Vredens Børn - Jeppe Aakjær (Louises indlæg)

”Vredens Børn” af Jeppe Aakjær

I sommers, da jeg var på arbejde i min brugs, kom 2 unge fra en fagforening hen til mig og spurgte, om de måtte snakke med mig angående mine arbejdsforhold. Det sagde jeg ja til, og de fik tilladelse af min chef til at ”interviewe” mig.  Så gik de i gang med at stille alverdens spørgsmål om arbejdsforholdene på min arbejdsplads. Jeg svarede ærligt, for der var intet at skjule eller fortrænge. Min chef spurgte ikke engang efterfølgende hvad de havde spurgt mig om, men håbede, at jeg ville fortælle ham hvis der var noget jeg ikke følte var som det skulle være. Da jeg kom hjem, tænkte jeg over hvor gode forhold langt de fleste ungarbejdere har i dag, også selvom at kun meget få unge rent faktisk kender de egentlige reglementer og begrænsninger, såsom løft, arbejdstider og ”bytte-vagt-regler”. De fleste ledere på arbejdspladserne rundt om i landet, lægger en ære i at deres ansatte trives, og at de ikke får et dårligt indtryk af arbejdsmarkedet som et sted, hvor man konstant skal være på vagt, for ikke at blive snydt. Jeg selv, har aldrig nogensinde følt mig dårligt behandlet, eller følt at min arbejdsplads krævede mere af mig end det jeg var blevet ansat til. Det satte tanker i gang, da jeg læste bogen Vredens Børn af Jeppe Aakjær om drengen Per, der bliver tvunget ud på en gård for at arbejde i en alt for ung alder, meget yngre end man nogensinde ville få lov til i dag.
I bogen kommer man helt ind på livet af drengen Per, og hans opvækst i slutningen af 1800-tallet. Man følger ham fra den tidlige barndom i fattiggården med sin mor, fordrukne stedfar og 5 søskende, og da han som ung teenager bliver sendt rundt til 3 forskellige gårdejere for at tjene. 2 af stederne, Nørgaard og Sølsig, viser sig begge at være et rent mareridt, hvor han hver eneste dag skal kæmpe for at holde sig selv oppe. Penge er der ingen af, og meget begrænset ret til skolegang, også selvom han besidder gode evner. Der bliver beskrevet umenneskelige kår, en hverdag fra kl. 4 til langt ud på natten, kun med hårdt slid og prygl på gården, begrænset adgang til mad og drikke. En behandling, som ejerne af gården Nørgaard ikke engang byder hunden Hektor, på det første sted han bliver sendt ud for at tjene. På denne tid, var fagforeningerne lige så stille ved at tage plads i byerne, men på landet var det en anden sag. Fattiggården brænder ned til grunden, hvilket resulterer i, at han mister sin familie. Selvom bogen er fiktiv, bærer den tydeligt præg af en realistisk fortælling om en helt normal opvækst for en dreng fra den laveste underklasse, på tærsklen til det 20. århundrede. Bogen ender med, at Per er blevet stor og selvstændig, og står i spidsen for at frembringe den dårlige samvittighed i gårdejernes egoistiske sind, hvilket medførerer at han bliver et stort ”problem” i området set med deres øjne, men en helt og et forbillede for tyendet, alle de tjenende i underklassen. ”Vredens Børn” er betegnelsen for den gruppe børn, som møder modstand, og som konstant skal kæmpe for et liv, som de aldrig vil få muligheden for at leve. Per er et Vredens Barn, som hele tiden har en grå sky hængende over sig, mens andre børn bliver født ind i velstand, som så holder ved hele deres liv igennem. En rød tråd gennem historien er social arv, som han ender med at bryde, da han i slutningen af bogen rejser til Amerika og forlader det grå liv i de uhumske karlekamre.

Jeg synes rigtig godt om bogen, og fandt den meget tankevækkende. Jeg ser bogen som en hyldest til de mennesker, som gennem tiden har givet os til de gennemgående gode arbejdsforhold der er i Danmark i dag, og de rammer som fagforeningerne skabte for alle sociale lag og ikke kun dem, som kunne betale sig til gode forhold

Louise