationen", med det begreb menes der, at alt bliver fejet af vejen for os. Vi skal ikke længere kæmpe for en plads i samfundet. Kampene er kæmpet, dermed ikke sagt, at der ikke hører problemer til i vores samtid. Problemer som de fysiske behov i pyramiden er opfyldt. Vi bevæger os langsomt op gennem pyramiden og sætter os på hver enkelt lag og kræver, at dette er en selvfølge. Sådan har det ikke altid været, det ses blandt andet, når man læser romanen "Ditte Menneske barn" af Martin Andersen Nexø.

Ditte kommer fra fattige kår. Hun er et "uægte" barn, dvs. hun er født uden for ægteskab. Hendes mor, Sørine, forlader hende som spæd og vil ikke kendes ved hende. I hendes første år bor hun hos sine højt elskede bedsteforældre, Søren og Maren. Ditte er ikke særlig gammel, da Søren går bort. Ditte og hendes bedste er nu alene om at klare skærene. De har ikke meget at gøre godt med, men huset er fyldt med kærlighed. Ditte bliver ældre, og hendes mor gifter sig med kræmmeren Lars Peter som Ditte ender med at holde utrolig meget af. Da Ditte bliver ældre og kan hjælpe med de huslige sysler, gør Sørine krav på hende. Da Ditte ankommer til sit nye hjem hos Sørine, får hun pålagt sig rollen som "lillemor Ditte". Hun står for alt arbejdet i hjemmet, hun skal passe de mindre søskende som hun holder utrolig meget af. Ditte har ikke tid til selv at være barn. Hun får fra hun er født, en voksens plads i samfundet. Det er fattige og trange tider - dette mærkes specielt i Dittes familie. De lever fra dag til dag. I frustration og stræben på accept fra andre medborgere, begår Sørine en forfærdelig og utilgivelig forbrydelse. Det bliver opdaget, og Dittes mor kommer i fængsel. Ditte må gennem sine barndomsår bære meget på sine smalle og i forvejen overbebyrdede skuldre. Ditte er som et brændende håb i bogen, som et menneske, der endnu ikke lader sig gå på af livets modgang og mange forhindringer.

Romanen, "Ditte Menneske barn", er en utrolig rørende og overrumplende bog. Det er med blandede følelser man lægger denne bog fra sig. Den er på den ene side meget kærlig, og man fatter efter første møde med vores hovedperson stor sympati for hende. På den anden side er selvsamme bog så grusom, barsk og virkelighedsnær, at det kan være svært at læse. Ditte er godheden selv, og man ønsker hende intet ondt. Desværre er det ikke tilfældet, da bogen blandt andet er et eksempel på de utallige ofre for samfundets uretfærdigheder. På bagsiden af bogen står der; "Nexø er gået ind i verdenslitteraturen, i kraft af det almengyldige i hans idéer og motiver og hans sjældne evne til at skabe figurer, der på én gang er levende og typiske". Martin Andersen Nexø skaber personer, som er virkelighedsnære og levende, hvilket også giver romanen et ekstra niveau og gør den endnu mere spændende at læse. Ditte menneske barn er en "must-read" roman, ikke kun fordi den er så omtalt og anmelderrost som den er; men fordi det er en utrolig rørende og lærerig historie. Jeg giver bogen 5 ud af 6 hjerter.

Aladdin af Adam Oehlensläger

Mange ting har ændret sig siden jeg var barn. Jeg leger ikke længere på fritidshjemmet efter skole, jeg spiller ikke fodbold i frikvartererne, jeg ser ikke Cartoon når jeg kommer hjem, og udtrykket ”Skal vi lege? ” er blevet erstattet af ”skal du med i byen i weekenden? ”. Verden har også udviklet sig. Computerne bliver mindre og mindre. Vores tv bliver større og større, fladere og fladere og der er praktisk talt ikke længere noget der hedder en fastnets telefon. Men alligevel er der ting som ikke har ændret sig. Jeg nyder stadig at spille fodbold med drengene inden idræt, og der bliver stadigt holdt en FIFA aften fra tid til anden. Dette er budskabet som man kan tolke i Adam Oehlenslägers egen udgave af eventyret om Aladdin fra 1805, som han har valgt at kalde Aladdin, eller den forunderlige lampe.

Bogen er baseret på det klassiske eventyr om Aladdin, som man også kender fra Disneys filmatisering, men den er alligevel anderledes. Aladdin er en fattig dreng på 17 som bor ved sin mor og skrædderen ved navn Mustafa i Orienten. Desværre går Mustafa hen og dør og moderen Morgiane må overtage forretningen. Men deres hverdag bliver snart forstyrret af en ond troldmand ved navn Noureddin, som giver sig ud for at være Mustafas fortabte fætter, og lokker Aladdin med ud for at finde den klassiske lampe som indeholder lampeånden. Aladdin finder lampen, en magisk ring og ikke mindst ædelstene på størrelse med frugter.

I resten af historien følger man Aladdin og hans kamp for at få sultanens datter til kone, og derved også blive den næste sultan. Men dette skal ikke vise sig som en let opgave, for der er mange forhindringer i hans vej. Den største af alle viser sig at være troldmanden og hans bror Hinbad, som ikke giver op i deres higen efter henholdsvis rigdom, magt og hævn. Men Aladdin rejser sig med opgaven og modnes. Han gennemgår en kæmpe udvikling fra dreng til mand i processen. Han går fra at være den fattige dreng, som end ikke tog vare for sig selv, til at blive folkets helt. 

Men selvom han modnes med de udfordringer han bliver stillet over for, slipper han aldrig helt sin drengede side, som han også får brug for gennem historien. Heri ligger som sagt budskabet som man kan fortolke i romanen. For selvom man i den litterære periode kaldet romantikken, som denne bog er skrevet i, fokuserede mest på at beskrive det smukke, guddommelige og mystiske i naturen, så kan man også komme frem til et underliggende budskab. Om Oehlensläger bevidst har lagt dette budskab i sin bog ved jeg ikke, men set med nutidens øjne er det budskabet man kommer frem til. Dermed er det ikke sagt at naturen og det guddommelige ikke bliver beskrevet i bogen. Det gør den i høj grad, og især igennem beskrivelserne af den smukke prinsesse Gulnare.

Dette er også en af grundene til at jeg rigtig godt kunne lide bogen. Den er rigtig handlingsorienteret, hvilket vil sige at der stort set aldrig er et kedeligt øjeblik, men samtidig opdager man disse underliggende budskaber, som giver en ekstra dimension til bogen. Dette syntes jeg er imponerende. Derfor vil jeg gerne anbefale den til folk som leder efter en bog med meget handling og faktisk også en del spænding. Man skal dog være opmærksom på at bogen er skrevet som et teaterstykke, hvilket vil sige at læseoplevelsen nærmest kan sammenlignes med at læse et manuskript til et stykke eller en film. Men hvis man kan leve med dette, syntes jeg bestemt at man skal give den en chance.

Jeg giver bogen 4 stjerner ud af 6, netop fordi at læseroplevelsen bliver en smule ødelagt af hvordan romanen er skrevet.

Boganmeldelse af ”Niels Lyhne”

Roman: "Niels Lyhne" skrevet af I.P. Jacobsen (udgivet i 1880)

I en snak med nogle bekendte sagde 5 ud af 6 personer at de lod sig konfirmere, trods manglende tro på kristendommen – endda manglende tro på at Gud findes (både dengang og nu). Hvorfor har de 5 så bekræftet deres tro, hvis de ikke var sikre?I et samfund som det danske, er det svært at skille sig ud. Samfundets normer spænder os for mund og hånd, og forhindrer mange i bare at indse, at den person man er, måske ikke passer ind i det samfund man er placeret i. 
Det kræver et skridt i sig selv for at komme udenom fx jantelovens barriere. I det senmoderne samfund er der efterhånden rigtig mange der er trådt over barrieren, men det betyder ikke nødvendigvis at det er nemmere for de næste generationer, at opnå det samme. Det er en kamp for hvert enkelt individ at finde ud af sine egne værdier og drømme, samt at finde ud af hvor henne i samfundet man har lyst til at befinde sig. For at skille sig ud, kræver det mod og styrke, men i høj grad også troen på sig selv. 

Disse værdier har hovedpersonen Niels Lyhne tilegnet sig i romanen af samme navn, hvor ateisme er bogens hovedtema.Skrevet af I.P. Jacobsen i 1880, er bogen placeret i begyndelsen af det moderne gennembrud. Denne tid er karakteriseret af problemer der blev sat under debat, som netop Jacobsen gør i denne roman.Opvokset på landet i Jylland, stammer Niels Lyhne fra to modsætningsfulde forældre. Moderen drømmer og er kunstnerisk anlagt, hvor faderen sætter den klare og realistiske kontrast ved et naturalistisk og praktisk syn på hverdagen. Yin og yang spiller sammen, og produktet bliver barnet Niels Lyhne, der får det bedste fra begge verdener – et drømmende sind med realistiske planer for sin fremtid.Denne rolige og perfekte ”blanding” der skaber ro og idyl, bliver godt og grundigt rodet rundt, da han forelsker sig i den eksotiske Edele fra København. Han oplever sin første kærlighed, der dog med stor sorg ikke elskede ham igen. Niels’ før så ensartede og, ja, nærmest kedelige liv liv, indeholder nu smerte af at have indset at han ikke er elsket af Edele.

Han bliver bragt direkte tilbage til virkeligheden da hun en dag dør af sygdom, og Niels bliver for altid forandret af denne omfattende sorg. Med ingen andre at skyde skylden på Edeles sygdom end Gud, opsiger Niels kontrakten som kristen og erklærer sig ateist i en tidlig alder. For hvilken Gud kunne lade vidunderlige Edele dø?Fra dette tidspunkt og fremover vil Niels opleve verden. Han har opdaget at alt ikke er så smukt, pænt og fantastisk som han har læst i bøger, og han vil se det med egne øjne. Edeles død åbner verden for Niels, og det første skridt på vejen er København. Niels prøver at finde ud af hvad han egentlig skal opnå med livet. Den eneste måde at finde ud af dette på, er bare at følge strømmen og se hvor livet tager ham hen. Niels gennemgår mange skelsættende begivenheder, som hver især sætter sit eget præg på Niels Lyhne som person. Rejser, død og forskellige elskerinder sætter hver sit spor, men én ting der er konsistent i Niels’ liv er hans tro. Han er overbevist ateist, og troen på selve livet, ligger hans hjerte nær. Med hans fulde hengivelse til de kvinder han er sammen med, åbner han sig fuldstændigt for den pågældende person. Han lever alt det han kan i nuet – hvilket giver sig til udtryk i sine forhold (romantiske lige såvel som venskaber). Igennem 6 afsnit af bogen føres læseren igennem 6 forskellige forhold, hvor Niels tilegner sig en passende personlighed til hver enkelt.Trods al denne rejsen frem og tilbage, ender Niels hvor han startede – i hjembyen. Niels er til slut i bogen alene, men han står ved hvem han er, og de valg han har taget i livet. Som roman ender bogen som den sluttede, men dog med en klar udvikling af Niels’ karakter og personlighed.  ”Niels Lyhne” er en klassiker, og jeg mener det er et værk der er en vigtig del af Danmarks kulturarv.Med et tema der berører individer i det senmoderne samfund, ligeså vel som i overgangen fra romantikken til det moderne gennembrud i slutningen af det 18. århundrede, er det en tidsløs roman. Den impressionistiske skrivestil kræver dog engagement fra læseren, til at forstå hvad bogens budskab egentlig er. Når det er sagt, så er I.P. Jacobsens skrivestil dog interessant. Han bringer læseren med i den verden han skaber for os – så bliver sproget en petitesse. Man skal gå til bogen med et åbent sind, da man på denne måde får mest ud af læseoplevelsen. 

Jeg giver bogen 5 ud af 6 stjerner.

Skrevet af Amalie Andersen

Vredens Børn - Jeppe Aakjær (Louises indlæg)

”Vredens Børn” af Jeppe Aakjær

I sommers, da jeg var på arbejde i min brugs, kom 2 unge fra en fagforening hen til mig og spurgte, om de måtte snakke med mig angående mine arbejdsforhold. Det sagde jeg ja til, og de fik tilladelse af min chef til at ”interviewe” mig.  Så gik de i gang med at stille alverdens spørgsmål om arbejdsforholdene på min arbejdsplads. Jeg svarede ærligt, for der var intet at skjule eller fortrænge. Min chef spurgte ikke engang efterfølgende hvad de havde spurgt mig om, men håbede, at jeg ville fortælle ham hvis der var noget jeg ikke følte var som det skulle være. Da jeg kom hjem, tænkte jeg over hvor gode forhold langt de fleste ungarbejdere har i dag, også selvom at kun meget få unge rent faktisk kender de egentlige reglementer og begrænsninger, såsom løft, arbejdstider og ”bytte-vagt-regler”. De fleste ledere på arbejdspladserne rundt om i landet, lægger en ære i at deres ansatte trives, og at de ikke får et dårligt indtryk af arbejdsmarkedet som et sted, hvor man konstant skal være på vagt, for ikke at blive snydt. Jeg selv, har aldrig nogensinde følt mig dårligt behandlet, eller følt at min arbejdsplads krævede mere af mig end det jeg var blevet ansat til. Det satte tanker i gang, da jeg læste bogen Vredens Børn af Jeppe Aakjær om drengen Per, der bliver tvunget ud på en gård for at arbejde i en alt for ung alder, meget yngre end man nogensinde ville få lov til i dag.
I bogen kommer man helt ind på livet af drengen Per, og hans opvækst i slutningen af 1800-tallet. Man følger ham fra den tidlige barndom i fattiggården med sin mor, fordrukne stedfar og 5 søskende, og da han som ung teenager bliver sendt rundt til 3 forskellige gårdejere for at tjene. 2 af stederne, Nørgaard og Sølsig, viser sig begge at være et rent mareridt, hvor han hver eneste dag skal kæmpe for at holde sig selv oppe. Penge er der ingen af, og meget begrænset ret til skolegang, også selvom han besidder gode evner. Der bliver beskrevet umenneskelige kår, en hverdag fra kl. 4 til langt ud på natten, kun med hårdt slid og prygl på gården, begrænset adgang til mad og drikke. En behandling, som ejerne af gården Nørgaard ikke engang byder hunden Hektor, på det første sted han bliver sendt ud for at tjene. På denne tid, var fagforeningerne lige så stille ved at tage plads i byerne, men på landet var det en anden sag. Fattiggården brænder ned til grunden, hvilket resulterer i, at han mister sin familie. Selvom bogen er fiktiv, bærer den tydeligt præg af en realistisk fortælling om en helt normal opvækst for en dreng fra den laveste underklasse, på tærsklen til det 20. århundrede. Bogen ender med, at Per er blevet stor og selvstændig, og står i spidsen for at frembringe den dårlige samvittighed i gårdejernes egoistiske sind, hvilket medførerer at han bliver et stort ”problem” i området set med deres øjne, men en helt og et forbillede for tyendet, alle de tjenende i underklassen. ”Vredens Børn” er betegnelsen for den gruppe børn, som møder modstand, og som konstant skal kæmpe for et liv, som de aldrig vil få muligheden for at leve. Per er et Vredens Barn, som hele tiden har en grå sky hængende over sig, mens andre børn bliver født ind i velstand, som så holder ved hele deres liv igennem. En rød tråd gennem historien er social arv, som han ender med at bryde, da han i slutningen af bogen rejser til Amerika og forlader det grå liv i de uhumske karlekamre.

Jeg synes rigtig godt om bogen, og fandt den meget tankevækkende. Jeg ser bogen som en hyldest til de mennesker, som gennem tiden har givet os til de gennemgående gode arbejdsforhold der er i Danmark i dag, og de rammer som fagforeningerne skabte for alle sociale lag og ikke kun dem, som kunne betale sig til gode forhold

Louise

Martin Andersen Nexø – Familien Frank

Jeg tænder for tv’et, hvor nyhederne er i fuld gang. Jeg har egentlig ikke andet at give mig til, så jeg begynder at følge med.  De laver et langt indslag om en familie, hvor faderen er blevet sigtet for at slå sine børn. 

En interviewer snakker med en bekendt til familien, som fortæller at både moderen og faderen har et stort alkoholmisbrug og at de ofte kommer fulde hjem til børnene. Jeg bliver forarget over hvor egoistiske forældrene er og undres egentlig over hvor ”udbredt” vold i hjemmet er blevet. I de senere år er nyhederne på i tv’et og på nettet præget af sager om familier, hvor børn oplever svigt, vold i hjemmet og /eller lever i misbrugsfamilier.

De samme temaer ses i bogen Familien Frank. Bogen handler om den fattige familie, Frank. Familien består af moderen Anna Frank (madam Frank), hendes mand Elias Frank (Mester Frank) og hendes søn Thorvald Frank. Thorvald er en ballademager, der er ligeglad med, hvad andre mener. Han lytter ikke til sine forældre, og er egentlig stolt hver gang han laver ballade.

Kort tid efter Madam og Mester Frank blev gift blev Thorvald født. Mester Frank fandt dog hurtigt ud af, at Madam Frank havde været ham utro med Brygger Dam, som ejer en gård et stykke væk fra dem. Barnet er derfor ikke hans, men det er ikke noget familien snakker om.

Familien lever under fattige kår og har kun de få kroner Madam Frank en gang imellem tjener ind.  Madam Frank er ikke uddannet og hun må derfor arbejde som skrædder og vaskekone. Hun er en kvinde med et stort temperament, og hun giver ofte både sønnen og faderen tæsk med et rør.

Familien er stærkt præget af Mester Franks alkoholmisbrug og han bruger ofte penge, de ikke har, på sprut. Han er egentlig skrædder, men har valgt ikke at arbejde, fordi han får ondt i sin krop af det. Madam Frank har derfor overtaget hans job som frisør og skrædder. Da hun en dag kommer i slagsmål med Rågegårdsrøgteren, ender hun med at blive kastet ned på jorden. Uheldet gør, at hun bliver syg og sengelagt. Dette virker umiddelbart som noget, der fører familien sammen. 

Madam Frank ønsker, at forandre sig efter hun får et flash back fra dengang hun og Mester Frank, var unge. Hun vil ikke længere slå dem, men opføre sig bedre.

Samtidig sidder Mester Frank ude i stuen og mediterer, han får samme idé om at ændre sig og droppe alkohol. Han ender alligevel med, at snige sig ud af huset da Madam Frank sover, men det bliver hans sidste gang. Han ender nemlig med at forsvinde i hans brandert. 

Madam Frank følger egentlig en lettelse over hans forsvinden og hun får et bedre forhold med Thorvald, fordi hun ikke længere skal tænke på Mester Franks misbrug. Torvald  tjener penge for dem ved at arbejde på havnen, nu hvor hun ikke kan længere.

Bogen slutter med, at Thorvald og en af hans venner finder Mester Frank druknet i havet. Da Madam Frank hører om det, føler hun egentlig en lettelse over, at han ikke længere er der til at bruge hendes penge. 

Jeg har svært ved at forholde mig til bogen og alligevel kan jeg relatere til den. Jeg har ikke selv oplevet vold i familien, kun en lammer en gang i mellem når min far forsøger at være sjov, og jeg lever heller ikke i en misbrugsfamilie. Alligevel sker der så meget i vores land, som gør at bogen alligevel ikke er så fjern fra den hverdag, vi kender.

I nutidens Danmark er det blevet et tabu at snakke om vold og misbrug, og et barn holder hellere problemerne skjult frem for at få hjælp.

Det er sjovt hvordan, tiden ændre sig. Før i tiden var vold i hjemmet lovligt og det var ikke noget folk satte spørgsmålstegn ved. Det var ikke noget, der blev talt om, men folk vidste godt hvad der skete. Derudover forekom der heller aldrig misbrug, overgreb og problemer i datidens noveller og romaner, men med Det moderne gennembrud og Det folkelige gennembruds indflydelse på litteraturen, blev der sat fokus på realismen. I stedet for at beskrive og fortælle om det perfekte univers, blev der vist og fortalt om familier der levede under fattige kår og om nogle der blev udsat for misbrug.  

Familien Frank er et klassisk eksempel på en bog fra den litteraturhistoriske periode, Det folkelige gennembrud og den viser et godt og realistisk billede på en familie fra dengang.

Jeg synes, at bogen er god og at den fanger læseren til en vis grad. Fortællingen er egentlig skrevet i 1901, men temaerne er (desværre), nogle mange børn kan relatere til i dag.  Temaerne gør, at bogen bliver mere interessant og det gør, at man nemmere kan forholde sig til, hvad der sker. Sproget er nemt at forstå, og Martin Andersen Nexø er god til at være detaljeret og beskrivende i hans måde at skrive på.

Jeg vil give bogen 5 ud af 6 stjerner: 

Nattevagt af Henrik Pontoppidan (Kamillas indlæg)

Bogen Nattevagt er en rigtig godt bog, den er spændende at læse, det er spændende at følge med i hvordan Jørgens og Ursulas forhold det udvikler sig og om Jørgen vil ændre sig igennem historien. Hele historien igennem hører man også om hvordan Jørgen hovedpersonen bliver uvenner med alle mennesker omkring ham, fordi han har en anden holdning end den de fleste havde i den tid. Han er en meget bestemt mand med bestemte holdninger, det er spændende at læse om.

Bogen er skrevet af Henrik Pontoppidan, den er delt op i to historier, første del af bogen er en historie som hedder Isbjørnen den er på 56 sider, det er et portræt. Den sidste del af bogen hedder Nattevagt det er en bog på 109 sider, som er den del jeg har læst. Det er en bog som er nem at læse men til tider også lidt svær, man kan godt se at den er skrevet på en lidt gammeldags måde. Der kommer nogle ord og sætninger som kan være sværere at forstå og som man ikke lige støder på her i nutiden, så man nogle gange lige skal læse det igen for at få handlingen ordentligt med.

Bogen nattevagt handler om en ung radikal mand ved navn Jørgen Hallager, han er en dansk kunstner som bliver forlovet med den smukke Ursula og flytter til Rom for at gifte sig og bo sammen med hende. Han er en mand med meget stærke holdninger om livet og om politik. Han er medlem af en gruppe som før blev kaldt for Klumpen som så ændrede navn til Nattevagten.  Han er med i gruppen nattevagten som er en gruppe hvor han kan få drøftet sine holdninger. Den ideologi som gruppen følger er den socialistiske holdning.

 Bogen er skrevet ud fra Pontoppidans egne oplevelser, i 1892 indgik han i hans andet ægteskab, parret opholdte sig på deres bryllupsrejse i Rom hvor bogen det meste af tiden foregår. Pontoppidan voksede op i en meget stærk troende familie. han gjorde oprør med hans far stærke kristne holdninger, det er ligesom Ursula også gør mod hendes far eftersom hun gifter sig med Jørgen. 

Lige efter deres første nat sammen som ægtepar, begynder forholdet at gå ned ad bakke for dem. Ursula vil gerne lære Jørgen rigtigt at kende og hvorfor han har de holdninger til livet som han har. Hun har en anden holdning til det, men vil gerne prøve at forstå hans måde at tænke på, men Jørgen er ikke til at snakke med. Han siger at han er opvokset sådan, at hans far var på samme måde. Selvom Jørgen ikke altid er sød mod Ursula så elsker hun ham og vil gerne være sammen med ham så meget som muligt. Ursula og Jørgen kommer fra to vidt forskellige familier, Jørgen kommer fra en socialistisk familie, hvorimod Ursula kommer fra en mere konservativ. Dette er den primære årsag til Ursulas far ikke kan fordrage Jørgen og han ville ønske at hans lille datter ikke skulle være sammen med sådan en mand som ham. Jørgen er heller ikke glad for hendes far og vil helst ikke tilbringe tid sammen med ham. Ursula prøver at få dem til at kunne være sammen med det lykkes hende ikke. Til sidst bliver det hele for meget for hende, hun kan ikke klare det pres, det er at være sammen med Jørgen. Hun bukker under og ender med at dø. Grunden til hun dør er, fordi hele situationen mellem hendes livs store kærlighed og hendes far kulminerer og bliver for meget. Hun bryder psykisk sammen og går bort ved sygdom. 

Jørgen flytter tilbage til Danmark og starter en ny familie med kone og en lille søn. Han genoptager også hans plads i Nattevagten.

Hvis jeg skulle give bogen stjerner fra 1-5 vil jeg give den 3, det gør jeg fordi nu når historien hedder Nattevagt, læser man og læser og venter på at der skal komme noget med nattevagt. Der kommer først noget om det til aller sidst i historien, når Jørgen er flyttet til Danmark igen. En anden årsag til teksten ikke får højere karakter er som jeg nævnte før er at teksten til tider var svær at læse, fordi det er en ældre tekst og derfor består af en anden måde at skrive på.

- Kamilla