Boganmeldelse af ”Niels Lyhne”

Roman: "Niels Lyhne" skrevet af I.P. Jacobsen (udgivet i 1880)

I en snak med nogle bekendte sagde 5 ud af 6 personer at de lod sig konfirmere, trods manglende tro på kristendommen – endda manglende tro på at Gud findes (både dengang og nu). Hvorfor har de 5 så bekræftet deres tro, hvis de ikke var sikre?I et samfund som det danske, er det svært at skille sig ud. Samfundets normer spænder os for mund og hånd, og forhindrer mange i bare at indse, at den person man er, måske ikke passer ind i det samfund man er placeret i. 
Det kræver et skridt i sig selv for at komme udenom fx jantelovens barriere. I det senmoderne samfund er der efterhånden rigtig mange der er trådt over barrieren, men det betyder ikke nødvendigvis at det er nemmere for de næste generationer, at opnå det samme. Det er en kamp for hvert enkelt individ at finde ud af sine egne værdier og drømme, samt at finde ud af hvor henne i samfundet man har lyst til at befinde sig. For at skille sig ud, kræver det mod og styrke, men i høj grad også troen på sig selv. 

Disse værdier har hovedpersonen Niels Lyhne tilegnet sig i romanen af samme navn, hvor ateisme er bogens hovedtema.Skrevet af I.P. Jacobsen i 1880, er bogen placeret i begyndelsen af det moderne gennembrud. Denne tid er karakteriseret af problemer der blev sat under debat, som netop Jacobsen gør i denne roman.Opvokset på landet i Jylland, stammer Niels Lyhne fra to modsætningsfulde forældre. Moderen drømmer og er kunstnerisk anlagt, hvor faderen sætter den klare og realistiske kontrast ved et naturalistisk og praktisk syn på hverdagen. Yin og yang spiller sammen, og produktet bliver barnet Niels Lyhne, der får det bedste fra begge verdener – et drømmende sind med realistiske planer for sin fremtid.Denne rolige og perfekte ”blanding” der skaber ro og idyl, bliver godt og grundigt rodet rundt, da han forelsker sig i den eksotiske Edele fra København. Han oplever sin første kærlighed, der dog med stor sorg ikke elskede ham igen. Niels’ før så ensartede og, ja, nærmest kedelige liv liv, indeholder nu smerte af at have indset at han ikke er elsket af Edele.

Han bliver bragt direkte tilbage til virkeligheden da hun en dag dør af sygdom, og Niels bliver for altid forandret af denne omfattende sorg. Med ingen andre at skyde skylden på Edeles sygdom end Gud, opsiger Niels kontrakten som kristen og erklærer sig ateist i en tidlig alder. For hvilken Gud kunne lade vidunderlige Edele dø?Fra dette tidspunkt og fremover vil Niels opleve verden. Han har opdaget at alt ikke er så smukt, pænt og fantastisk som han har læst i bøger, og han vil se det med egne øjne. Edeles død åbner verden for Niels, og det første skridt på vejen er København. Niels prøver at finde ud af hvad han egentlig skal opnå med livet. Den eneste måde at finde ud af dette på, er bare at følge strømmen og se hvor livet tager ham hen. Niels gennemgår mange skelsættende begivenheder, som hver især sætter sit eget præg på Niels Lyhne som person. Rejser, død og forskellige elskerinder sætter hver sit spor, men én ting der er konsistent i Niels’ liv er hans tro. Han er overbevist ateist, og troen på selve livet, ligger hans hjerte nær. Med hans fulde hengivelse til de kvinder han er sammen med, åbner han sig fuldstændigt for den pågældende person. Han lever alt det han kan i nuet – hvilket giver sig til udtryk i sine forhold (romantiske lige såvel som venskaber). Igennem 6 afsnit af bogen føres læseren igennem 6 forskellige forhold, hvor Niels tilegner sig en passende personlighed til hver enkelt.Trods al denne rejsen frem og tilbage, ender Niels hvor han startede – i hjembyen. Niels er til slut i bogen alene, men han står ved hvem han er, og de valg han har taget i livet. Som roman ender bogen som den sluttede, men dog med en klar udvikling af Niels’ karakter og personlighed.  ”Niels Lyhne” er en klassiker, og jeg mener det er et værk der er en vigtig del af Danmarks kulturarv.Med et tema der berører individer i det senmoderne samfund, ligeså vel som i overgangen fra romantikken til det moderne gennembrud i slutningen af det 18. århundrede, er det en tidsløs roman. Den impressionistiske skrivestil kræver dog engagement fra læseren, til at forstå hvad bogens budskab egentlig er. Når det er sagt, så er I.P. Jacobsens skrivestil dog interessant. Han bringer læseren med i den verden han skaber for os – så bliver sproget en petitesse. Man skal gå til bogen med et åbent sind, da man på denne måde får mest ud af læseoplevelsen. 

Jeg giver bogen 5 ud af 6 stjerner.

Skrevet af Amalie Andersen